Dette er tiden til dette

Manifest, Side 1

For at kunne kæmpe, må man have en fjende. En fjende man foragter, frygter, frier sig for. Har man ikke en sådan, og er den eller han ikke smerten der skærer i ens kød, er al kamp uden mening og uden grund.

For at have en fjende, skal denne fjende ved sin blotte tilstedeværelse minde en om, hvad der er i vejen, det være sig med samfundet, religionen, individet eller den potentielle fremtid. Ikke et øjeblik må man forfalde til ens fjendes måde at anskue verden på. Ikke et sekund må man omfavne det mindste af det, som man ser som værende forkert ved fjenden. Ikke et minut må man fange sig selv i at tale fjendens sag. Dette er regler, der er forståelige i al deres enkelhed.

Ligeledes må man forstå, når en fjende er blevet slået eller glemt. Er han slået, skal man mindes dagene for hans fald. Man skal erindre dem der faldt, for at sikre at fremtiden ikke indeholdt fjendens ord og anskuelser. Begræde dem, der mistede håbet på sejren undervejs, men aldrig hade dem. Er fjenden blevet glemt, er det ofte for sent. Alt starter med de få, men selv de få kan blive for få. En enkelt person kan slå hul i bjerget for at give floden frit løb, men det tager mange at stoppe den igen. Når noget bliver glemt, er det fordi floden længere nede af bjerget, har taget den forkerte retning. Den har ændret sig, og ofte er de få for få og kan kun stå i vand til livet og forsøge at dæmme op med deres kroppe. Dette nytter intet. Det er kamp mod naturen. For at forny sin fjende, genfinde ham, må man træde til side og gå længere ned af bjerget, for her er der steder, hvor han endnu ikke er nået til, og det er her man vil kunne genfinde modstanden.

Der er også de dage, der bibeholdes, dels for at at vi ikke skal glemme, og dels for at vi altid skal huske. Men det er vigtigt at have in mente, nemlig at den bedste måde fjenden kan drukne en betydning, er ved at få os til at erindre den nostalgisk. Hvis man husker noget for godt, mistes betydningen for hver erindring, og for hver erindring udvandes den oprindelige mening. De store datoer ændres, så de bliver til noget andet. Det der før var for de kæmpende, er nu for dem der aldrig har forstået kampen eller soldaterne. Selv fjenden træder frem, ofte ved han ikke selv at han er fjenden, men han er med til at vride dem der erindrer det rette ud af deres form. Således bliver det der var, til det der er. En efterligning, en overflade, en mening set gennem tåge.

Fjender bliver gamle, de bliver satte, de bliver som træer med rødder så dybt begravede at de ikke er til at vælte. Men det er dem der blot husker kampen mod dem på andenhåndsberetninger, der trækker rødderne så dybt ned i jorden. Gamle fjender er gamle, og ælde dræner vitalitet. Men fjender får også børn, afkom der kun ligner dem, men ikke er dem. Det er afkommet, der skal føle kampen på deres kroppe. For før afkommet er slået, kan en velbegrundet fjende ikke igen findes i den gamle fjende. Han må forståes gennem det han har skabt, ikke igennem det, som han er.