Så er august ved at krølle sig grædende sammen, og med den sommeren. Men her på Nørrebro er der nu meget varmt alligevel.

First of all: Min novelle “World Wide Web” er nu blevet antaget til en antologi, som med lidt held kommer ud om et år. Ret fedt, at på et halvt år er fire af mine ting blevet accepteret.

Secondly: Ord Under Himlen er på vej i denne weekend. Jeg har valgt at læse en bunke kortprosa op, da det efterhånden kun er det, jeg gør i. Så må vi se, om publikum kan fastholde koncentrationen.

Og thirdly: “Akilles Selv” er nu omkring halvvejs igennem, og den flasker sig ganske godt. Et enormt projekt er ved at nå til vejs ende, og bagefter venter der et lige så stort redigeringsarbejde. Men det føles alligevel ret behageligt.

Slut på update - og cheers til jer alle.

Efter endt sommerferie, er jeg tilbage på mit dødelige job med at undervise den kommende generation. Det ville være synd at sige, at det er noget, som jeg nyder til fulde. Eller i det hele taget. Før dette år, var skrivningen noget der var vigtigt for mig. Nu, med det spinkle gennembrud, er det blevet alfa og omega. I løbet af sommerferien fik jeg skrevet tredive dele af min afslutning på zombietrilogien, og jeg føler det som et enormt tab, at jeg ikke længere kan skrive videre på den hver eneste dag. Nu kan jeg, med held, skrive to-tre dele om ugen. Det er ikke tilfredsstillende.

Med et lille spring, så ærgrer jeg mig over den måde, det kreative væsen betragtes på i den verden, som vi beboer. Siden antikken har alle prist ånden, det kreative, det tænkende individ. Alligevel belønnes den jævne og meget fysiske præstation. Det at gøre, som alle og enhver har gjort, er det der opdrages til. Det er det, vi får at vide, er vejen frem. Efter 3000 år er det stadig tømreren, psykologen, politikeren der er “ægte”, hvorimod kunstneren er noget andet. Der findes enkelte skoler i DK, der prøver at tillære kunst, men de er få, og der er langt mellem dem. Der er endnu længere mellem de af skolerne, der får støtte. Jeg savner, at samfundet kunne være i stand til at bære dem der gør tingene anderledes. Dem, der bidrager med film, bøger, malerier, tags og hvad vi ellers har. Dem der ikke vil (eller kan) være på det jævne.

Det lyder frelst - og det er det måske også. Men det er alle håb vel et eller andet sted.

Som allerede nævnt i mit sidste indlæg, har jeg fået antaget et par noveller. Den jeg vil snakke om her, er Eternity Is For Everyone, grundet et par gode mennesker, der har taget sig tid tilo at læse den.

Manfred Christiansen (der også medvirker i antologien) og Jesper Larsen (Interstellar.dk), har begge både gode og dårlige ting at sige om novellen Eternity. Men det som de begge nævner som nok den største anke, er præcis noget jeg har gået og gloet lidt skævt til, når jeg kiggede på mine egne tekster.

Meget enkelt: Holder jeg kortene så tæt ind til kroppen, at folk ikke altid forstår hvad jeg mener ? Og svaret er: Det ser sgu sådan ud. I min iver, for ikke at give alt for meget væk, ender det med at jeg giver for lidt væk. Både Manfred og Jesper har ikke helt kunnet finde ud af, hvad et af kernekoncepterne i min historie er, og det er jo klart mindre godt. Selv om de begge også har nogle roser, synes jeg de er stødt på en vital mangel i mine noveller (for det er ikke kun i den ene, at det gør sig gældende). Det vil jeg gerne sige mange tak, til dem begge, for at pege ud.

Så, nu må jeg sparke mig selv lidt, og se hvad jeg kan gøre for at overkomme den forbandede hurdle.

Takker, de herrer