Ved en surfen rundt på andre blogs herinde, stødte jeg på denne frygtelige opdagelse:

http://takashimaya.smartlog.dk/79152_Om_Mad_World_og_reklamens_magt.html

Den korrekte mÃ¥de at kende denne sang fra, er selvfølgelig den blændende film “Donnie Darko”. Her, i slutscenen, kommer Gary Jules’ version virkelig til sin ret. Oprindeligt er det jo et Tears For Fears-hit fra 1982, men Gary Jules’ cover slÃ¥r det andet med et par længder. Nummeret har været at finde pÃ¥ min playlist siden 2002 - for det ER blændende. Dem af jer der er blevet fanget ind af reklamen bør gøre jer selv en tjeneste og finde teksten pÃ¥ nettet. I særdeleshed andet vers er ren creme.

Lang tid siden, at jeg skrev i denne kategori - men nu kommer indlæg otte endelig. Lige i dag så har jeg bestemt mig for at skrive om stil.

Som flere andre skribenter herinde har behandlet i deres blogs, så er der mange måder at få inspiration på. Man kan læse, se fjernsyn, stirre ud af vinduet eller stille udvikle nye eksplosiver indenfor hjemmets fire vægge. I min verden er inspirationen nytteløs, hvis den ikke samtidig fordrer en eller anden form for udvikling af ens skrivning. Som skribent har man en tendens til at skrive i den samme stil, og det er meget godt indtil et vist punkt. For hvis en læser har trawlet gennem 50 af ens digte i samme stil, så vil den person kunne gætte sig til hvordan nummer 51 ser ud. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Ens skrivestil kan jo være blændende.

Som nogen måske ved, så skriver jeg primært prosa, der nærmer sig novellelængden. Og for at udvikle mig selv og samtidig få mig til at tænke i lidt andre baner, så sætter jeg altid visse kriterier for mig selv, inden jeg går i gang med en ny historie. For mig åbner det muligheden for at se, hvor mine største svagheder er, og hvor jeg kan arbejde fokuseret med min skrivning. Som eksempler på hvilke kriterier jeg har lagt for mig selv i de sidste par historier, er der her en liste.

Porno: Kriterier: Korte sektioner. Referencer til personernes fortid. Dialog

Sudoku: Kriterier: Flashbacks, Ingen dialog, Socialrealisme

Eternity Is For Everyone: Kriterier: Science Fiction kombineret med klassisk krimi. Film Noir.

World Wide Web : Kriterier: Barfly kombineret med 1920erstil i skrift. “Horror”

Alle disse historier, pånær sidstnævnte som endnu ikke er færdigskrevet, kan findes på min digte.dk side, som der er linket til ude i siden. Nogle af forsøgene er lykkedes noget bedre end andre. Men du kan danne din egen mening.

Nu er jeg et af de mennesker, som ikke ejer et fjernsyn og derfor heller ikke har observeret fænomenet “Vild Med Dans”, hvori DO vandt den ene gang. Men nu stod der i Ekstrabladet, at hans nye forsøg ud i sangkunsten havde været det største flop i hans karriere. Siden jeg har lært allerede fra helt lille, at man ikke skal tage Ekstrabladets ord for gode varer, begyndte jeg min egen lille quest for at finde noget af hans musik, sÃ¥ jeg ved selvhør kunne bedømme om det virkelig VAR sÃ¥ elendigt.

Jeg spejdede nær og fjernt, men intet kunne jeg finde. Forundringen var med klare farver i mit fjæs. Jeg fandt ud af at rigtig mange 15-årige piger savlede deres kærlighed ud til ham på diverse websites, at man kunne booke ham til at være foredragsholder OG at han var uddannet stuntmand. Men INTET sted kunne jeg finde hans musik liggende online, så man lige kunne høre det.

På BOX.dk figurerer hans album ikke engang, hos TDC er der et spor af at han har ligget på top 40 - men det kan heller ikke findes her mere. Det eneste sted hans album KUNNE findes var på en obskur hjemmeside, og her kunne man ikke høre nogle af hans numre. Så det kunne se ud som om at Ekstrabladet har ret her. Jeg finder det dog ret besynderligt, at på trods af at en plade har fået ringe anmeldelseer, figurerer den ikke på et sted som sælger musik. Smag og behag, und alles. Men kan det virkelig være at denne her plade er ringe i en så helt exceptionel grad, at den er umulig at sælge ? Jeg vil fortsætte min jagt på en lydprøve!
Det jeg så spørger om, er, hvorvidt denne mand ville have fået muligheden for at indspille en sang, hvis ikke hans navn tilfældigvis var David Owe ?

For nu at fortsætte beretningen om min weekend, så rykker vi fra de gule badebukser til dagen efter. Brormand havde lige forsvaret sin PhD til den store guldmedalje, og ville nu holde fest. Først knæk skete da over 60% af gæsterne meldte afbud og festen, som oprindeligt skulle være foregået et sted med billardbord og fri bar, nu blev rykket til hans lejlighed. Da havde jeg allermest lyst til selv at nægte at komme, men kunne ikke få over mit hjerte at lade ham i stikken. Så jeg troppede op lidt senere end alle andre på grund af manglende billet, og blev vist ind i stuen. Her konverserede jeg høfligt, og så til min angst at der var nogen som havde taget små børn med, og at der var en som var gravid. Med andre ord, så var det tydeligt at jeg kunne tilbringe aftenen med at ryge udenfor. Men folk blev bænket og begyndte at spise og snakke. Der kom så andet knæk. Af alle de andre inviterede, var alle fyrene kemikere. Så samtalen begyndte straks at dreje sig om kemi og en vildt spændende snak om måling af neutroner gik i gang. Og varede tre timer. I min angst prøvede jeg at flygte over til kvinderne, der til mit knæk nummer tre snakkede om amning, mødregrupper, moderkager og fødselsbesvær. Det var ligesom at være i et limbo. Som en ånd drev jeg rundt mellem grupperne i et par timer, før jeg kapitulerede og rykkede mig selv permanent ud på verandaen med mine smøger og øllen lige i nærheden.

Det var desværre Tuborg

Søndagen har så endelig lagt sig over mit fjæs som en tanketorsk på slap line. Og det ikke et sekund for tidligt. Weekenden har været hård og fyldt med grønne genstande med procentsatser på og alt for mange smøger susende ned gennem systemet som den mongolske horde ved grænsen til Vesteuropa.

Fredag var der den store, Ã¥rlige badmintonturnering pÃ¥ arbejdet, som altid er en god undskyldning for at kæve bajere og spille billard til sent. Og det er nu ret sjovt at se pÃ¥ sine kolleger løbe svedende rundt pÃ¥ en lille bane og desperat prøve at ramme en død ting med fjer. I Ã¥r var der dog gjort ekstra ud af det, og føjet endnu et punkt til aftenens showlist. Nemlig en tur i “Relaxen” - for dem af jer der ikke ved hvad det er, sÃ¥ er det en tilbygning til en normal svømmehal, hvor man kan sidde i lune bassiner, gÃ¥ i sauna, dampbad og æde frugt. Og det var jo fint nok. Og alle iklædte sig badetøj og følte kun at deres intime grænse var en smule invaderet. Men sÃ¥ kom han ind. Den ene af kollegerne. Kendt for ikke at være Guds kvikkeste maskine og med talefærdigheder som ville gøre en dørmÃ¥tte misundelig. Nu vil jeg bede dig, oh læser, om at huske tilbage pÃ¥ 70ernes bomuldsunderbukser til mænd. Dengang da industrien lige var begyndt at gÃ¥ bort fra gylpen. SÃ¥ vil jeg bede dig om at tilføje denne slags underbukser farven karrygul. Og til sidst bede dig om at gøre dem to numre for smÃ¥ til ham som bar dem. Da han trÃ¥dte ind lagde en dyb stilhed sig over hele bassinet og man sÃ¥ enkelte hurtigt dukke hovedet ned under vandet. Frejdigt sprang karrydrengen i, svømmede en lille tur og hev sig sÃ¥ op af bassinet for at smutte i saunaen. And behold - det gule stof blev halvt gennemsigtigt nÃ¥r det blev vÃ¥dt. I mit sind spillede “YMCA” pludselig meget højt. Og omkring mig lød lyden af indestængt latter. Den næste time blev han ved med at vandre frem og tilbage, med de gule badebukser i forskellige grader af vÃ¥dhed. Jeg prøvede at kommentere hans bukser, men i hans verden var det de fedeste badebukser der nogen sinde var blevet skabt. Og som nogen sinde ville blive skabt.

Jeg lod til sidst som om jeg var misundelig

Nogle gange, ofte når øllen ( i dagens tilfælde Carls Dark) går ind funderer jeg i det skjulte skyggeland over mig selv. Når jeg læser mange blogs, i særdeleshed alle jer kvinders, så tegner der sig et billede at den typiske mand med alt hvad der dertil hører, og jeg forsøger at finde mig selv i det billede. Men det går sq ikke helt godt, for:

- Jeg elsker at spille fodbold, men hader at se på det. Og alene ideen om at skulle holde med et hold (FCK versus Brøndby) virker fuldstændig åndet på mig. Det er jo bare fodboldspillere, ikke

- Motorkøretøjer er en by i Rusland for mig. En bil er en bil, og den skal bare virke sÃ¥ jeg kan komme rundt. Mærket er fuldstændig underordnet, som produktionsÃ¥ret er. Motorcykler og knallerter…er bare forvoksede cykler.

- Æggende undertøj, med blonder og i spændende farver er bare……………undertøj. Jeg svulmer ikke ved synet af et “specielt lækkert sæt” eller over en indpakning. Til hver en tid er den rene og upÃ¥klædte vare at foretrække.

- Store bryster er store bryster - hverken mere eller mindre, i særdeleshed ikke sidstnævnte. Jeg synes om begge dele, så længe de passer til den krop, som de sidder på.

- Jeg hader fysisk arbejde og alt dets væsen, og går kun i krig med de elektriske installationer når det er allermest nødvendigt. Ligeledes har jeg ingen færdigheder inden for området, og har det fint med det.

Jeg holder dog meget af øl…

….er vist kodeordet her i nutidens hypermoderne samfund.

Her til formiddag ringede jeg rundt til mine banker, fordi jeg vidste der var noget rod med mine forskellige konti. Noget med en indbetaling som ramte på den forkerte konto og skabte kaos i hele cashflowet. Det kom dog hurtigt i orden, hvor efter min kvindelige rådgiver spørger på klingende lollands:

“Og hvor skal de 37.000 hen, som du har i overskud?”

Jeg sank lige en klump, og tjekkede mine papirer…jo, den var sq god nok. SÃ¥ jeg peb forsigtigt:

“Til min forbrugskonto”

Så nu står jeg med røvmange penge og egentlig en dyb forvirring, mere end en glæde. For hvad skal jeg bruge de penge til.
Forslag?

Godt så. Normalt vil det ikke lige være sådan at finde et link mellem de to ting. For mange træder billeder af stærke mandfolk, svedende med deres store muskler frem på scenen, mens der i baggrunden gemmer sig en lille,bebrillet og egentlig ret splejset skribent med egernagtige bevægelser. Der er dog en parallel, som jeg ikke har kunnet undlade at pille lidt ved her i dag.

NÃ¥r man som skribent nÃ¥r det punkt, hvor man skal tage stilling til om man nu er “god nok”. Den stillingstagen kan jo kun tage tre veje.

1. Nej, jeg er ikke god nok

2. Ja, jeg er god nok

3. Nej, jeg er ikke god nok endnu

Nøjagtig det samme gør sig gældende i sportens verden. Du har faktisk, som idrætsudøver, kun de tre udveje hvis sporten står dit hjerte nært. Nummer 1 er selvfølgelig det værste valg at skulle træffe, men det kan være nødvendigt. Et andet punkt hvor skribenten og idrætsudøver ligner hinanden er på hvordan omverdenen vurderer dig. Hvis du er fodboldspiller, og spiller på et ret godt hold i Serie 1, så er du egentlig ret god til fodbold. Men omverdenen vil stadig vurdere dig som en mand/kvinde, der spiller fodbold på hobbyplan. Det er din fritidsinteresse. Det samme gør sig gældende for skribenten. Selv hvis du er ret god, vil omverdenen ikke betragte det som andet end en hobby.

NÃ¥r/hvis et gennembrud sker, om det sÃ¥ er en udgivelse eller at man bliver betalt for sin sport, vil omverdenens perspektiv ændres. Nu er det ikke længere en hobby, men et “levebrød” - og endda et prestigefyldt levebrød. For ser mennesker ikke netop op til kunstnere og sportsfolk? Misunder de dem ikke, og ønsker sig som dem? Om du hedder Milan Kundera eller David Beckham er lige fedt. En hobby er blevet til et respektabelt erhverv. Selvfølgelig findes der mange udgivne forfattere og dygtige sportsfolk, som aldrig nÃ¥r til toppen. Fordi de mangler det sidste som kan sætte dem udover mængden, og gøre at deres navn bliver et man genkender.
Mange elitesportsfolk stopper nÃ¥r de nÃ¥r til omkring de 40 Ã¥r - kroppen siger ganske enkelt stop. Det samme gør sig ikke helt gældende blandt skribenter. Og dog? Kan en forfatter eller maler ikke ogsÃ¥ tabe forbindelsen med tiden, og dermed miste sin “kunstneriske nerve” ?

På det personlige plan blev jeg erklæret fodboldinvalid som 16-årig - så jeg bliver nødt til at prøve den anden vej.

Den 23. januar skrev jeg et stykke kortprosa med den utrolige titel “Den Gigantiske Pik I Marianne”. Den blev skrevet som et stykke ironi over hvad der egentlig tiltrækker mennesker, nÃ¥r de skal læse eller se noget. Eller med andre ord, sex sælger. Den dag i dag er det mit mest læste stykke tekst, og det med de fleste kommentarer. NÃ¥r jeg kigger pÃ¥ det, kan jeg ikke helt finde ud af om jeg skal grine eller græde. Men nu, kære blogfolk, kan I ogsÃ¥ fÃ¥ muligheden for at kigge pÃ¥ det, og sige hvad I mener. SÃ¥ uden mere udenomspladder: Den Gigantiske Pik I Marianne

“Lad mig starte med at skuffe dig. Der er faktisk ingen stor pik i det her digt, hverken til at starte med, i midten eller til at slutte med. Der er heller ikke nogen sex, noget lir eller knep med fremmede personer pÃ¥ en tilfældig rasteplads udenfor Hobro. I det hele taget sÃ¥ vil du opleve, nÃ¥r du læser denne tekst, at der rent faktisk ingen synderlige referencer er til noget som helst seksuelt. Det skulle da kun lige være, hvis du selv vælger at læse det ind i teksten. SÃ¥danne ting kan der aldrig helt garderes imod. Men okay, hvad er der sÃ¥ i virkeligheden i denne tekst. Er der noget ? eller er det bare en tilfældig gang ordgejl kastet ud pÃ¥ grønt papir og uden for makulatorens rækkevidde? Svaret mÃ¥ nok være et ganske bestemt “tjaaah”. For noget er der vel et eller andet sted, hvis ikke mere end en hang til at nedskrive de ord som du nu sidder og læser. Men lad det nu hænge og dingle lidt, blafre i den proverbielle sidevind og grib i stedet for fast i det andet spørgsmÃ¥l. Hvad er pointen?

For det første, så er det jo egentlig ret væsentligt at behovet for en pointe er så stor, når man tager i betragtning at det meste af det som folk kalder livet har en usvigelig evne til at føles ganske uden pointe. Blade i vinden, opkast fra en 4-årig, nedbrændte traktormotorer. Hvorfor skal der ledes efter en pointe. Og jeg kan allerede mærke utålmodigheden tage sit hold i dig. For skulle der mon ikke alligevel gemme sig en pik eller en Marianne et sted. Og mit svar må igen være nej. Der er faktisk ikke noget. Du kan godt begynde at male skuffelsen ud i dit ansigt med store, smeltede fedtfarver. Jeg er ked af det, men du må nøjes med det som du får. Og det er alligevel en pointe, for man må jo forsøge at slå en kile ned et eller andet sted, og give lidt til publikken. Er du klar ? Nu kommer det som du har ventet på.

Pointen er, at disse linier aldrig ville være blevet læst i samme omfang, hvis ordet pik ikke havde indgÃ¥et i titlen. Og min personlige formÃ¥l med at skrive dette her, er sÃ¥ at hÃ¥be pÃ¥ at titelhangens kroge bliver mindre i kødet. Tro endelig ikke at jeg gør mig selv bedre end min næste. Jeg bliver selv indfanget i titelrusen og mæsker mig i fisseportrætter og udsplattende sæd. Eller mangel pÃ¥ samme. Chokeffekten er lidt død og tilbage er bare sÃ¥dan en ligegyldig fornemmelse af at “det kunne da være meget sjovt at læse om lidt lir”. SÃ¥ jeg vil bede dig, oh min ophøjede læser, om at tage del i denne aktion som jeg selv er begyndt pÃ¥. Hver eneste gang valget stÃ¥r mellem to stykker skrift, hvor det ene har SEX skrevet ud over sig med spritsorte kapitaler og det andet ikke har, sÃ¥ tænk pÃ¥ “Den gigantiske pik i Marianne” og pÃ¥ hvor frygtelig den egentlig var. Og vælg sÃ¥ bagefter. Du kan jo starte pÃ¥ denne her side, og sÃ¥ bevæge dig væk fra den som en sten laver ringe i vandet. Eller, du kan folde denne læsning sammen til en krampe og skyde mig i nakken med den, inden du skrider. I sidste ende er det alt sammen godt alligevel.

Nu glatter jeg mit hÃ¥r og mener at jobbet er vel udført. Hvad jobbet var, har jeg glemt, men mÃ¥ske vil du minde mig om det, og evt. skyde den døde hest som jeg sidder sÃ¥ højt til vejrs pÃ¥. Det kan være at faldet kan ryste noget pÃ¥ plads.”

Her i dag - klokken for to timer siden, kom der en åben opgave til digte.dk-folket:

En række ord som skulle indgå i en tekst - i dette tilfælde følgende ord: Avantgarde, Penisforlængelse og Kampvalg.Dette er mit resultat:

” NÃ¥r han strøg hÃ¥ret fra panden ringlede klokkerne i hans skæg som nyfødte engle og hans tøjstil var et pletværk af halvfjerdserne og retrofirserne. Avantgarde var hans selvvalgte navn, som han havde givet sig selv den dag han fandt ud af hvad det betød og ikke længere blot var en række bogstavlyde i andre menneskers ansigt.

“Det er en god dag” sagde han altid, med en smil om sin let rynkede mund og en kop varm mocca pÃ¥ vej mod læberne. Og han smilede et smil der var hvidt i overmunden og brolagt med brunlige rhinstene i undermunden. Han havde aldrig savnet en penisforlængelse, hverken i overført eller direkte betydning, for i hans legeme lurede kødet stille nu men kunne strunkt rejse sig om nødvendigt, og han havde aldrig købt de store biler eller flotte huse eller elegante jakkesæt. Til dels pÃ¥ grund af hans lave økonomi, og til dels fordi han aldrig havde set det nødvendige i at eje ting pÃ¥ den mÃ¥de. De ting som han ejede havde alle en historie, om han sÃ¥ havde købt dem eller fundet dem, eller var blevet dem givet.

Han valgte sine kampe, sine kampvalg, med omhu og en stille tilfredshed, som sÃ¥ forbi hans selv og nÃ¥r han sagde sit navn, Avantgarde, højt var det aldrig i forbindelse med nogen selvhævdelse. I hans øjne var det aldrig svære valg, for alt hvad han troede pÃ¥ var værd at kæmpe for, enten for ham selv eller for de andre, der kendte ham pÃ¥ hans skægs ringlen og slørede udtale af fremmedord. “

Well, ikke et digt - men hey, man må gøre som man kan

P.S - Just for shit and giggles er billedets navn “Penis Plus - lille”