Well, efter jeg havde skrevet mit sidste indlæg, gik jeg ud på forsiden for at at se hvad der ellers skete, og mit blod frøs til grødis.

Et indlæg fra Paradise Hotel havde modtaget 150 kommentarer, og guderne (helst de romerske) skal vide at det indlæg ikke havde de store nyheder. Jeg ryster på hovedet, undrer mig voldsomt og tænker mit, som jeg så alligevel fortæller. Siden årtusindeskiftet har realityshows ligget tungt på skærmen som den babylonske hore, og nu er vi så nået til make-up reality shows på hele sendefladen. Det irriterer mig grænseløst og gør ondt i min ganske dødelige sjæl.

Prisen for at blive kendt er noget mere end 30 sølvmønter, men alle betaler. Tilfældigvis er en person blevet givet et attraktivt udseende og derfor er det en billet til tinderne. Whatsthematterhorn, med tanke tilbage til glorværdige Ducktales. Konceptet bag et show som Paradise Motel (pun intended) er tyndt som en fyrreårig luder, men alligevel glor folk. Der er intet nyt i dette indlæg, blot en indre smerte over hvor let det er få mange folk til at stirre på indholdsløshed. Den momentane tilfredsstillelse og spænding givet væk i forhold til det varige. Det er så let, og det ved dem der underholder. Jeg savner og ønsker sådan, at der ville være noget ud over dette direkte tidsspilde. Jeg ved det er en utopi. Men hvad er der galt med rent faktisk at se en film, der giver en tanker. Hvad er der galt med at tage et kig på et fjernsynsprogram, der har et impakt af længere varighed end en mand med udløsningsproblemer. Det får mig til at lyde ret snobbet. Intellektuelt snobbet, hvad der er den værste ting. Og måske er det lige hvad jeg er. Ikke at jeg mener at alle der ser serier og reality er nogle fucking idioter uden hjerne. Jeg savner bare at det var noget, man gjorde for sig selv og for at slappe af. Ikke noget, som man skulle blæse op til at være de vises sten eller midten af en diskussion på arbejdet. Lad det være underholdning. Lad det være en hvile for sindet. Og lad det være ved det. Intet mere, intet mindre.

Jeps - hvorfor ikke være højtravende, nu hvor man alligevel har en masse plads at fylde ud.

Det som jeg stræber efter, og som jeg egentlig også tror at alle stræber efter, er det ultimative stykke skrift. I går sad jeg og kiggede på en doku på DR2 om David Bowie, og her blev der gloet grundigt på klassikeren “Life On Mars”. Der blev blandt andet sagt, at dette nummer havde en skønhed der nægtede enhver tolkning af sig. Eller, sagt på en anden måde, det obskure stykke tekst kunne ikke tolkes, og folk ville ikke en gang formaste sig til at give et forsøg. Det fik mig til at tænke. Mr. Bowie, som ligegyldigt om man kan lide ham eller ej, har et ubestrideligt talent, formåede rent faktisk der i starthalvfjerdserne at skabe noget, der i sin egen ret var ultimativt. Og er det ikke også det, der er kernen i det vi med et stort ord kalder kunst.

Jeg har oplevet det - følelsen af at have skabt noget ultimativt, noget unikt. Noget der bare ikke kunne pilles ved, men som stod rækkende mod himlen som en græsk søjle fyldt med nøgne mænd. Men aldrig har det været et helt stykke tekst. Det har altid kun været en enkelt vending, eller en lille sektion i et større værk. Og jeg tror ikke på at det er noget som man som sådan kan kultivere. De små stik af genialitet kommer bare ud af den blå luft og tordner ind i ens fingre. Det der typiske lynnedslag. Det føles selvfølgelig helt fantastisk, ingen tvivl om det. Og spørgsmålet er jo om man egentlig ikke jagter netop dette kick ?

Er anerkendelse og popularitet så synonymt med disse genialitetskratere, eller hvordan hænger det sammen ? Aaah, jeg elsker spørgsmål som jeg selv kan svare på. Jeg mener ikke, at der er en tydelig sammenhæng. Lad mig nævne forfatteren Dean R. Koontz som et eksempel. Jeg har læst en 4-5 af hans bøger og ingen af dem har WOWet mig på nogen måde. Han virker bleg, og en kende fad, uden de store armbevægelser ud i metaforer og deslige. Dette har ikke forhindret ham i at sælge og sælge i en lind strøm, og til dato har jeg ikke opdaget nogle af disse rene momenter.

Der er ikke rigtig nogen afslutning på dette indlæg - det var mest af alt en strøtanke udmøntet i fucking mange linier. Men hvad mener du om alt det gøgl her ?

Efter 1½ år har haikuen stadig fat i hele den danske digterscene, professionel som amatørwise. Jeg har virkelig læst mange af dem, det kan man jo ligesom når man tænker på at de “kun” er tre linier lange hver. Men, til dags dato har jeg stadig ikke fundet et eneste haiku som kunne holde mig beskæftiget i mere end 4 sekunder. Der har, med meeeeget lange mellemrum, været nogle få, der fik mig til at studse, fundere eller grin. Meget, meget få. Vi snakker russiske promiller her. Og derfor kigger jeg spørgende ud i verdensaltet.

Hvis vi for et øjeblik lader som om at jeg ikke er snotdum, men rent faktisk repræsentativ for den generelle danske smag, er det ufatteligt for mig hvordan haikuen kan blive ved med at holde sit greb i folk. Det er jo bare tre linier, hvor skribenten har gjort sit til at klemme så meget mening ned i som muligt. Men jeg glemmer dem, jeg kedes ved dem og jeg kan for jeres Gud ikke se hvordan nogen kan finde det her prægtigt. Jeg ser ikke ned på folk, der skriver haiku. Jeg kalder dem heller ikke idioter eller noget i den stil. Jeg forstår det bare ikke.

Da dillen var på sit højeste forsøgte jeg faktisk at skrive et selv - det blev ret elendigt. Men I skal alligevel ikke snydes for det:

BÅL

ild renser ikke
tændstikkerne i din hånd
spritten på min krop

Måske er dillen ved at rinde ud, som sommerfugle i en japansk have. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at den “normale” poesi har meget trange kår i Dannevang, så jeg tvivler meget på at en række korte digte kan blive udgivet. På den anden side, så skal man jo aldrig sige aldrig. Information kørte jo sit Haiku-tema, hvor en masse folk fik udgivet et haiku eller to, og det er ganske muligt at nogen derigennem kan have rakt op mod skyerne. Men jeg forstår det stadig ikke. Det er jo bare fucking 17 stavelser, ikke ??