Søndag var jeg i Helligaandshuset for at tage et ordentligt glan på Otto Frello. Af mange bliver han kaldt den ukendte kunstner, men det virker som om, at han endelig er ved at komme frem i lyset. Det er også på tide, eftersom manden er over de 80.

Udstillingen var meget blandet, og viste ting fra perioden 1970-2008. Der var både malerier, skulpturer, illustrationer til faglitteratur, foldefigurer som de var en gang for længe siden og et enkelt diorama. Det var meget overvældende at få et indblik i, hvordan en kunstner har arbejdet både med så mange forskellige teknikker, men også hvordan han har tegnet rigtig meget, der ikke normalt betegnes som kunst, men som illustrationer. Før i weekenden anede jeg ikke, at Frello stod bag mange af illustrationerne i Politikens Håndbøger fra før jeg blev født (1977)

Malerierne er, som vanligt, fantastiske. Frello arbejder meget med det organiske,  også det organiske blandet sammen med det meget uorganiske. Alligevel tøver jeg med at kalde ham surrealist. Egentlig aner jeg ikke, hvad jeg skal kalde ham, for jeg har svært ved at slå ham i hartkorn med så meget andet.  Det holder mig ikke tilbage fra at prøve. Et “typisk” Otto Frello ser på overfladen meget naturalistisk ud, med meget genkendelige bygninger og personer. Efter man har set på det nogle sekunder, åbenbarer der sig noget ganske andet. For et første er der fyldt med små detaljer, nogle af dem opdager man først efter at have set billedet en to-tre gange. Prøv blot at notér Peter Plys på nedenstående billede. For det andet er dybden i hans malerier voldsom. De fleste af dem virker tredimensionelle, og springer (sprænger) næsten (ud af) lærredet. Som det tredje, er der aldrig noget der helt er som det ser ud til.  Igen på billedet under denne tekst, er der f.eks kvindernes hatte eller mændene, der lige kan ses i jordrevnen. Det fjerde, og sidste er, at jeg altid synes at kunne spore resterne af en voldsom destruktion eller et varsel om samme.  Hvis tingene kombineres, ender det altid med at jeg ser et maleri, der på en og samme tid er mørkt og dystert og indbydende og legesygt.

Som allerede nævnt, anede jeg ikke, at Frello også havde arbejdet som illustrator. Det var en mærkværdig fornemmelse at være til en kunstudstilling, og så blive stillet overfor præcise tegninger af dyr, ædelsten, luftskibe, møbler og bygninger. Pludselig forstod jeg, hvordan han kunne male så præcist. Med en baggrund som konkret tegner, må Frello have en helt utrolig forståelse af rum og dimensioner, og denne forståelse har han bragt videre til sine malerier. Fordi han ved præcis hvordan f.eks et rokoko-møbel ser ud, kan han lege og forvride selvsamme møbels dimensioner og derigennem skabe en hybrid mellem det kendte og det fantasifulde/groteske. Mange af malerierne havde jeg set før, men illustrationerne havde virkelig en nyhedens WOW-faktor.

Rigtig mange mennesker vil kunne lide Otto Frello. Æstetisk er han meget rammende, og på trods af maleriernes noget aparte historier og opstillinger, er de alligevel smukke. Samtidig virker det som om, at Frello har nogle yndlinge. Flere steder optræder der en familie, bestående af far, mor, datter og søn. Deres påklædning virker som en blanding af noget futuristisk og noget meget fattigt. Denne familie optræder i hvert fald i fire af udstillingens billeder. En anden genganger er mændene i rødt. De ligner nærmest en gruppe munke, eller lærde, der er på udkig efter visdom og undren. Som jeg husker dem, er de altid ivrigt beskuende noget abnormt eller halvt hemmeligt. Jeg er sikker på, at både mændene og familien er meget væsentlige for Frello.

Otto Frello kan opleves i Helligaandshuset indtil den 8. juni. For dem, der aldrig har hørt om manden, vil det være en oplevelse at se ham. I modsætning til nogle andre kunstnere, behøver man ikke at have en dyb kunstforståelse eller skulle udtale sig klogt om symbolikken. Frello ER bare, og på en måde, der rammer noget fundamentalt.

Jeg giver Otto Frello i Helligaandshuset seks pensler ud af seks. Malerierne er fremragende, men det der føjer den ekstra dimension til, og skaffer den sjette pensel, er at man får indblik i hvordan kunstneren har opnået de færdigheder, han har. Som en sidste ting, vil jeg ikke spolere oplevelsen af dioramaet i midten af rummet. Det skal ses og smages selv.

På mine forældres reoler står samtlige Jumbobøger. Fra nummer 1 og til de nyeste. Det er en gammel tradition, og gør mig til noget af en feinschmecker på det område. Så kan man så mene om det, hvad man vil. Ikke desto mindre er Anders And en af mine all-time favorites. I jumbobøgerne er der aldrig historier tegnet af de virkelig store, såsom Don Rosa, men derimod er langt de fleste tegnet af italienske folk. I Italien har Anders And altid været stor, og det er også dem der opfandt Stålanden og de gode, gamle historier med Mickey Mouse og Tidsmaskinen (som desværre er hedengangen). Kvaliteten af jumbobøgerne er meget varierende, fra det middelmådige til det gode.

Forsiden er en af de bedste, jeg længe har set på en jumbobog. Ligeledes er bagsiden proppet med “valgløfter” og gør forhåndsindtrykket helstøbt.

Stem På Mig! indeholder otte historier. Et godt valg, Ramt af lynet, Kampen Om Pladserne, Blækspruttens Sang, Dobbelt-A - computersagen (en fortsat historie), Fedteri Af Den Anden Verden, En And på en Tømmerflåde og En Slet Hukommelse. 

Et godt valg er en Anders And-historie, der involverer hans vanlige uheld, en kamp om borgmesterposten i Andeby og en moderat overraskende slutning. Dog slog den mig som lidt fortærsket.

Ramt af lynet handler om Onkel Joakim og Mary Moseand. Enhver Andeby-kendt ved, at MM er vild med Joakim og vil gøre næsten alt for at få fingrene i ham. I denne historie sker der noget overraskende, der involverer stjernerne og egen medicin. En ret god historie.

Kampen Om Pladserne. Rip, Rap og Rup har vundet en gå-amok-i-en-spillebiks-konkurrence. Men de har kun to pladser. Fætter Højben træder ind på scenen og gør som han nu gør. En ret ho-hum historie.

Blækspruttens Sang, en Mickey-fortælling. En undersøisk kultur, en blæksprutte og Sorteper. Bogens kedeligste historie, der ikke et sekund prøver noget, der ikke er set før.

Dobbelt-A - computersagen. Anders er hemmelig agent, og alle forråder alle i denne pastiche over thriller/suspense-genren. Den er egentlig udmærket, men jeg er ikke sikker på, at jumbobog-formatet kan bære fortsatte historier.

Fedteri Af Den Anden Verden. Onkel Jokaim bliver hentet ud til Fedteriets og Gerrighedens Ø, hvor der er en 500-årlig konkurrence. En meget god historie, der giver Onkel Joakim plads til at udfolde sig som figur. En okay pointe, og bogens stærkeste kort.

En And På En Tømmerflåde. En meget kort Anders And/Højben-historie, der spiller på det vante tema med, at Anders bliver taget i gumpen af Højben. Men den er opbygget meget godt, og af og til griner man faktisk. Den bedst tegnede historie.

En Slet Hukommelse med Stålanden. Ond videnskabsmand, god Ståland. Rod med hvad alle husker. God ide, der toner bort i vanetænkning. Desværre, da dette kunne have været en meget stærk historie.

Alt i alt er Jumbobog 345 en i mængden. Der er nok okay historier til at holde næbbet oven vande, men for lidt af det rigtig gode. Det har desværre gjort sig gældende i de sidste mange jumbobøger, og jeg mistænker Serieforlaget for at have alt for mange historier, de lige skal have læsset over disken. Det viser sig også i den stigende udgivelsesprofil, som nu også tæller tema-jumboer, mammut-bøger og genoptryk af gamle jumbobøger. Spørgsmålet er, om bunden på et tidspunkt bliver slået ud af markedet.

Stem På Mig! får 3 matrostrøjer ud af seks mulige. Der er for få højdepunkter, og der køres alt for meget på det sikre. Efterhånden skal de passe på, at de ikke gør Anders And til tegneserieverdenens krimier.  Hvis du kun vil købe en jumbobog i år, så skal det ikke være denne her. Men derimod nummer 317, En Skræmmende Arv, der har været den bedste alt for længe.

Jeg trådte mine barnesko i smadder på Lolland. I mange år. Derefter smuttede jeg til Nykøbing F. , Vordingborg og slutteligt København. Og jeg har ikke set mig tilbage. Provinsen har aldrig været mig. Men alligevel er det hverken værre eller bedre, end at en af mine venner er flyttet fra Køge til Karise. Han spiller med i min rollespilsgruppe, og selvfølgelig besluttede vi os for at spille hos ham, så vi kunne glo på huset. Lidet anede vi, at det ville blive en rejse ind i dyb, menneskelig dekadence.

Det hele begyndte i toget fra Køge til Karise. Det gled til holdt på stationen, og da kom det første chok. Toget var så gammelt, at dørene var hydrauliske. Med øjne på stilke trådte vi indenfor, og kiggede ind i en menneskeforladt kupe. På listesko satte vi os ned, og toget bumlede i gang. Vi havde kørt  i syv minutter, da der lød en underlig skingren. Automatisk for vi sammen,men det var blot en der havde trykket på en knap, så det stod klart at toget ville stoppe.Og da lyste det mod os - et stykke Danmarkshistorie,vi troede uddød.

Chokerede steg vi ud på Karise, for det stod klart, at vi måtte have forsyninger til at klare os gennem den hårde tid. Over alt lå sne, uberørt, som om tiden og menneskelig bevægelse var ophørt. Vores oldnordiske transportmiddel efterlod os på den kolde perron, og vi så langt efter toget. Det havde været en enkel respit, en kortvarig sikkerhed før vi blev udsat for elementerne. Blot seks meter fra stationen lå en blind vej, og allerede der vidste vi at noget var helt forkert. Vores fornemmelse blev blot intensiveret, da det gik op for os at landsbyens eneste dagligvare-forretning var lukket klokken to. Sammen med byens kiosk. Vi forsøgte at gemme os bag brovtende storbymanerer, men det stod klart at vores hjerter var blevet grebet af udørkens trøstesløshed. Da så vi, i mørket, et lys. Bageren var stadig åben. Til klokken 15. Febrilske kastede vi os efter den lune døråbning, men ak. Havde vi blot vidst hvad der ventede os.

Vi købte smøger, og den søde tand hos mine brothers in arms fik overtaget. Tre fastelavnsboller og en pose brød blev også smidt op på disken, og de blankøjede unge piger tastede ind på kasseapperatet. Vi var som hjorte fanget i en lastbils forlygter, da hun udtalte prisen. 102 kroner for kager og brød. Man kunne have hugget en statue ud af stilheden, men stemningen var hypnotisk, og før vi anede det havde vi forladt stedet igen, noget fattigere og med et evigt sår på sjælen, af den slags som kun den yderste provins kan levere.

Små tårer formede sig i vores øjenkroge, og følelsen af at vi var blevet voldtaget i samtlige huller blev så voldsom, at vi flygtede. Mod pizzariaet. For der måtte der være noget velkendt. Men nej. Ingen levering. Maden skulle afhentes senere. I det øjeblik var jeg fanget i et dårligt afsnit af Twilight Zone, og forventede at Rod Serling trådte ind hvert sekund det skulle være. Han udeblev, og vi forlod stedet. Til en kilometers gang i sneen, der ikke længere kunne bortforklares som et af naturens undere, men tværtimod som et djævelsk rekviem til vores frygtelige skæbne.

Vi spillede - og det blev morgen. Som jøder under nazisternes øjne flygtede vi om morgenen mod stationen og kastede os ind i toget. Da vi nåede Køge så vi, at kiosken havde åbent til 17, og da faldt vi på knæ, og kyssede jorden. Men ak, noget er gået i stykker inden i os. Noget, der aldrig kan repareres og som aldrig vil blive det samme. Jeg har set Helvede, og det ligger på Sjælland.

Jeg har set Udby, Ho og Flintinge. Jeg har vandret i byer som denne, men intet som denne. Karise får en ½ traktor ud af seks mulige. Jeg så den. Den stod foran et nedlagt landbrug, ved siden af en knallert. Der er ingen Gud.

Da jeg var 7 år gammel tog min far en Commodore 64 med hjem i sommerferien. Det var mit første ægte møde med computerspillenes verden. Min juni og august druknede i International Karate, Summer Games og Pipeline. Efter den tid var jeg solgt, og har siden brugt mange timer på at spille computer. Fra C64 til Amiga til PC. De der konsoller har aldrig fået mit pis i kog. Jeg har prøvet mange spil, der må siges at være på grænsen til, hvad der kan accepteres. I et spil skulle man skyde krigsfanger i stykker, og fik bonuspoint for at lave headshots. I et andet gav det enorme antal point, hvis man i sin fede bil kunne ramme hende den gamle rynke med gangstativet. It was all good fun. Og så var det jeg faldt over RapeLay. Bogstaveligt talt. Og dette spil er virkeligt noget unikt. På den knapt så fede måde.

Før jeg går videre med selve spillet, vil jeg lige snakke lidt om hentai. Kort fortalt er det japansk pornografi med tegnede figurer og tilhører manga-stilen. Hentai har eksisteret i mange år, og udnytter i særdeleshed Panchira-effekten (som på billedet. Se, man kan se hendes trusser!!! Det er faktisk hvad det betyder). Det er jo meget uskyldigt. Værd at nævne her er også, at man i Japan kan trække brugte skolepige-trusser i automater. Se, DE ved hvordan man gør perversitet til noget helt normalt. Først en cola, så en sandwich og til slut lidtbeskidt undertøj til turen hjem. Hentai er i sig selv ganske okay, det er bare porno. Normalt er det sex, som vi kender det fra film. Penetration, cumshots, girl-on-girl og så videre. Men genren har været oppe i medierne flere gange, blandt andet med en sag om børnefigurer, der bliver voldtaget. Det rejste det store spørgsmål, om tegnet pædofili er det samme som fotograferet pædofili. Det vil jeg lade være op til dig selv at bedømme.  Det var så hentai.

Spillet Rapelay er lavet i hentaistil, og grafisk er det ganske flot. En masse still-billeder, efterfulgt af diverse actionsekvenser. Med andre ord, så er det ikke amatørarbejde. Stemmerne er japanske, men selve teksten er oversat. Er du klar? Her kommer indledningen til spillet:

Du var i gang med at voldtage en pige, da en anden pige råbte på hjælp, og du blev taget af politiet. Heldigvis er du søn af en af byens spidser, og er ude dagen efter. Men du vil have hævn. Så derfor beslutter du dig for at voldtage pigen, der meldte dig. Og hendes lillesøster. Og hendes mor. Først lillesøsteren, så moderen og så hende der meldte dig. Ikke nok med det. Du vil lære dem at elske, at du voldtager dem, så du kan få tre vilige sexslavinder, der faktisk gerne vil voldtages.  Cue ACTION.

Spilet er opdelt i tre actionsekvenser, som du styrer med musen og tastaturet. Først, på en station, får du et skørt til at blæse op. Derefter, i toget, rager du løs på kvinden. Og til sidst, fuldbyrdet voldtægt, analt eller vaginalt. Ikke noget oralt, spørger du. Jojo, men det skal du optjene point til. Efter du har gået voldtægten af de tre igennem første gang, kan du ellers begynde at hygge dig med at gøre dem gravide og få dem til at abortere, eller måske ordne to af dem samtidig. Men det er en lang og stenet vej, før du virkelig kan få dem til at nyde det, og gøre præcis hvad du vil med dem. Heldigvis har dem der har lavet spillet sikret, at du ikke skal vente. Der er gemt et savegame, hvor alle spillets muligheder er opnået. Så hvad siger du til at være dig og tre af dine venner omkring lillesøsteren (ca. 15 år gammel) eller bare dig selv med moderen og storesøsteren. Hvis du keder dig rigtig meget, kan du altid indstille tingene, så de alle tre bliver jomfruer igen og derigennem nyde synet af din blodige pik der banker ind i dem, mens de skriger at de bare vil dø. Computerspillene har virkelig udviklet sig…..

RapeLay er et meget grimt spil. Og et meget skræmmende spil. Og et spil, der er blevet fjernet fra rigtig mange steder. Folk er ganske enkelt holdt op med at sælge det. Det har ikke ændret det mindste ved spillets popularitet, og der er masser af muligheder for at få fat i det. Der går endog rygter om en bonus pack, hvor du også kan få lov til at smide lidt incest med ind i legen. Normalt står Illusion Games for meget gode hentaispil, der spiller på uskyldighed og det lidt lumre. Men her er det en anden form for catering. Et tal fra nettet siger, at det er solgt i over 150.000 eksemplarer.

Spillet er væk fra min computer nu, men det har efterladt sig nogle tanker. Jeg tvivler på, at et spil som dette nødvendigvis er sundt eller hæmmende for voldtægtstendenser. Min første tanke var, hvad det ville kunne gøre ved enkelte nørdede drenges sind. Min anden tanke var, at et spil kun bliver lavet, hvis der er købere til det. Min tredje tanke var, at jeg blev nødt til at skrive om det, på trods af min dårlige smag i munden. En del vil nok undre sig over, hvorfor jeg overhovedet har villet prøve det. Jeg vil nok svare, at man kan ikke fordømme uden at kende.

Hvis du gerne vil prøve spillet selv, vil jeg ikke fortælle dig hvor du kan finde det. Men jeg vil sige, at det er meget let. Desværre.

Ser jeg bort fra,hvad det præcis er spillet handler om, vil jeg give det tre skærme ud af seks. Det er meget pænt grafisk, men gameplayet bliver ret hurtigt kedeligt. Hvis jeg ikke ser bort fra hvad det handler om, vil jeg ikke give det noget. som. helst.

Væk med det - og for at lette det hele, bliver næste anmeldelse af en jumbobog.

Der findes mange gode film derude. Som en af de nyeste kan jeg nævne den Oscar-nominerede Slumdog Millionaire. Men det er en helt anden verden. For i de dybe, modbydelige filmkældre findes der film af en helt anden kaliber. De er så dårlige, at de i deres elendighed nærmer sig det sublime. I folkemunde kaldes de for B-film. Pink Flamingos er ikke bare en B-film. Den hører til blandt B-filmenes diktatoriske adel.

John Waters, instruktøren bag denne gang farve på filmrulle er ikke et navn, alle kender. Men der er mange der kender hans to største crowdpleasers, nemlig Serial Mom og Hairspray (der netop er blevet genindspillet). I 1997 blev han hædret med Jack Smith Lifetime Achievement Award til Chigaco Underground Film Festival, og det er vel meget rammende. John Waters er mildest talt en meget bizar instruktør, der har en hang til fede mænd i drag, sekvenser uden mening og en total mangel på talentfulde skuespillere. Alt dette skal helst kombineres med vold og splat. Pink Flamingos fra 1972 var, som citeret fra imdb.com, “a deliberate exercise in ultra-bad taste”.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare handlingen i denne film. Men jeg vil forsøge mig med et punktreferat.

- Der er to sider, der slås indbyrdes. Den ene side består af Divine (en fed mand i ultrdrag med makeup der ville gøre en klovn seriøst misundelig) og hendes posse. Den anden side består Connie og Raymond Marble ( et perverst ægtepar, der elsker at sutte tæer og har et bundt kvindelige blaffere lænket i kælderen. De lænkede bliver så gjort gravide, og førnævnte ægtepar sælger afkommet til lesbiske par. Alt sammen helt normalt i Waters verden)
- Det de kæmper om, er titlen “The Filthiest Person Alive”. Den er meget prestigefyldt.
- Først nøjes ægteparret med at sende lort til Divine, men snart eskalerer krigen.
- Undervejs bliver Divines mor gift med æggemanden (manden, der bringer hende æg. Moderen nægter at spise andet). Det udvikler sig så til en scene med kannibalisme. Hele scenen er dybt unødvendig.
- Som hævn for den tilsendte lort, tager Divine og hendes høneelskende søn over til Connie og Raymond Marble, hvor de slikker på alle flader. Det ender med et blowjob. Ja, incest er helt normalt.
- Til sidst sejrer Divine og smører ægteparret ind i tjære og fjer, før hun skyder dem.
- Divine er nu “The Filthiest Person Alive”. Punktum og Hurra.

Hvis det ikke skulle være tydeligt nu, kan jeg løfte sløret. Denne her film er frygtelig. Ikke frygtelig som normale, dårlige film fra Hollywoods pengemaskine. Det her er på et helt andet plan. Der er absolut ingen sammenhæng i de enkelte scener, historien er når den er bedst sketchy og man sidder hele tiden og ryster på hovedet. Det er kun ren chokeffekt. Blod, lort, sex, nøgenhed, incest, mord, voldtægt, blottere og kannibalisme er blevet kylet ned i et syltetøjsglas og rystet godt, hvorefter de en for en er blevet trukket frem og sat sammen som et stykke patchwork lavet af en kvinde med Parkinsons i anden potens. Resultatet er, må jeg indrømme, forbandet vidunderligt.

Der er ikke den normale tvang til at følge med i en historie, men derimod frihed til at vælte sig i det bizarre. En af mine ukronede favoritter er filmens kommentator, der med en retarderet stemme forsøger at holde sammen på historien. Ligeledes er moderen, sat i en kravlegård og snakkende om æg i flere minutter, en rolle som filmens verden aldrig har set magen til, hverken før eller siden. Lydsiden består af obskure hits fra 50erne og 60erne. Hold især øje med en scene, hvor den høneelskende søn vist nok lader som om han synger med…..med sit røvhul.

Denne film er IKKE for alle. Rigtig mange mennesker vil synes at den er for elendig til at spilde tid på. Og de vil have helt ret. Skulle jeg vurdere den ud fra de normale filmkriterier, ville jeg give den en halv filmrulle ud af seks. Men for dem, der ynder Ed Wood, filmene fra Troma Entertainment (The Toxic Avenger) og de værste slasher-movies fra 80erne er dette et must. Og på den skala giver jeg Pink Flamingos seks filmruller ud af seks.

Til allersidst vil jeg anbefale Jakob Stegelmanns “Truslen Fra Det Ukendte”, hvis du synes, at denne film lyder som det vildeste, der er sket for menneskeheden siden USA fik en ny præsident.

Her i weekenden var jeg på Louisiana, og se udstillingen om Max Ernst. Jeg var allerede fra begyndelsen af meget overrasket over, hvor massiv den var. Den fulgte hele hans karriere, fra de dadastiske begyndelsesår i Tyskland, til afslutningen tilbage i Europa. Det er sjældent, at jeg har oplevet en kunstudstilling, hvor det var muligt at følge udviklingen af en kunstner. Mit umiddelbare bud er, at der var over 150 originale værker. Det gav virkelig en fornemmelse af, hvordan manden bag billederne tænkte og udviklede sig.

Den første periode, fra 1908-21 var voldsomt præget af dadismens idealer om et opbrud i forståelsen af hvad kunst kunne være. Væk var alle de tydelige metaforer, den normale billedkontekst og det man har lært i den gode folkeskole om billedanalyse kunne man mere eller mindre kyle ad Helvede til. Alligevel var de meget dragende. Det totale oprør, udfasningen af normaliteten og den direkte vrede mod den etablerede samfundsforståelse fyldte hele denne periode med en voldsom energi. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod de fleste af billederne, men netop det kan i sig selv ses som et succeskriterie. En af dadaismens grundpiller er, at man ikke nødvendigvis skal forstå hvad man ser. Dadaisterne selv brugte betegnelsen “anti-kunst” om deres arbejde, og Max Ernst illustrerer smukt essensen i det udsagn. I særdeleshed er der en del af udstilingen, hvor han har taget udgangspunkt i medicinske og biologiske tekstbøger, der står mege stærkt.

Fra ‘21-39 virker Max Ernst i Frankrig, og surrealismen vælter ind over hans arbejde. Det dadaistiske ryger lidt i baggrunden, og især billeder af fugle og bygninger bliver markante. Malerierne bliver mere genkendelige, og det er også er, at han opfinder “pseudonymet” Loblob til en række tryk, hvor han præsenterer diverse normale genstande, personer og ideer. Jeg nød virkelig hans “Loblob præsenterer Loblob” der virkelig er bizar. Farverne bliver stærkere i denne periode, og mange vil begynde at kunne se kunsten her. Store malerier med meget genkendelige motiver. “Castor og Pollution” er meget flot og virker næsten tredimensionalt. Perioden ender med at Max Ernst bliver nødt til at flygte til Amerika, fordi han er intellektuel og det kan nazisterne ikke så godt lide.

Tredje periode, ´39 til ‘61 (mener jeg), er i USA, hvor Max Ernsts stil endnu en gang ændrer sig. Noget af det virkeligt absurde fra hans første periode vender tilbage, men samtidig bliver hans malerier eget bombastiske, og begynder at fremvise ideer om andre verdener. Den effekt kommer meget frem, grundet en ny teknik han tager i anvendelse. Decalcomania . I meget jævne træk betyder det, at en kunstner presser malingen flad mod en anden flade, inden malingen er tør. Det skaber en effekt, hvor luftbobler og krakeleringer i malingen skaber uventede linier og former, der nøder beskueren til at se former og figurer. Det var helt vildt at se på. I mange af værkerne skaber det en voldsom organisk fornemmelse, der får maleerierne til at virke mere som fotogafier. Et eksempel er “Europa Efter Regnen”. Andre af hans billeder fastholder surrealismen, der slet ikke er uden humor, som i det meget store maleri “Husenglen”.

I fjerde og sidste periode er Max Ernst tilbage i Europa. Her arbejder han meget med tryk, og skaber blandt andet et værk sammen med en russisk trykker, hvor han side op og side ned beskriver på tysk, fransk og diverse asiatiske sprog en fortælling om en lidet krediteret amatørastronom Wilhelm Tempel . Jeg synes ikke, at hans sidste periode skabte noget væsentligt i forhold til resten af hans virke, og det eneste billede, der slog mig i denne del af udstillingen, var et selvportræt. Desværre kan jeg ikke finde det på nettet.

Værd at nævne er, at Max Ernst gennem hele sin karriere er meget eksperimenterende, og arbejder intenst med mange forskellige teknikker. På udstillingen er der også hist og her nogle af hans skulpturer. Mig sagde de ikke noget, men det var tydeligt, at mange godt kunne lide dem. Skulpturerne var skåret over to grundformer. Den kubistiske type, som her og den mere bløde og humoristiske form, som her.

De fleste vil nok synes om Max Ernsts to midterperioder, hvor han hælder mod kunstnere som Dali og Magritte. De to yderperioder er mere besynderlige, og vil nok ikke falde i så manges smag. Udstillingen kan ses på Louisiana indtil den 1/6-2009.

Alt i alt stikker jeg Max Ernst - Drøm Og Revolution fem af de fede seks malerpensler. Så mange, fordi man kan følge en kunstners vækst og fantasi gennem et helt liv, og fordi Louisiana har sat smukke beskrivelser og fakta op, der virkelig hjælper publikum med at forstå mange af hans ideer og teknikker. Ikke den sidste, fordi den sidste del virkede lidt sat udenfor, og ikke havde den samme massive tiltrækning som de andre. Under alle omstændigheder er det en udstilling, der vil kunne fange de fleste. Selv dem, der ikke helt ved hvad de skal mene om kunst.

Efter sommerens landeplage, “Malene”, har jeg længe gået og studset over det såkaldte nye håb indenfor dansk musik, nemlig Sys Bjerre. Derfor har jeg langt om længe fået hørt hele den nye CD igennem.

Der er 12 numre på CD’en - deriblandt de to store hits “Malene” og “Kegle”. Allerede halvt inde i den første gennemhøring af Gør Det Selv, går det op for en, at der er blevet gjort noget ved musikdelen. Det virker som om at der er blevet stræbt efter kun at danne en semi-homogen lyd, fremfor at placere Sys Bjerre i en pop, electronica eller rock-kasse. I sidste ende må mærkaten pop nok fæstnes på albummet. For selv om musikken er varieret, er der alligevel ingen skævhed i den. Øret udfordres ikke, og har man hørt de første 30 sekunder af en sang kan man uden at blinke gætte sig til resten. En gennemgående trend lader til at være, at der er to kernevers, så et mellemspil der twister versene en smule musikalsk, og så en tilbagevenden til kerneversene. Det gør det ikke dårligt, men gør heller ikke ligefrem at man krummer tæer i ekstatisk forventning.

Teksterne er udmærket skruet sammen. Men de handler allesammen om det frygtelige liv, som en ung kvinde fører i dagens Danmark. Om hvordan det er at være forkert, hvordan det er at kede sig sammen med kæresten, hvor hård kærligheden er, hvad man skal gøre med drømmene. Teksterne indeholder ingen kant. De er dybt forudsigelige, og tendenserer endda mod en kvindschauvinistisk holdning. I Sys Bjerres tekster er mænd generelt dumme, kedelige, onde, utro og kiksede. At høre på teksterne er som at se en reklame med Niels Olsen, hvor han bærer sit eget brød, på repeat. Dette vil uden tvivl appellere til en meget bred skare af kvinder, der bare synes det er lidt fedt. Det værste øjeblik er dog hendes “Lille Pige”, der handler om anoreksi. Ikke nok med, at det er et fortærsket emne, Sys Bjerre serverer det heller ikke særligt nytænkende. Det virker mest af alt som om, at der skulle være plads til en “seriøs” tekst mellem alle de lidt blødere. Visse af teksterne, såsom nummer 9 “Pik” og nummer 8 “Hjerte Rimer På Smerte” skal nok blive nogle solide hits, lidt i stil med Meredith Brooks “Bitch” fra 1997.

Sys Bjerres stemme er derimod god - den lidt spinkle pigeklang redder nogle af teksterne halvt, og sikrer at sangene ikke er fuldkommen blottede for liv. Stadig står “Malene” som albummets bedste nummer - og nok også det, der vil blive husket i årene frem.

Som en samlet vurdering giver jeg Gør Det Selv *** ud af ******