Efter at have oplevet en del succes som skribent, har jeg oprettet en blog, der udelukkende tager sig af min forfattervirksomhed. Den er lige her!! www.asilvestri.blogspot.com

Denne blog vil stadig være aktiv - men kun med ting, der ikke har at gøre med det at skrive

cheers y’all

På mine forældres reoler står samtlige Jumbobøger. Fra nummer 1 og til de nyeste. Det er en gammel tradition, og gør mig til noget af en feinschmecker på det område. Så kan man så mene om det, hvad man vil. Ikke desto mindre er Anders And en af mine all-time favorites. I jumbobøgerne er der aldrig historier tegnet af de virkelig store, såsom Don Rosa, men derimod er langt de fleste tegnet af italienske folk. I Italien har Anders And altid været stor, og det er også dem der opfandt Stålanden og de gode, gamle historier med Mickey Mouse og Tidsmaskinen (som desværre er hedengangen). Kvaliteten af jumbobøgerne er meget varierende, fra det middelmådige til det gode.

Forsiden er en af de bedste, jeg længe har set pÃ¥ en jumbobog. Ligeledes er bagsiden proppet med “valgløfter” og gør forhÃ¥ndsindtrykket helstøbt.

Stem På Mig! indeholder otte historier. Et godt valg, Ramt af lynet, Kampen Om Pladserne, Blækspruttens Sang, Dobbelt-A - computersagen (en fortsat historie), Fedteri Af Den Anden Verden, En And på en Tømmerflåde og En Slet Hukommelse. 

Et godt valg er en Anders And-historie, der involverer hans vanlige uheld, en kamp om borgmesterposten i Andeby og en moderat overraskende slutning. Dog slog den mig som lidt fortærsket.

Ramt af lynet handler om Onkel Joakim og Mary Moseand. Enhver Andeby-kendt ved, at MM er vild med Joakim og vil gøre næsten alt for at få fingrene i ham. I denne historie sker der noget overraskende, der involverer stjernerne og egen medicin. En ret god historie.

Kampen Om Pladserne. Rip, Rap og Rup har vundet en gå-amok-i-en-spillebiks-konkurrence. Men de har kun to pladser. Fætter Højben træder ind på scenen og gør som han nu gør. En ret ho-hum historie.

Blækspruttens Sang, en Mickey-fortælling. En undersøisk kultur, en blæksprutte og Sorteper. Bogens kedeligste historie, der ikke et sekund prøver noget, der ikke er set før.

Dobbelt-A - computersagen. Anders er hemmelig agent, og alle forråder alle i denne pastiche over thriller/suspense-genren. Den er egentlig udmærket, men jeg er ikke sikker på, at jumbobog-formatet kan bære fortsatte historier.

Fedteri Af Den Anden Verden. Onkel Jokaim bliver hentet ud til Fedteriets og Gerrighedens Ø, hvor der er en 500-årlig konkurrence. En meget god historie, der giver Onkel Joakim plads til at udfolde sig som figur. En okay pointe, og bogens stærkeste kort.

En And På En Tømmerflåde. En meget kort Anders And/Højben-historie, der spiller på det vante tema med, at Anders bliver taget i gumpen af Højben. Men den er opbygget meget godt, og af og til griner man faktisk. Den bedst tegnede historie.

En Slet Hukommelse med Stålanden. Ond videnskabsmand, god Ståland. Rod med hvad alle husker. God ide, der toner bort i vanetænkning. Desværre, da dette kunne have været en meget stærk historie.

Alt i alt er Jumbobog 345 en i mængden. Der er nok okay historier til at holde næbbet oven vande, men for lidt af det rigtig gode. Det har desværre gjort sig gældende i de sidste mange jumbobøger, og jeg mistænker Serieforlaget for at have alt for mange historier, de lige skal have læsset over disken. Det viser sig også i den stigende udgivelsesprofil, som nu også tæller tema-jumboer, mammut-bøger og genoptryk af gamle jumbobøger. Spørgsmålet er, om bunden på et tidspunkt bliver slået ud af markedet.

Stem På Mig! får 3 matrostrøjer ud af seks mulige. Der er for få højdepunkter, og der køres alt for meget på det sikre. Efterhånden skal de passe på, at de ikke gør Anders And til tegneserieverdenens krimier.  Hvis du kun vil købe en jumbobog i år, så skal det ikke være denne her. Men derimod nummer 317, En Skræmmende Arv, der har været den bedste alt for længe.

Hver morgen surfer jeg nyhederne igennem. Politiken, Ekstrabladet og et par gange om ugen Spiegel Online. Og det var netop i sidstnævnte, at den artikel jeg vil snakke om, viste sig første gang. Dog er det den danske version, jeg henviser til. Da linket nægter at funke, sÃ¥ bærer artiklen overskriften “Mange tyske skoler er opkaldt efter nazister”

I store træk fortæller den om de mange skoler i Tyskland, der er opkaldt efter nazister. Derefter kommer nogle eksempler på selvsamme. Det er tydeligt, at der især i Vesttyskland er en del grupper, der arbejder for at få ændret navnene. Og det er her jeg siger: Hvad fanden laver de idioter??

Før jeg kommer videre i teksten, vil jeg trække endnu en artikel frem. I den artikel fortælles der, at det knapt har været muligt at finde sponsorer til fejringen af Knut Hamsun. Grundlaget for dette er, at Hr. Hamsun var nazist-støtte, og lovpriste Hitler. Alligevel er der ingen penge til at fejre en af Skandinaviens litterære giganter. Det bliver åbenbart betragtet som smagløst. Atter siger jeg: Hvad fanden laver de idioter?

Jeg finder denne fornægtelse af historien frygtelig. Både Tyskland og Norge nægter at stå ved, at de har en fortid. Selvfølgelig er hundredvis af mindesmærker, skoler og institutioner opkaldt efter nazister. De knapt femten år var enormt væsentlige for Tyskland, og har givet dem et historisk mærke, der ikke kan fraviges. Ligeledes må Norge acceptere, at en af deres største skribenter altså tog ideologisk fejl. Det rykker ikke en tøddel ved hans bøger. Det bør dog bemærkes, at Hamsuns bekymring over englændernes greb om verden fyldte mere i hans skrifter, end lovprisningen af nazisterne. Men som alle ved, skal der ikke tales ondt om sejrherrerne.

Det er langt fra første gang, at dette sker i Europa. Efter opløsningen af Sovjet og derigennem herredømmet over Østeuropa gik befolkningen amok. Statuer, kunstværker, bygninger blev smadrede, folk blev slået ihjel, institutioner brændt. Der blev drevet klapjagt på enhver, der havde den mindste snert af tolerance overfor det gamle system. Der findes kun få lommer, der stadig viser verden remnanterne af den kommunistiske drøm. Stalin var en diktator af værste skuffe - det er en ting, som de færreste historikere vil modsige mig. Men han var alligevel Sovjetunionens leder i mange år. Det er logisk, at folk efter årtiers undertrykkelse nærer et enormt had mod dem der har kontrolleret, og derigennem er deres destruktion forståelig. Men den er ikke til at undskylde. For gennem den ødelæggelse er noget væsentligt blevet ødelagt.

I George Orwells 1984 arbejder hovedpersonen i Ministeriet For Sandhed. Hans arbejde er at revidere historien løbende. Hvis en person, der en gang var en folkehelt, nu bliver til en forbryder, går han samtlige aviser, filmoptagelser og lydoptagelser igennem, og får det til at se ud som om, at førnævnte person altid har været en forbryder. Med andre ord - han ændrer historien, så den ingen ægte fortid har. Kun en fabrikation af hvad der i dette øjeblik må og skal være sandheden.

Hvad fanden laver de idioter? Når de på denne måde, det være sig tyskere, russere eller nordmænd nægter at se historien for det som den er, så skaber de et stort tomrum. Det er vigtigt at kunne sige til sine børn, når de spørger hvem statuen er, at den forestiller en mand der gjorde frygtelige ting. En mand der ville udrydde et helt folk, eller en mand der ikke kunne tolerere at nogen var uenig med ham. De mennesker skal stå på torve og i sidegader, sammen med de mennesker, vi vælger at kalde helte. Gandhi var rigtig glad for helt unge piger, den måde Mother Theresa brugte sine midler på var ikke helt stueren. Men de accepteres stadig som helte. Og fred være med det. Lad ikke folk snakke ondt om dem. Men LAD den tale ondt om dem, der vitterligt bør tales ondt om. Den bedste måde at gøre det på, er ved at udstille dem til offentligt skue, eller spot og spe om man vil. Ikke rive dem ned, og begrave deres minde.

For det er det, jeg frygter vil ske. Hvem vil huske Stalin eller Hitler om 100 år? Historikerne, bevares. Men hvad med Mette Medium og Gorm Gennemsnit. Bør de ikke også få den korrekte version af historien, fremfor hvad verdens kollektive Ministerium For Sandhed vælger skal være Sandheden. Bør de ikke konfronteres med, at mennesket også kan være modbydeligt? Bør de ikke have lov til at hade, hvad der hades bør, og samtidig vide at de de hader har og bør altid være en del af deres egen historie? Som det gamle ord siger, du skal kende din fortid for at forstå din nutid og skabe din fremtid. Hvad vil resultatet være, hvis ingen til sidst kender deres fortid?

Nazismen og kommunismen er væsentlige perioder i verdens historie. Præcis som Antikkens Grækenland og Romerriget var. Ingen vil vove at smadre genstande fra de kulturer eller hade dem for deres ideologier. Begge de nævnte gjorde ting, der slet ikke kan accepteres ud fra Vestens moralkodeks, men de anerkendes ikke desto mindre. Som det de er. Et stykke af menneskets historie. Og mange husker dem som eksempler på, hvordan man ikke skal leve, og hvad man ikke skal gøre. Det, som der er sket, og stadig sker, i Europa gør desværre det modsatte. Hvis vi glemmer, er vi dømt til at gentage fejlene. Igen og igen og igen.

Efter sommerens landeplage, “Malene”, har jeg længe gÃ¥et og studset over det sÃ¥kaldte nye hÃ¥b indenfor dansk musik, nemlig Sys Bjerre. Derfor har jeg langt om længe fÃ¥et hørt hele den nye CD igennem.

Der er 12 numre pÃ¥ CD’en - deriblandt de to store hits “Malene” og “Kegle”. Allerede halvt inde i den første gennemhøring af Gør Det Selv, gÃ¥r det op for en, at der er blevet gjort noget ved musikdelen. Det virker som om at der er blevet stræbt efter kun at danne en semi-homogen lyd, fremfor at placere Sys Bjerre i en pop, electronica eller rock-kasse. I sidste ende mÃ¥ mærkaten pop nok fæstnes pÃ¥ albummet. For selv om musikken er varieret, er der alligevel ingen skævhed i den. Øret udfordres ikke, og har man hørt de første 30 sekunder af en sang kan man uden at blinke gætte sig til resten. En gennemgÃ¥ende trend lader til at være, at der er to kernevers, sÃ¥ et mellemspil der twister versene en smule musikalsk, og sÃ¥ en tilbagevenden til kerneversene. Det gør det ikke dÃ¥rligt, men gør heller ikke ligefrem at man krummer tæer i ekstatisk forventning.

Teksterne er udmærket skruet sammen. Men de handler allesammen om det frygtelige liv, som en ung kvinde fører i dagens Danmark. Om hvordan det er at være forkert, hvordan det er at kede sig sammen med kæresten, hvor hÃ¥rd kærligheden er, hvad man skal gøre med drømmene. Teksterne indeholder ingen kant. De er dybt forudsigelige, og tendenserer endda mod en kvindschauvinistisk holdning. I Sys Bjerres tekster er mænd generelt dumme, kedelige, onde, utro og kiksede. At høre pÃ¥ teksterne er som at se en reklame med Niels Olsen, hvor han bærer sit eget brød, pÃ¥ repeat. Dette vil uden tvivl appellere til en meget bred skare af kvinder, der bare synes det er lidt fedt. Det værste øjeblik er dog hendes “Lille Pige”, der handler om anoreksi. Ikke nok med, at det er et fortærsket emne, Sys Bjerre serverer det heller ikke særligt nytænkende. Det virker mest af alt som om, at der skulle være plads til en “seriøs” tekst mellem alle de lidt blødere. Visse af teksterne, sÃ¥som nummer 9 “Pik” og nummer 8 “Hjerte Rimer PÃ¥ Smerte” skal nok blive nogle solide hits, lidt i stil med Meredith Brooks “Bitch” fra 1997.

Sys Bjerres stemme er derimod god - den lidt spinkle pigeklang redder nogle af teksterne halvt, og sikrer at sangene ikke er fuldkommen blottede for liv. Stadig stÃ¥r “Malene” som albummets bedste nummer - og nok ogsÃ¥ det, der vil blive husket i Ã¥rene frem.

Som en samlet vurdering giver jeg Gør Det Selv *** ud af ******

SÃ¥ er januar godt i gang, og ligeledes er jeg. Min første novelle “Træk!” er færdigskrevet og afsendt til SFC, sammen med en ældre sag med titlen “Forræder”. SÃ¥ arbejdet skrider frem.

Desuden har jeg lige deltaget i en spøjs konkurrence pÃ¥ en amerikansk side, hvor man skulle skrive 250 ord ud fra et billede. Jeg skriver meget sjældent pÃ¥ engelsk - men det skulle jo prøves. Om min lille historie “Reality Check” sÃ¥ funker, mÃ¥ vise sig.

Jeg har ansøgt om at blive optaget på fyldepennen.dk, men nu efter næsten 14 dage, er min ansøgning stadig ikke gået igennem. Ret irriterende, da jeg havde planlagt at deltage i en konkurrence, hvor man skulle skrive en kontrafaktisk historie. De næste par dage burde afsløre, om det bliver til noget.

Som nogen ved, er jeg officielt færdig på digte.dk. Min sidste handling var at lægge 100 publikumsfavoritter fra de mange år derinde, ud igen. Så kan de få lov til at stå der og drive den af, til solen bliver sort. Men det var sjovt at se, hvor meget jeg har udviklet mig på de år.

Og så alligevel ikke den sidste handling. Min allersidste handling var et stykke skrift - som nu også kommer her. Enjoy!

—————————————————

Gravskrift Over Digte.dk

Digte.dk, sitet der i 10 år havde været vækstgrundlag for en kommende generation af skribenter, døde for omkring 6 måneder siden af et alvorligt tilfælde af udvanding.

I begyndelsen var sitet nyt og friskt, det tiltrak mennesker fra nær og fjern, og snart taltes antallet af vordende forfattere i fire cifre. Der var megen produktivitet, så meget at digte.dk måtte bortlægge sit oprindelige princip med at godkende hvert enkelt stykke tekst, før det blev publiceret. Arbejdsbyrden havde ganske enkelt vokset sig for stor, og sitet blev mere eller mindre overgivet til dets brugeres nåde. Måske var det allerede her, at de første tegn på dødsårsagen nogle år senere, viste sit grimme ansigt.

Antallet af digte og finurlige stykker kortprosa eksploderede. Mange dygtige folk kom til stedet; folk der ville prøve at nå noget med deres skrivning og vokse gennem de kommentarer de fik fra ligesindede. Og der blev udvekslet meninger om poesi på tværs af sådanne ligegyldige barrierer som geografisk placering, alder, køn og mængden af talent. Alligevel stod det klart, at en stor del af de mennesker, der ikke alene brugte deres tid på at skrive, men også på at debattere, havde noget på hjerte. Diskussionerne nåede voldsomme højder. Nogle gange blev de for meget, men de fleste gange indeholdt de små kerner af original tænkning og et brændende ønske om at vende forskellige sager, både for sagernes egen skyld, men også for at kunne bruge resultaterne til noget. Kommentarer fløj rundt mellem profilerne, enkelte digte blev diskuteret i dybden og der var plads til de mange forskellige personligheder, som sitet uundgårligt havde tiltrukket. Digte.dk virkede stærkt, men snart skulle det vise sig, at en sygdom havde luret i dets bug.

De første svækkelsestegn kom, da foraet “time-out” opstod. Nu kunne hele trÃ¥de stemmes bort til en tidlig død. Og det skete. Mange af de ting, der blev stemt bort, fortjente deres skæbne. Men ogsÃ¥ vigtige diskussioner og meninger røg under kniven. Det var muligt, at digte.dk indsÃ¥, at dette blot ville forværre tilstanden, og foraet blev aflivet. Til gengæld opstod ideen om moderatorer. At visse mennesker skulle kunne sige hvad der var okay, og hvad der ikke var. Hvis digte.dk blot havde kendt konsekvensen af den handling.

Mange af de mest sprælske personligheder, og største talenter forsvandt fra sitet. Ideen om, at man skulle kunne give kreativitet og ytringsfriheden mundkurv pÃ¥, faldt i meget dÃ¥rlig jord. Med de mange dygtige folk, der forsvandt, forsvandt ogsÃ¥ mange af de specielle og givende situationer og diskussioner. Nogle af de folk, der forsvandt, fjernede ganske enkelt deres profil. Andre forfaldt til tavshed og fjernhed fra sitet. Digte.dk’s livsnerve var blevet ramt pÃ¥ det værst tænkelige sted.

Der kom stadig nye folk til, og mellem de nye var der også nye talenter. Dygtige skribenter, der gerne ville noget. Men de manglede det, som andre før dem havde haft. Et levende og aktivt site, der kunne tage hånd om dem der ville noget. Dem der kunne og måtte, fordi det var umuligt andet. Mens dette stod på, forsvandt endnu flere af dem, der havde gjort sitet til andet end et opbevaringssted. Nogle af dem forsøgte desperat at råbe resten af digte.dk op, men enten blev de overhørt, eller også blev de modereret bort. Tolerancen for det abnorme, det anderledes dalede og sammen med det, de vigtige og livgivende debatter. Digte.dk dykkede ind i resterne af det der havde været. Der blev stadig givet meninger til kende, men oftest var de vage, rosende og uden at forholde sig til de vigtigste aspekter af hele konceptet bag at skrive. Folk samlede sig i grupper, der udelukkende holdt sig til hinanden.

Men digte.dk kæmpede videre på lånt tid. Den sidste bastion var de mange fora. Desværre var det alt for sent. Indlæg lå ubesvarede hen i ugevis, desperate forsøg på at diskutere litteratur blev overset og kritik-forum forsumpede i enkelte personer, der for hver ny ting de skrev, også skrev et indlæg hvor de ønskede sig kritik. Fjendtligheder opstod, smålighed og ligegyldighed blev dagsordenen og til sidst opgav digte.dk ævred.

Begravelsen blev forbigået i stilhed.

Nu hvor 2008 er helt borte - og min profil pÃ¥ digte.dk er ganske ryddet, tænkte jeg at jeg hellere mÃ¥tte skrive en liste over Ã¥rets produktion. BÃ¥de sÃ¥ jeg kan kigge lidt pÃ¥, hvad der er sket - og sÃ¥ jeg har en anelse om, hvad der egentlig kan formÃ¥es pÃ¥ et Ã¥r. Det jeg skriver er “kun” de store tekster - sÃ¥ digtene og lignende er ikke medregnet. Anyway - here goes:

Januar
Migration (1900 ord, socialrealisme)
Simulation (2400 ord, science fiction)

Februar
Doktor Andersen (6500 ord, absurd realisme)
Orakelmageren (poesikreds, fantasy)

Marts
When The Musics Over (7700 ord, humor/science fiction)

April
Der Er Engle Nok Til Alle (14200 ord, gyser/splatter)

Maj
Moffe (8200 ord, humor)

Juni
Manden, Der Ville Være Gud (13200 ord, humor)

Juli
Forræder (2300 ord, science fiction)
Bogen (1600 ord, socialrealisme)

August - November
Akilles Selv (over 100.000 ord, zombie/splatter)

September
Replika (1900 ord, socialrealisme)

Oktober
Når Skibet Lægger Fra Lejet (2100 ord, socialrealisme)

November
Vi, Der Skummer Fløden (7300 ord, science fiction)

December
Eventyret Om Historien (1600 ord, eventyr)
Spillemaskinen (4400 ord, absurd realisme)

Well - alt i alt et meget produktivt år, hvor jeg selv synes der har været to svage historier, og resten er fra middel og op. I skrivende stund er jeg i gang med det nye års første novelle, så alt flasker sig.

Cheers

I gÃ¥r var jeg sÃ¥ til lanceringen af “Lige Under Overfladen 2″, i Valby Kulturhus. Fremmødet var ikke voldsomt - hvis jeg ikke tager fejl var der ni af antologiens forfattere tilstede, og 12 styk publikum. Det ændrede dog ikke pÃ¥, at der blev paneldiskuteret nogle ganske spændende ting, sÃ¥som hvorfor dystopien er langt mere fremherskende i science fiction end utopien, og hvor den ærkedanske science fiction egentlig er henne. Forfatterne var meget forskellige, bÃ¥de i udtryk, væremÃ¥de og tilgang til spørgsmÃ¥lene, der dels blev givet af ordstyrer Carl-Eddy og til dels fra publikum.

Det var meget underholdende at løbe ind i de mennesker, hvis ord man havde gennemtrawlet, og se hvad der gemte sig bag de forskellige ideer. Og antologien er virkelig fra den ene yderkant til den anden - fra flyvske ideer, der måske kan accepteres som science fiction på en god dag, og til den hardcore science fiction, der er dybt videnskabeligt funderet.

Da jeg så kom hjem, lå der en kommentar fra Manfred, som henviste mig til bloggen interstellar. Endnu en gang var min historie faldet i smag, og blev hevet frem. Som jeg sagde i mit tidligere indlæg, er det noget, der føles ret godt. Et klap på ryggen, incitament til at fortsætte. Ordene kan ses her.

Ved en surfning pÃ¥ nettet, faldt jeg over denne artikel , som pÃ¥ en grundig mÃ¥de gennemgÃ¥r de 20 noveller, der er med i “Lige Under Overfladen 2″ fra Science Fiction Cirklens forlag. Hvad der er særdeles behageligt for mig, er at min novelle “When The Music’s Over” trækkes frem som en af dem der “rager op over andre”. Meget, meget velsmagende pÃ¥ sÃ¥dan en kedsommelig torsdag.

Det er blevet september, og jeg har virkelig sved på den der famøse pande i øjeblikket. Efter mange år har jeg taget konsekvensen, og vil nu løsrive mig fra digte.dk. Enhver, der har set min side på førnævnte site, ved hvorfor. Min sidste dag derinde bliver 31. december i år. Så er jeg helt sikkert færdig med tredje del af trilogien.

For første gang, er jeg midt i en historie, der ikke er skrevet i digte.dk-regi, og det føles befriende. Ved at sætte den op i et normalt dokument, er der langt bedre styr på hvad der skal ændres, dialog og afsnit. Meget behageligt.

Udover trilogien og førnævnte (endnu ingen titel) historie, er jeg i gang med en minihistorie, der genremæssigt adskiller sig fra de andre to.

SÃ¥, igen, sveden over panden - Silvestri har travlt

Så er august ved at krølle sig grædende sammen, og med den sommeren. Men her på Nørrebro er der nu meget varmt alligevel.

First of all: Min novelle “World Wide Web” er nu blevet antaget til en antologi, som med lidt held kommer ud om et Ã¥r. Ret fedt, at pÃ¥ et halvt Ã¥r er fire af mine ting blevet accepteret.

Secondly: Ord Under Himlen er på vej i denne weekend. Jeg har valgt at læse en bunke kortprosa op, da det efterhånden kun er det, jeg gør i. Så må vi se, om publikum kan fastholde koncentrationen.

Og thirdly: “Akilles Selv” er nu omkring halvvejs igennem, og den flasker sig ganske godt. Et enormt projekt er ved at nÃ¥ til vejs ende, og bagefter venter der et lige sÃ¥ stort redigeringsarbejde. Men det føles alligevel ret behageligt.

Slut på update - og cheers til jer alle.