Søndag var jeg i Helligaandshuset for at tage et ordentligt glan på Otto Frello. Af mange bliver han kaldt den ukendte kunstner, men det virker som om, at han endelig er ved at komme frem i lyset. Det er også på tide, eftersom manden er over de 80.

Udstillingen var meget blandet, og viste ting fra perioden 1970-2008. Der var både malerier, skulpturer, illustrationer til faglitteratur, foldefigurer som de var en gang for længe siden og et enkelt diorama. Det var meget overvældende at få et indblik i, hvordan en kunstner har arbejdet både med så mange forskellige teknikker, men også hvordan han har tegnet rigtig meget, der ikke normalt betegnes som kunst, men som illustrationer. Før i weekenden anede jeg ikke, at Frello stod bag mange af illustrationerne i Politikens Håndbøger fra før jeg blev født (1977)

Malerierne er, som vanligt, fantastiske. Frello arbejder meget med det organiske,  ogsÃ¥ det organiske blandet sammen med det meget uorganiske. Alligevel tøver jeg med at kalde ham surrealist. Egentlig aner jeg ikke, hvad jeg skal kalde ham, for jeg har svært ved at slÃ¥ ham i hartkorn med sÃ¥ meget andet.  Det holder mig ikke tilbage fra at prøve. Et “typisk” Otto Frello ser pÃ¥ overfladen meget naturalistisk ud, med meget genkendelige bygninger og personer. Efter man har set pÃ¥ det nogle sekunder, Ã¥benbarer der sig noget ganske andet. For et første er der fyldt med smÃ¥ detaljer, nogle af dem opdager man først efter at have set billedet en to-tre gange. Prøv blot at notér Peter Plys pÃ¥ nedenstÃ¥ende billede. For det andet er dybden i hans malerier voldsom. De fleste af dem virker tredimensionelle, og springer (sprænger) næsten (ud af) lærredet. Som det tredje, er der aldrig noget der helt er som det ser ud til.  Igen pÃ¥ billedet under denne tekst, er der f.eks kvindernes hatte eller mændene, der lige kan ses i jordrevnen. Det fjerde, og sidste er, at jeg altid synes at kunne spore resterne af en voldsom destruktion eller et varsel om samme.  Hvis tingene kombineres, ender det altid med at jeg ser et maleri, der pÃ¥ en og samme tid er mørkt og dystert og indbydende og legesygt.

Som allerede nævnt, anede jeg ikke, at Frello også havde arbejdet som illustrator. Det var en mærkværdig fornemmelse at være til en kunstudstilling, og så blive stillet overfor præcise tegninger af dyr, ædelsten, luftskibe, møbler og bygninger. Pludselig forstod jeg, hvordan han kunne male så præcist. Med en baggrund som konkret tegner, må Frello have en helt utrolig forståelse af rum og dimensioner, og denne forståelse har han bragt videre til sine malerier. Fordi han ved præcis hvordan f.eks et rokoko-møbel ser ud, kan han lege og forvride selvsamme møbels dimensioner og derigennem skabe en hybrid mellem det kendte og det fantasifulde/groteske. Mange af malerierne havde jeg set før, men illustrationerne havde virkelig en nyhedens WOW-faktor.

Rigtig mange mennesker vil kunne lide Otto Frello. Æstetisk er han meget rammende, og på trods af maleriernes noget aparte historier og opstillinger, er de alligevel smukke. Samtidig virker det som om, at Frello har nogle yndlinge. Flere steder optræder der en familie, bestående af far, mor, datter og søn. Deres påklædning virker som en blanding af noget futuristisk og noget meget fattigt. Denne familie optræder i hvert fald i fire af udstillingens billeder. En anden genganger er mændene i rødt. De ligner nærmest en gruppe munke, eller lærde, der er på udkig efter visdom og undren. Som jeg husker dem, er de altid ivrigt beskuende noget abnormt eller halvt hemmeligt. Jeg er sikker på, at både mændene og familien er meget væsentlige for Frello.

Otto Frello kan opleves i Helligaandshuset indtil den 8. juni. For dem, der aldrig har hørt om manden, vil det være en oplevelse at se ham. I modsætning til nogle andre kunstnere, behøver man ikke at have en dyb kunstforståelse eller skulle udtale sig klogt om symbolikken. Frello ER bare, og på en måde, der rammer noget fundamentalt.

Jeg giver Otto Frello i Helligaandshuset seks pensler ud af seks. Malerierne er fremragende, men det der føjer den ekstra dimension til, og skaffer den sjette pensel, er at man får indblik i hvordan kunstneren har opnået de færdigheder, han har. Som en sidste ting, vil jeg ikke spolere oplevelsen af dioramaet i midten af rummet. Det skal ses og smages selv.