Jaja, det her er sgu nok sagt mange gange før, men hey. Gentagelse er papegøjers og menneskers lod. Men, igen. YouTube. Jeg har aldrig tidligere gjort det store i det, men her de sidste par dage tog jeg en gang hardcore surfing derinde, og efter omkring en 30 minutters tid var jeg ved at forgå i et dybfrossent inferno af tårer, hovedrysten og sørgmodig latter.

99.8 % af Youtube består af en flok hjernelamme narrøve, der har et webcam og udbreder sig om alting. Lige fra deres enorme glæde over at de har købt en ny tube tandpaste og til hjerteskærende tilståelser om utroskab med naboens hund. Det er simpelthen det glade vanvid. Retrospektivt, igennem menneskehedens historie, har netop 99.8% af verdens befolkning været dem der fik hjulene til at køre rundt. De var og er dybt nødvendige for at samfundet (halleluja) kan bestå. Men det gør dem ikke til store tænkere, eller til spændende mennesker. Der er ingen reformatorer her, ingen revolutionære, ingen genier. Og det er okay. Det er ikke pinligt nødvendigt, at alle mennesker skal være noget stort. Nogle gange må man acceptere, at man blot er ham der tørrer røv på de gamle eller hende der sælger dagcreme i Matas. Det gør ikke en til et dumt menneske, eller til et mindre menneske. Det gør en til et normalt menneske. Med normale meninger. Og normale reaktioner. Youtube fostrer der i mod tanken om at alle mennesker har noget relevant og vedkommende, nyskabende og interessant at sige, og sådan forholder det sig bare ikke. Javist, der er et ord om at alle mennesker er unikke. Der er også et ord om, at Gud skabte universet på syv dage.

Hvor mange timer kan man bruge på at lege voyeur og stirre ind i andres liv? At dømme ud fra Youtubes popularitet, må det være en masse. Det får mig selvfølgelig til at tænke. Det moderne menneske (aaaah, en floskel) kan åbenbart ikke holde ud at stirre alt for meget på sig selv. Eller tage en dyb interesse i sit eget liv. Jævnfør her mit indlæg om Paradise Hotel. Er det fordi det er lettere at kigge på små videoer end at tage et godt kig i sit pas og huske på hvem fanden man egentlig er i den der verden, vi har lige udenfor vinduerne. Hvis det forholder sig sådan, hvorfor vælger så mange så at filme sig selv mens man udbreder sig om alt og ingenting. Hvad får folk til at tænde det kamera, plapre løs , og derefter kigge på deres egen video med et smil, klikke på musen og rykke direkte ind i andre menneskers eksistens. Der er en logisk brist her. Eller også er der noget meget værre. Nemlig, at folk for enhver pris vil promovere sig selv uden at vide hvad det egentlig er de har at tilbyde. Hvis man råber højt nok, kan man jo heller ikke høre stemmer der hvisker i mørket.

Det sjove er selvfølgelig, at ved at skrive dette indlæg kaster jeg mig selv ind i mængden af ligegyldig information, den selvsamme mængde, som jeg lige har undret mig så kraftigt over. For det samme gør sig jo gældende, når man snakker om blogs. Der findes blogafhængige mennesker, og Youtube-afhængige mennesker. Folk der ikke kan leve uden andres liv er en del af deres liv. Andre mennesker, som de ikke kender og aldrig vil komme til at kende, er en del af fundamentet i hele deres væren. Den tanke alene får mig til at blive oprigtigt bange.

Hvis du har læst det her til ende - så har du sandsynligvis spildt din tid. Jeg nærer ingen illusioner om, at jeg er en af de 0.2% af menneskeracen, der virkelig kan gøre en forskel. Derfor er der heller ingen afslutning på dette her indlæg. Ingen bevingede ord. Du har blot, med stor sikkerhed, mistet nogle minutter af dit liv.

Så kom der endelig lidt svar fra det næste forlag - og det krævede kun en telefonisk rykker. Hurra og store flag viftes der med.

Deres afslag var en kende mere informativt end resten - deres grundlag var, ud fra det jeg kunne læse, at mine tekster ikke ville ramme deres profil eller mængden af bogkøbere derude i det danske land. Stadig en kende tyndt, og lidt “færdigt-brev-vi-har-liggende”-agtigt. Ikke desto mindre har det fået mig til at ændre i det tekstvalg jeg sender ind, og der bliver nu udskiftet lidt.

Historien “Pandoras Væske”, som over sommeren har vist sig at være en Etter, da jeg er i gang med at skrive Toeren (red. Samsons År…det ender med at blive en trilogi), bliver udskiftet med historien “World Wide Web”. Der ligger vist nok et link til den gang øjengejl længere nede på min side. Det er gået, som jeg regnede med. Afslag fra de to største, så ingen har feelings her. Nu er det forlagene Lindhardt Og Ringhof, Per Kofoed, Spring og Anblik. Synkront med disse er jeg ved at omstrukturere andre tekster, så de kan møde Tellerups krav.

Og så kan man så sidde og trille tommelfingre indtil da.