Som vanligt, og som nogen måske ved, så tager jeg S-toget til og fra arbejde hver dag. Som oftest er det en kedelig begivenhed, med den nærmest obligatoriske forsinkelse på minimum 10 minutter pr. dag. Men lige her, den 31. oktober skete der nogets, om normalt ikke sker.

Det var på vejen hjem fra arbejdet, at jeg satte mig ind i en kupé. På det tidspunkt var der masser af pladser, så jeg kunne vælge frit på alle hylder. Da jeg gik rundt for at vælge min plads, havde jeg ikke lige lagt mærke til en lidt ældre fyr, som sad med en lukket guitarkasse. Derfor kom det som lidt af et chok for mig, da jeg lige havde åbnet min bog, at han havde fundet sin guitar frem og nu sad og sang med stor glæde. Undrende vendte jeg mig i sædet, og tog et godt kig på. Han var vel omkring de 60, med store 80er-briller og et fuldskæg, som var helt gråt. På hovedet havde en armygrøn bøllehat, og guitaren lignede ikke ligefrem den gennemsnitlige spanske, som man kan købe for en tusse mange steder. Jeg undrede mig en smule, men drejede dog ansigtet væk fra ham igen. Og det var så der at han gik lidt i selvsving med sine sange. Nu kan det være at jeg er forudindtaget, men de fleste mennesker over de 20 er bekendt med Bjarne Jes Hansens sang “Vi voksne kan også være bange”. Et hurtigt glan på nettet afslørede at netop den sang der var fra 1978. Grunden til at jeg nævner den er, at det kunne lige så godt have været ham, som sad der.

Han var så smilende og glad, og helt opslugt i sine sange, der lød meget hjemmelavede. Et af omvædende gik som følger:

“og børnene leger, og børnene leger

og mennesker leger og børnene leger”

Sætningen, der opstod i min hjerne var: FINDES den slags mennesker virkelig stadig? Er de ikke alle sammen blevet opslugt af firserne fra Helvede, som stjal med arme og ben. Tydeligvis ikke, han var meget levende og afsluttede sin balladerække med at vise, at engelsk heller ikke var ham fremmed.

Da han steg ud af toget, løftede han lige kort på hatten og nikkede til mig. I hans mundvig sad et lile smil fast som et fortidsklistermærke. Og jeg nikkede tilbage, med et lille smil som lugtede af en gammel båndoptager på en lille drengs værelse.

Så kom tiden til billeddigt nummer 2. So without further ado:

Billedet er taget på Natur Bornholm, i en tunnel der skal give et billede af de geotermale forhold i undergrunden op til Bornholms skabelse. Billedet er først blevet skærpet 50%. Derefter er funktion “Brush Strokes” kørt henover billedet, med en vægt på en smal pensel. Den tredje ting jeg gjorde, var at sætte filteret “Chrome” på, hvor jeg valgte at beholde de oprindelige farver. Det giver billedet et lidt mere dystert præg. Efter de grundlæggende funktioner var i billedet, zoomede jeg ind og farvede pigens øje sort, men dog uden at miste noget af det oprindelige farvespil. Til sidst blev teksten skrevet ind, og derefter blev teksten sløret ca 10-15%. The finishing touch var at lægge filteret “Old newspaper” ind på teksten, hvilket gav den let gullige farve. Billedets måske kryptiske titel er “Rust”

Tiden er blevet moden, og modnet i tiden…for nu at kringle lidt ord ind i sig selv. Den 28. september 2004 blev lidt af et skæringspunkt for mig i forhold til min skrivning. Det var den dato, at jeg skrev mit første stykke tekst, som ikke var et decideret digt. Og nu, lidt over 2 år senere er jeg kommet til det, som dette indlæg skal handle om. Over den periode har jeg skrevet 84 stykker tekst på under to A4-sider, 10 stykker tekst under 10 A4-sider og 16 stykker tekst over 7 A4-sider, med rekordholderen værende en historie på henved 60 A4-sider. Ret mange tal på ret få linier, og egentlig virker det af enormt meget når jeg bare sidder her og tæller op. Alle de nævnte stykker er stilistisk i novellegenren, selvom længden en del steder svigter dem.

Det som tiden er blevet moden til, er at jeg har læst alle mine noveller igennem, og udvalgt de 25, som jeg selv syntes var bedst. Derefter fik jeg fem personer til at læse omkring halvdelen af alle mine ting igennem, og så give et bud på hvad de mente var det bedste. Fællesnævnerne blev så sorteret, og de historier der var størst tilslutning omkring (en 8-10 stykker), ligger nu på mit skrivebord og er i gang med at blive rettet. Det er et stort arbejde, men egentlig et arbejde som jeg sætter pris på.

Fordelen ved at lade en historie ligge og hvile i nogle måneder er, at det er langt lettere at opdage fejl i teksten. Hvis jeg havde sat mig ned og rettet i historierne med det samme, ville jeg have været tekstblind. På denne her måde opdager jeg forkerte formuleringer, tegnsætning, kan skrive ekstra til eller uddybe specielle sektioner af en novelle. Mit største problem er, at mit arbejde tager så meget af min tid fra mig, at det kun bliver gjort i små bidder. Jeg håber dog at have en rettet version klar inden jul.

Jeg kan se at folk der har en tendens til at skrive, samles herinde som fluer om den sødeste mælk. Og der bliver også lagt en hel del digte ud. Da jeg som oftest ikke skriver digte, men noveller og kortprosa, så tror jeg at jeg vil joine det voksende community med billeddigte i stedet. Altså billeder, med digte føjet til. Det kan dog være at der kommer noget prosa til, når tiden kommer - men anyway - her er det første:

Billedet er taget i Edinburgh - det er en gammel bygning med et helt specielt skær over vinduerne. Jeg har taget det oprindelige billede og først tilføjet 15% mere grønt. Derefter har jeg sløret billedet cirka 10%. Efter disse ting er billedet blevet kørt igennem en funktion ved navn “Seamless Tiling”, som skaber spejlingen. Til sidst er teksten blevet skrevet ind. Jeg brugte Paint Shop Pro X til det hele. Billedets titel er “Glas Og Ramme”

Sexologen både fra fjernsynet og Ekstrabladets side. Jeg læser ofte hendes klumme inde på netop Ekstrabladets side, og jeg finder hende utroligt vidende, med gode indsigter og råd til kvinder. For når der kommer til mænd, virker det mest af alt som om Joan ikke har hørt efter i timen. Den mening grundlagde jeg for en del tid siden, men det er nok dette brev, som fik mig ud af sædet:

 http://ekstrabladet.dk/spoerg_joan_oerti…

Hvis du ikke vil klikke ind på siden, så handler denne artikel i sin essens om en kvinde der vil have børn, derfor har smidt P-pillerne, og nu nægter hendes kæreste at dyrke sex med hende. Joan kommer så med et godt råd omkring, at hende der kvinden måske skulle lade tiden gøre arbejdet. Men så knækker filmen med denne del:

” Pludselig en dag vil han kigge på dig og tænke: ”whau hvor er hun lækker, nu tager jeg hende altså!” Og så vil han glemme alt om, hvad han har sagt; han vil bare have dig, og mon ikke det vil ske igen og igen? Du kan også sætte hårdt mod hårdt og sige: ”enten afleverer du, eller også stopper vores forhold nu”. Den metode plejer også at være ret effektiv.”

Så tænker jeg: Kunne det være muligt at manden rent faktisk elsker sin kæreste, men at han blot ikke vil have børn. Joan giver det indtryk at alle vil have børn, lige meget hvad. Hun bruger ikke et sekund på at spørge kvinden, om hun har diskuteret det her med sin kæreste eller om der er en fælles koncensus omkring det her barn. Paragraffen jeg har inkluderet giver derimod et billede af, at mænd i bund og grund er en pik med ben, der med tiden bliver så desperat at han bliver nødt til at komme af med sin sæd, uden at tænke på konsekvenserne.

Dette er så kun min mening - andres mening er meget velkommen

For et par dage siden tog jeg på den populære forlystelse for os danskere, nemlig en forlænget weekend. Jeg havde valgt Edinburgh…hvorfor ved jeg egentlig ikke, men måske på grund af den hastige og nye direkte flyrute fra Kastrup. Det blev nu sådan. Og jeg vendte hjem i går med svedende porer og en tung opbakning.

Når folk tænker på Skotland, så er det whiskey, sækkepiber, højlandet og Braveheart de tænker på. Det rigtige Skotland har ikke meget at gøre med det. Edinburgh er en by, som lidt ligner en luder i halvtredserne. Slidt og grim, med bygninger der ikke rigtig har en klar arkitektonisk stil, andet end depressiv industrialisering. Men indimellem alle disse kolosser ligger så gamle gader, med stenhuse og små pletter af natur, hvor man stadig kan se hvordan det hele har set ud en gang. Selve bybilledet er også præget af dette. Store forretningsgader, masser af Starbucks og Pizza Huts, souvenirshops og spisesteder. Men byen virker ikke gennemtænkt som mange andre storbyer. F.eks Berlin har en hvis skønhed på grund af at så meget af den blev genopbygget. Man lavede det nye Berlin ud fra moderne principper, og det skabte en homogenitet. Edinburgh er stik modsat. Her ligger bygninger fra 1750erne klemt inde mellem helt nye bygninger, og det giver et meget rodet indtryk. Så deraf sammenligningen med luderen. Der er ikke meget skønhed eller kostelighed i hende, men nogle få sekunder kan man faktisk spotte hvordan hun har set ud, da hun stadig var lækker og kostede lidt mere.

Skotterne er et stolt folkefærd, stadig - og bryder sig ikke meget om englænderne. Man skal helst ikke komme til at sige “the english” eller “the british” til en skotte. Det hedder “The scots”. Lige meget hvad. Under mine fire dage derovre besøgte jeg ret mange pubs, og som alle jo ved er whiskeyen i høj kurs derovre. Og der ER mange forskellige slags at slynge sine smagsløg efter. Når man kommer ind på den gennemsnitlige pub, står der vel mellem 40 og 50 brands at vælge imellem. Skotsk whiskey er meget smagfuld, har en tendens til røgethed og skal drikkes uden is eller vand i. Personligt vil jeg anbefale “Laphroaig” som er så røget, at man kan smage brændestablen. I særdeleshed den 10-årige er meget god. Man kan score sig en flaske for omkring 25-30 £ i de fleste forretninger. Deres øl, derimod, er en anden historie. HVIS du er en glad øldrikker, så vil jeg foreslå dig at gå efter flaskeøl i Skotland. Hvorfor? Hvis du får fra hanen, kan de ikke finde ud af dosere den tilstrækkelige kulsyre, så man sidder tilbage med noget der ligner pis og egentlig også smager sådan. Flaskeøllen har dog den rette mængde brus. Nu ved jeg godt, at mange mener at sådan skal bristisk pubøl smage…men hey, jeg er ikke enig.

Edinburgh er let af finde rundt i - meget let. Der er to store gader - “Princes Street” og “The Royal Mile”, og næsten alle andre gader fører ind til dem. Førstnævnte er den store forretningsgade, komplet med McD, Starbucks, The Disney Store, Pizza Hut, HMV etcetera etcetera. The Royal Mile har et lidt andet feel, med skæve gader og mange pubs. Begge steder findes dog souvenirbutikker med kilte, små dukker og alt det andet som turister mener er autentisk. I løbet af fire dage hørte jeg sækkepibe en gang - og folk stirrede underligt på ham som spillede. Ligeledes er der ikke nogen som går i kilt til hverdag. Jeg vil tro, at hvis man vil have “den skotske oplevelse” skal man tage ud i Højlandet.

Det mest skotske jeg oplevede, var “The Literary Pub Tour”. En tour med to skuespillere, hvor man dasker rundt i byen og får bidder af skotsk historie og litteratur fortalt. Der er fire pubs undervejs, og hver pub har sin egen historie. Det var ganske godt, og selv om de skotske forfattere har stået lidt i skyggen af de engelske, var der trods alt navne som Sir Walter Scott og Robert Louis Stevenson.

Nåh, nok om det - nu er jeg tilbage i Kbh, og tager nok ikke mere til Edinburgh. Jeg vil ikke sige at det var en skuffelse, men nok mere en “nå”-oplevelse. Og dette indlæg blev sq ret turistet. Well, fuck it som de siger så ofte i Skotland.

Min tredje dag på urrrrrbanbloggeren og hurra for det. Altså, det går da frem - allerede en comment.

Jeg har vandret lidt mere rundt på andres sider herinde, og det lader til at der er en hel del som har noget at gøre med poesi og digtning….hvilket jeg også selv har. Det skaber jo så en gruppe i gruppen - og måske er det præcis hvad der er meningen med det her show. At få nye forbindelser, med folk man ellers ikke ville møde. Lidt ligesom en chat.

Men….er det så godt med disse grupperinger? Åbner det op for dialog eller åbner det kun op for dialog, hvis man er accepteret af en gruppe. Det gamle klikesystem som vi alle sammen kender helt tilbage fra børnehaven og folkeskolen. Jeg kan som sådan ikke stikke jer et svar på det. Som det ser ud nu, tror jeg at det svinger et sted mellem de to yderpunkter der, og derfor er det vel egentlig meget synonymt med den virkelige verden. Som eksempel: En flok venner kan da godt få en ny ven til gruppen, men han eller hende skal lige bruge noget tid på at passe rigtigt ind. Så fred være med det. Men kommentér endelig, hvis du har et andet syn på det hele.

Nogle gange må man vælge (som billedet illustrerer), og det er sq ikke altid at ens første valg er det bedste. Der er skam gode ting ved at være uafhængig af grupperinger. Såsom at man kan navigere frit mellem grupperne. Men netop denne frihed kan være et tveægget sværd, siden man på den måde aldrig rigtigt kommer indenfor i varmen nogle af stederne.

Nåh, det blev en sludder for en sladder - fair nok - jeg kan leve med det

Der er fri fra arbejde i dagens anledning og klokken er meget tidligt. På fjernsynet i baggrunden kører et gammelt afsnit af MASH - dette her handler om en mand som hr en for stor næse og gerne vil have den opereret. Jeg må indrømme at jeg ikke helt kan se hvad det sjove er i det…jeg vil nærmere kalde det tragisk.

Anyway - har kigget lidt mere rundt på sitet, og er egentlig blevet overrasket over hvor få som kommenterer indlæg. Er det fordi det som folk skriver egentlig er lidt kedeligt, eller hvad? Det har nok noget at gøre med det. Den generelle tone herinde afslører folk der ihærdigt forsøger at skrive noget spændende, men som enten mangler skrivefærdighederne eller evnen til at opleve noget spændende. Jeg selv er skam ikke undtaget fra den generalisering.

Dagens store Frage må så være: Hvorfor? Hvad får Mr. and Mrs. Joe Average til at nedfælde deres tanker og meninger ude på det store net, så alle kan se det? Svaret på det tror jeg er angst. I vores daglige liv ser vi konstant helt normale mennesker gøre hvad som helst for at blive kendt. Og jeg mener hvad som helst. Og om man vil stå ved det eller ej, så har denne “quest for fame” sat sig som en kødmide under vores hud. Den største skam nu til dags er at være ukendt. Og vi vil, som mennesker, helst ikke have skam siddende på os.

Den angst får hvem som helst til at skrive herinde, eller nogle af de andre steder på nettet. Den får husmoderen til at skrive om hverdagen i det lille hus, den unge mand til at udbasunere sit idealistiske had og den ældre medborger til at snakke om det der var passé allerede inden han selv oplevede det. Og kun meget få procent af det skrevne materiale har en dybde, eller spændingskurve bølget nok til at ramme spytkirtlen hos andre mennesker. Eller, på normalt dansk: Det er ikke interessant nok.

Selvfølgelig skal alle mennesker have lov til at udtrykke deres meninger og holdninger etc etc på det store net. Om jeg eller andre finder dem spændende eller ej. Det som der måske skulle overvejes af de mange personer herinde, var hvorvidt de selv dybest inde mener at de har noget at sige. Eller om det blot er et varmt tæppe til at stå mod angsten. 

Ja - jeg bor på Nørrebro med udsigt over Runddelen, Ungeren, pizzariaer, fem banker og tusindvis af forskellige mennesker hver dag. Jeg færdes dog mest ude i forstaderne på grund af mit job, så tak til S-togsnettet. Men der er faktisk en pointe med denne her blog.

Inden for de sidste par år har der været masser af spot på Nbro. Voldtægter, mord, overfald, tyverier og så videre hele vejen ned til tilfældig incest. Og der er jo alt sammen fair nok. For de ting er sgu sket. Hvem husker ikke den knifede italiener. Når jeg til daglig færdes ude i periferien af Kbh undrer det mig dog, hvor skræmte folk er blevet. Det indre Kbh, og selvfølgelig også Broerne er blevet genstand for en næsten mytologisk angst. Lidt ligesom den mørke skov i alle folkeeventyrene (Rødhætte, Hans og Grethe, Titanic). Det er et sted hvor ondt kan ske og vil ske. Unge såvel som gamle er i farezonen, for hvornår hopper der en indvandrer (ja, fordomme, men lad os nu tale fra den kollektive xenofobi) ud med en kniv og sprætter folk op.

Denne frygt bistår, på trods af at alle de involverede mennesker gentagne gange har besøgt Stenbroen, været i byen og ravet alene rundt i mørket. Der går en slet skjult skælven igennem dem, når de tænker tilbage på deres vandringer. Hvor der vel at mærke intet skete. Broerne er ikke et farligt sted. Der er masser af gyder, ja. Der er masser af indvandrere, tjek. Der er masser af mennesker samlet på et relativt lille sted, ikke. Og settingen er da også lige til en C-gyser. Men tro mig, her er ikke det mindste farligt.

Efter at have boet her tre år, har jeg adopteret en casual holdning. Jeg går ned og henter øl midt om natten uden sko på, og med pungen i hånden (pengepungen altså). Da jeg havde tabt mine nøgler, sad jeg i 1½ time på gaden, uden at der skete noget. Efter at have tilbragt sammenlagt 3 måneder med at køre i bus, har jeg aldrig fået stjålet noget. Somalierne, inderne, pakistanerne, polakkerne, tyskerne og danskerne er bare en del af bybilledet. Jeg skælver ikke og går ind til siden , når der kommer fem 14-årige iranske drenge gående hen af fortovet. Hvis jeg har glemt at låse min dør en aften, går min sjæl ikke i krampe.

Det er blot et sted, man bor. Et fedt sted, indrømmet - men alligevel bare et sted. Det er ikke smukkere eller bedre end alle mulige andre steder. Det er bare. Og hvis Nørrebro er farligt for en, så tror jeg kun det kan være hvis man lader det være farligt. Det er fandme ingen hemmelighed, at hvis man ryster og bæver og er en undskyldning for sig selv, så bliver der lagt mærke til netop de kvaliteter. Og der vil altid være nogen som kan bruge det. På Nørrebro, såvel som i Herluf-Magle.

Jeg aner dog ikke hvordan det er at være kvinde herinde.

Urbanblog.dk - navnet får mig til at tænke på storbystilere, der færdes i Kbh, Aarhus, Aalborg og Odense. Esbjerg ekskluderet. Men måske er det mig som tager fejl.

Kunne desværre ikke finde definitionen på dansk, men her er den på engelsk

• relating to or concerned with a city or densely populated area; “urban sociology”; “urban development”
• located in or characteristic of a city or city life; “urban property owners”; “urban affairs”; “urban manners”