Så blev mit manuskript sendt af sted for en 45 minutter siden……

Efter en mindre pause her fra bloggen er jeg nu tilbage. Og i dag vil jeg, som vanligt når det handler om “Forfatterliv”, rode lidt i min egen navle med store øjne og let savlen fra mundvigene. Man er vel kun menneskelig siger spejlet selv.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har en kraftig tendens til at være ret morbid, eller ulækker, eller sort eller ubehagelig i de ting jeg skriver - det værende sig noveller eller digte. Og det må vel, dybest set, også være sådan jeg er skruet sammen inden i. Er det godt? Nåh, nevermind. Mit seneste langspyt er en historie, som bevæger sig i et ganske andet terræn, for jeg har faktisk skrevet noget der er ment som humoristisk Ja, hvorfor ved jeg egentlig ikke, men jeg har hørt at man skal prøve noget nyt ind i mellem. Og alt i alt er jeg faktisk ganske tilfreds med resultatet. Du, min læser, kan som vanligt tage et kig her:

http://digte.dk/digte/poem.asp?forfatter=7803&digt=415138

Takker på forhånd og alle de der ting

Well - som de få af jer som har kastet jeres blik på mine side i ny og næ og glanet over min “Forfatterblog” ved, er poesi ikke det jeg gør det meste i. Faktisk er det gået hen og blevet meget sværere for mig at skrive decideret poesi, efter at jeg vendte mine øjne mod prosaen. Ikke desto mindre, er der de sidste par dage blevet kørt nogle digte ud af ærmet, og dette her er så resultatet:

Kvadratspejl

Han begik mordet af kedsomhed        Han spiste stearin af kedsomhed
ligesom at han spiste stearin        ligesom at han myrdede folk når
når verden drejede for hurtigt       det hele blev lidt for svært at
det var ikke noget som altid         tackle, men det var ikke noget
havde været der, men nærmere som     han havde tilegnet sig på et
noget der var kommet med alderen     tidspunkt i livet, nej han var født
en sociopatisk eller psykopatisk     med det, en stjernepsykopat som så
trang til at gøre ting for at        ned på folk der desperat forsøgte at
der skulle ske et eller andet        få et eller andet til at ske bare
bare et eller andet, for helvede     at der skete et eller andet
men det endte altid med at           men det endte altid med at han sad
bagefter var livet præcis som før    tilbage med en dårlig smag i munden
og han havde i virkeligheden ikke    og blod kastet ud over det meste
ændret det mindste                   af sin lejlighed

Første Minde

Jeg besøgte - helt uansvarligt - et stykke af min fortid i går

der var mørke værelser med glødende mennesker
forskellige glasgenstande spredt ud over luften
en enkelt latter som adskilte sig fra alle de andre
former for latter som rummet var helt fyldt op af
jeg gik efter lyden som mine lunger gik efter røgen
der søgte på mod loftet som døde insekter i sodavand
og jeg fandt et billede af mig selv siddende op af
en gul væg på et lille badeværelse hvor klinkerne var
så hvide at det gjorde ondt i øjnene og nosserne
jeg lo og grinede og vi grinede et enkelt øjeblik i
samme rytme og takt som musikken fra lokalet som
også var blevet mørkt og mennesketomt bag ved mig
og så stoppede jeg men mit billede fortsatte med at le
i min erindring som satte i gang og jeg huskede den
bitre latter som klang så tydeligt i det lille rum hvor
ingen kom og kiggede til mig selvom lyden af skarpt metal
mod gulvet havde været meget høj og pinligt tydelig
der kom aldrig noget blod, hverken udenfor eller indenfor
men latteren fortsatte og vedblev med at genlyde indtil jeg
åbnede mine øjne

Jeg besøgte - helt uansvarligt - et stykke af min fortid i går

Blodaske

Det gik op for mig her den anden dag, at jeg virkelig må have visse autistiske træk gemt lige under overfladen af min såkaldte personlighed. Hele sidste år noterede jeg på min køkkenkalender alt hvad jeg havde skrevet, og hvilken type det var. Hvorfor anede jeg egentlig ikke. Men så her i går gik jeg det metodisk igennem, for ligesom at se hvilken retning jeg bevægede mig i, og der kom en del overraskelser. Selv om jeg godt vidste at jeg skrev primært prosa, overraskede det mig at hele 56,7% af alt mit arbejde rent faktisk var prosa. Resten var så digte+billeddigte, med digte som den klart mindste post. I løbet af 2006 havde jeg præsteret ikke mindre end 135 stykker prosa, og med en sjusset beregning (40 linier pr. prosastykke) bliver det til 5400 linier prosa. Ikke helt dårligt - men da jeg det meste af året kun har skrevet ca. halvdelen af ugens dage, så bliver årets nytårsfortsæt at få det snit et stykke op.

Titlen siger ikke særlig mange noget, men denne her film er instrueret af Mike Judge. Det navn kan måske få en klokke til at ringe hos nogen. Hos dem hvor den ikke ringer, kan jeg sige at dette er manden som gav os Beavis & Butthead for en omkring 10 år siden, og ligeledes er han instruktøren af “Office Space”

“Idiocracy” handler om Mr. Average, en mand ved navn Joe, som deltager i et militært eksperiment. Dette eksperiment går ganske enkelt ud på at fryse mennesker ned. Hvis alt var gået efter planen, skulle han blot have været frosset ned i et enkelt år, men alt går ikke efter planen. Joe vågner op i året 2505, til et samfund som han ikke en gang kunne have forestillet sig i sin vildeste fantasi. Verden er, i stedet for at blive mere udviklet, stagneret i et kaos af udpræget stupiditet og blind hyldest til den laveste fællesnævner. Faktisk er Joe, med sin IQ på 100, det mest intelligente menneske i verden.

Og hvordan er verden så gået hen og blevet sådan i Idiocracy? Meget logisk. Alle de meget intelligente mennesker begyndte stille og roligt at få færre og færre børn, fordi der ikke lige var tid, eller plads, eller lyst, eller overskud. Hvor i mod at de dumme mennesker reproducerede sig som rotter, fordi de ganske enkelt var for stupide til at overskue konsekvenserne af at få børn. Eller måske var de ganske enkelt ligeglade. Ikke desto mindre er det forklaringen på, at det intelligente menneske er uddødt og hvad verden står tilbage med er white trailer trash og ignorance i ekstremen. Resten af filmens handling vil jeg overlade til dig selv at se - no spoilers here.

Mike Judge er en ganske speciel mand i den amerikanske underholdningsindustri. Da han første gang viste sig (med B&B) blev det klart at hans største publikum var, ja teenagedrenge med alt for meget tid. Office Space, der handler om to fyre som er pissetrætte af at arbejde, trak en kultstatus ud af ærmet. Det lader til at manden (Mike Judge) har specialiseret sig i at pege fingeren mod det amerikanske samfund, og på trods af at det hele er fun and games, stiller han alligevel nogen vigtige problemer op. Er verden virkelig ved at blive dum (Idiocracy), er verden virkelig så træt af at arbejde at den vil gøre alt for at slippe ud af det (Office Space) og er den kommende generation kun interesseret i at tilfredsstille sine umiddelbare behov (B&B). Og dette gør sig ikke kun gældende i Guds eget land, men også i gode, gamle Dannevang.

Til sidst, som en lille bonus, kan jeg fortælle at Fox (som producerede filmen) rent faktisk ikke sendte den til premiere i biograferne, og reklamen for den har også været noget sparsom i forhold til så mange andre film. Hvis du gerne vil se et par klip fra filmen, kan de ses på www.youtube.com , hvis du laver en søgning på “Idiocracy”

I et tidligere indlæg nævnte jeg, at jeg nu ville sætte mig ned og rette mine noveller til, inden de skulle sendes afsted til forlagene. Det er nu gjort, og nu sidder jeg med et helt andet problem. Brevet, som skal følge med teksterne og præsentere mig fra den bedst mulige side. At kalde det et problem er nok så meget sagt, men jeg skal alligevel tænke i helt andre baner end når jeg skriver kreativt. Novellerne skal sendes afsted inden den 15. januar, og så krydser jeg mine fingre på begge hænder. Jeg har valgt at starte helt i toppen af forlagene, og efterhånden som jeg får afslag, så bevæge mig ned i størrelse. Grunden til dette er selvfølgelig, at man kunne være heldig, og jo større desto bedre.

Det er underligt at sidde her med det klare mål om udgivelse for øje - indtil for blot et år siden tænkte jeg overhovedet ikke i de baner. Men hey, that’s life for you.