Nu har jeg siddet og glanet på et par stykker der mimrer om Jane Austen og hvor svær og tung hun er. Jeg må indrømme, at jeg er målløs. Jane Austen er ganske ligetil, hvis man lige husker på at bogen har mere end hundrede år på sin upperclassrøv. Man brugte andre vendinger den gang, andre måder at sige tingene på, og ja det kan da være en kende umuligt for det utrænede øje. Men sat i forhold til bøger af Conan Doyle og Stevenson er Austen lige til at pløje igennem. Jeg læste den, da jeg var atten og igen da jeg var 28. Måske er det fordi, at jeg er mand, men den er ikke blevet bedre. Det er noget hø, og pisseelendigt for nu at være ærlig. Den kan kun appellere til knudrede ungmøer, der ikke kan håndtere livet i dette århundrede, men ønsker sig tilbage til en tid, hvor rollerne mellem kønnene var stærkt optrukne og alle og enhver kunne fatte dem. Sådan er det bare ikke længere. En del af kvindefrigørelsen er også at acceptere at man har fået de samme rettigheder og pligter som manden. No more, no less. Er det virkelig så svært?

Der er nogle få af jer, der ved at jeg fyldte de 30 her den anden dag - men hul i det - her er beretningen om min dag, for lethedens skyld mast ud i klokkeslæt:

08.45 Vågner med tømmermænd, 45 minutter for sent
10.15 Er med toget, svedende, men uden kaffe og uden smøger. Mit system skriger kollaps inden længe
10.25 De tre andre pladser blivet optaget af tre skvadrende kvinder, omkring de 70. Diskante stemmer.
11.00 De tre kvinder rykker lidt, og deres plads bliver overtaget af tre skrigende unger
11.30 Vi når Lolland-Falster. Regnen står ned i bibelske proportioner.
12.00 Vi når Nykøbing F. En af de tre kvinder tager sin paraply ned fra bagagenettet, og banker enden lige ned i mit højre lårs muskel. Smerten er intens. Hun siger ikke undskyld. Kigger på mig som om det er min skyld.
12.15 Bliver hentet på stationen. Glæden er klar i mine øjne. Årets andet fodboldopgør venter om tre kvarter. Regnen regner stadig.
12.30 Opringning.Modstanderholder bliver to timer forsinket.
12.31 Dagens første smøg og første kop kaffe
13.00 Regnen er ikke stilnet af
14.30 Modstanderholdet ankommer. Der bliver klædt om og gjort klar til kampen.
14.45 På vej ud falder jeg ned af trappen. River min ryg og højre hånd til blods.
15.00 Kampen starter. Vi skal spille 90-120 minutter.
15.20 Jeg får en fibersprængning i venstre lår, på trods af ordentlig opvarmning og udstrækning
15.30 Opgiver endeligt at spille mere. Jeg skummer af vrede.
16.00 Jeg beder om at blive kørt til stationen, da jeg ikke gider være på Lolland mere.
16.02 Bilen punkterer.
16.05 Der er ingen busser
16.10 Jeg begynder at gå otte kilometer. På et smadret ben.
17.30 Når endelig Nykøbing Falster. Venter.
17.52 Toget kører
20.15 Når Nørreport. Bussen er forsinket.
20.45 Er hjemme
21.00 Internetforbindelsen er væk, og kommer ikke igen.

Aaaahja, det bliver ikke bedre - vel ?