Her i weekenden var jeg på Louisiana, og se udstillingen om Max Ernst. Jeg var allerede fra begyndelsen af meget overrasket over, hvor massiv den var. Den fulgte hele hans karriere, fra de dadastiske begyndelsesår i Tyskland, til afslutningen tilbage i Europa. Det er sjældent, at jeg har oplevet en kunstudstilling, hvor det var muligt at følge udviklingen af en kunstner. Mit umiddelbare bud er, at der var over 150 originale værker. Det gav virkelig en fornemmelse af, hvordan manden bag billederne tænkte og udviklede sig.

Den første periode, fra 1908-21 var voldsomt præget af dadismens idealer om et opbrud i forstÃ¥elsen af hvad kunst kunne være. Væk var alle de tydelige metaforer, den normale billedkontekst og det man har lært i den gode folkeskole om billedanalyse kunne man mere eller mindre kyle ad Helvede til. Alligevel var de meget dragende. Det totale oprør, udfasningen af normaliteten og den direkte vrede mod den etablerede samfundsforstÃ¥else fyldte hele denne periode med en voldsom energi. Jeg vil ikke pÃ¥stÃ¥, at jeg forstod de fleste af billederne, men netop det kan i sig selv ses som et succeskriterie. En af dadaismens grundpiller er, at man ikke nødvendigvis skal forstÃ¥ hvad man ser. Dadaisterne selv brugte betegnelsen “anti-kunst” om deres arbejde, og Max Ernst illustrerer smukt essensen i det udsagn. I særdeleshed er der en del af udstilingen, hvor han har taget udgangspunkt i medicinske og biologiske tekstbøger, der stÃ¥r mege stærkt.

Fra ‘21-39 virker Max Ernst i Frankrig, og surrealismen vælter ind over hans arbejde. Det dadaistiske ryger lidt i baggrunden, og især billeder af fugle og bygninger bliver markante. Malerierne bliver mere genkendelige, og det er ogsÃ¥ er, at han opfinder “pseudonymet” Loblob til en række tryk, hvor han præsenterer diverse normale genstande, personer og ideer. Jeg nød virkelig hans “Loblob præsenterer Loblob” der virkelig er bizar. Farverne bliver stærkere i denne periode, og mange vil begynde at kunne se kunsten her. Store malerier med meget genkendelige motiver. “Castor og Pollution” er meget flot og virker næsten tredimensionalt. Perioden ender med at Max Ernst bliver nødt til at flygte til Amerika, fordi han er intellektuel og det kan nazisterne ikke sÃ¥ godt lide.

Tredje periode, ´39 til ‘61 (mener jeg), er i USA, hvor Max Ernsts stil endnu en gang ændrer sig. Noget af det virkeligt absurde fra hans første periode vender tilbage, men samtidig bliver hans malerier eget bombastiske, og begynder at fremvise ideer om andre verdener. Den effekt kommer meget frem, grundet en ny teknik han tager i anvendelse. Decalcomania . I meget jævne træk betyder det, at en kunstner presser malingen flad mod en anden flade, inden malingen er tør. Det skaber en effekt, hvor luftbobler og krakeleringer i malingen skaber uventede linier og former, der nøder beskueren til at se former og figurer. Det var helt vildt at se pÃ¥. I mange af værkerne skaber det en voldsom organisk fornemmelse, der fÃ¥r maleerierne til at virke mere som fotogafier. Et eksempel er “Europa Efter Regnen”. Andre af hans billeder fastholder surrealismen, der slet ikke er uden humor, som i det meget store maleri “Husenglen”.

I fjerde og sidste periode er Max Ernst tilbage i Europa. Her arbejder han meget med tryk, og skaber blandt andet et værk sammen med en russisk trykker, hvor han side op og side ned beskriver på tysk, fransk og diverse asiatiske sprog en fortælling om en lidet krediteret amatørastronom Wilhelm Tempel . Jeg synes ikke, at hans sidste periode skabte noget væsentligt i forhold til resten af hans virke, og det eneste billede, der slog mig i denne del af udstillingen, var et selvportræt. Desværre kan jeg ikke finde det på nettet.

Værd at nævne er, at Max Ernst gennem hele sin karriere er meget eksperimenterende, og arbejder intenst med mange forskellige teknikker. På udstillingen er der også hist og her nogle af hans skulpturer. Mig sagde de ikke noget, men det var tydeligt, at mange godt kunne lide dem. Skulpturerne var skåret over to grundformer. Den kubistiske type, som her og den mere bløde og humoristiske form, som her.

De fleste vil nok synes om Max Ernsts to midterperioder, hvor han hælder mod kunstnere som Dali og Magritte. De to yderperioder er mere besynderlige, og vil nok ikke falde i så manges smag. Udstillingen kan ses på Louisiana indtil den 1/6-2009.

Alt i alt stikker jeg Max Ernst - Drøm Og Revolution fem af de fede seks malerpensler. Så mange, fordi man kan følge en kunstners vækst og fantasi gennem et helt liv, og fordi Louisiana har sat smukke beskrivelser og fakta op, der virkelig hjælper publikum med at forstå mange af hans ideer og teknikker. Ikke den sidste, fordi den sidste del virkede lidt sat udenfor, og ikke havde den samme massive tiltrækning som de andre. Under alle omstændigheder er det en udstilling, der vil kunne fange de fleste. Selv dem, der ikke helt ved hvad de skal mene om kunst.