Hver morgen surfer jeg nyhederne igennem. Politiken, Ekstrabladet og et par gange om ugen Spiegel Online. Og det var netop i sidstnævnte, at den artikel jeg vil snakke om, viste sig første gang. Dog er det den danske version, jeg henviser til. Da linket nægter at funke, sÃ¥ bærer artiklen overskriften “Mange tyske skoler er opkaldt efter nazister”

I store træk fortæller den om de mange skoler i Tyskland, der er opkaldt efter nazister. Derefter kommer nogle eksempler på selvsamme. Det er tydeligt, at der især i Vesttyskland er en del grupper, der arbejder for at få ændret navnene. Og det er her jeg siger: Hvad fanden laver de idioter??

Før jeg kommer videre i teksten, vil jeg trække endnu en artikel frem. I den artikel fortælles der, at det knapt har været muligt at finde sponsorer til fejringen af Knut Hamsun. Grundlaget for dette er, at Hr. Hamsun var nazist-støtte, og lovpriste Hitler. Alligevel er der ingen penge til at fejre en af Skandinaviens litterære giganter. Det bliver åbenbart betragtet som smagløst. Atter siger jeg: Hvad fanden laver de idioter?

Jeg finder denne fornægtelse af historien frygtelig. Både Tyskland og Norge nægter at stå ved, at de har en fortid. Selvfølgelig er hundredvis af mindesmærker, skoler og institutioner opkaldt efter nazister. De knapt femten år var enormt væsentlige for Tyskland, og har givet dem et historisk mærke, der ikke kan fraviges. Ligeledes må Norge acceptere, at en af deres største skribenter altså tog ideologisk fejl. Det rykker ikke en tøddel ved hans bøger. Det bør dog bemærkes, at Hamsuns bekymring over englændernes greb om verden fyldte mere i hans skrifter, end lovprisningen af nazisterne. Men som alle ved, skal der ikke tales ondt om sejrherrerne.

Det er langt fra første gang, at dette sker i Europa. Efter opløsningen af Sovjet og derigennem herredømmet over Østeuropa gik befolkningen amok. Statuer, kunstværker, bygninger blev smadrede, folk blev slået ihjel, institutioner brændt. Der blev drevet klapjagt på enhver, der havde den mindste snert af tolerance overfor det gamle system. Der findes kun få lommer, der stadig viser verden remnanterne af den kommunistiske drøm. Stalin var en diktator af værste skuffe - det er en ting, som de færreste historikere vil modsige mig. Men han var alligevel Sovjetunionens leder i mange år. Det er logisk, at folk efter årtiers undertrykkelse nærer et enormt had mod dem der har kontrolleret, og derigennem er deres destruktion forståelig. Men den er ikke til at undskylde. For gennem den ødelæggelse er noget væsentligt blevet ødelagt.

I George Orwells 1984 arbejder hovedpersonen i Ministeriet For Sandhed. Hans arbejde er at revidere historien løbende. Hvis en person, der en gang var en folkehelt, nu bliver til en forbryder, går han samtlige aviser, filmoptagelser og lydoptagelser igennem, og får det til at se ud som om, at førnævnte person altid har været en forbryder. Med andre ord - han ændrer historien, så den ingen ægte fortid har. Kun en fabrikation af hvad der i dette øjeblik må og skal være sandheden.

Hvad fanden laver de idioter? Når de på denne måde, det være sig tyskere, russere eller nordmænd nægter at se historien for det som den er, så skaber de et stort tomrum. Det er vigtigt at kunne sige til sine børn, når de spørger hvem statuen er, at den forestiller en mand der gjorde frygtelige ting. En mand der ville udrydde et helt folk, eller en mand der ikke kunne tolerere at nogen var uenig med ham. De mennesker skal stå på torve og i sidegader, sammen med de mennesker, vi vælger at kalde helte. Gandhi var rigtig glad for helt unge piger, den måde Mother Theresa brugte sine midler på var ikke helt stueren. Men de accepteres stadig som helte. Og fred være med det. Lad ikke folk snakke ondt om dem. Men LAD den tale ondt om dem, der vitterligt bør tales ondt om. Den bedste måde at gøre det på, er ved at udstille dem til offentligt skue, eller spot og spe om man vil. Ikke rive dem ned, og begrave deres minde.

For det er det, jeg frygter vil ske. Hvem vil huske Stalin eller Hitler om 100 år? Historikerne, bevares. Men hvad med Mette Medium og Gorm Gennemsnit. Bør de ikke også få den korrekte version af historien, fremfor hvad verdens kollektive Ministerium For Sandhed vælger skal være Sandheden. Bør de ikke konfronteres med, at mennesket også kan være modbydeligt? Bør de ikke have lov til at hade, hvad der hades bør, og samtidig vide at de de hader har og bør altid være en del af deres egen historie? Som det gamle ord siger, du skal kende din fortid for at forstå din nutid og skabe din fremtid. Hvad vil resultatet være, hvis ingen til sidst kender deres fortid?

Nazismen og kommunismen er væsentlige perioder i verdens historie. Præcis som Antikkens Grækenland og Romerriget var. Ingen vil vove at smadre genstande fra de kulturer eller hade dem for deres ideologier. Begge de nævnte gjorde ting, der slet ikke kan accepteres ud fra Vestens moralkodeks, men de anerkendes ikke desto mindre. Som det de er. Et stykke af menneskets historie. Og mange husker dem som eksempler på, hvordan man ikke skal leve, og hvad man ikke skal gøre. Det, som der er sket, og stadig sker, i Europa gør desværre det modsatte. Hvis vi glemmer, er vi dømt til at gentage fejlene. Igen og igen og igen.