Jeps, jeg har været længe væk her fra bloggen grundet manglende tid og alle de der floskler, men her er jeg så igen for at berette om en utrolig hændelse, der skete tidligere i mit liv. For at være helt præcis, så for omkring 6 timer siden. Jeg kan se at du allerede er spændt.

Efter at have været en kende irriteret i et stykke tid over, at en bunke møl var flytte ind i mit køkkenskab (helt konkret var de flyttet ind i en bunke ublegede kaffefiltre) tog jeg mig selv i den gode nosse, rankede ryggen og gik i gang med at ryde det hele ud, og tørre det og sådan. Det gik alt sammen meget fint, lige indtil jeg tabte en dåse hakkede tomater og skulle samle den op. Selve opsamlingen gled problemfrit, men da jeg rejste mig op, slog jeg hovedet op i skabslågen. For at være helt fair her, så bør det nok nævnes at mine køkkenlåger er grumt halvfjerdserbrune. Dog har min forgænger i residentet her valgt at tilføje nogle skarpe metalkanter hele vejen rundt i kanten på lågen, og det var en af dem som tampede ned i mit kranie. Jeg svovlede og bandede, men kastede kun lidt med de flåede tomater, som jeg stadig holdt i hånden. Men egentlig, så gik jeg bare videre med at rydde op i skabet. De møl skulle ikke tro at de kunne vinde så let. Så, jeg fortsatte et minut eller to, før jeg opdagede at mine briller klæbede godt til mit ansigt, som egentlig også føltes lidt varmt ved den ene tinding. Så jeg kiggede mig selv i spejlet: