Da jeg var 7 år gammel tog min far en Commodore 64 med hjem i sommerferien. Det var mit første ægte møde med computerspillenes verden. Min juni og august druknede i International Karate, Summer Games og Pipeline. Efter den tid var jeg solgt, og har siden brugt mange timer på at spille computer. Fra C64 til Amiga til PC. De der konsoller har aldrig fået mit pis i kog. Jeg har prøvet mange spil, der må siges at være på grænsen til, hvad der kan accepteres. I et spil skulle man skyde krigsfanger i stykker, og fik bonuspoint for at lave headshots. I et andet gav det enorme antal point, hvis man i sin fede bil kunne ramme hende den gamle rynke med gangstativet. It was all good fun. Og så var det jeg faldt over RapeLay. Bogstaveligt talt. Og dette spil er virkeligt noget unikt. På den knapt så fede måde.

Før jeg går videre med selve spillet, vil jeg lige snakke lidt om hentai. Kort fortalt er det japansk pornografi med tegnede figurer og tilhører manga-stilen. Hentai har eksisteret i mange år, og udnytter i særdeleshed Panchira-effekten (som på billedet. Se, man kan se hendes trusser!!! Det er faktisk hvad det betyder). Det er jo meget uskyldigt. Værd at nævne her er også, at man i Japan kan trække brugte skolepige-trusser i automater. Se, DE ved hvordan man gør perversitet til noget helt normalt. Først en cola, så en sandwich og til slut lidtbeskidt undertøj til turen hjem. Hentai er i sig selv ganske okay, det er bare porno. Normalt er det sex, som vi kender det fra film. Penetration, cumshots, girl-on-girl og så videre. Men genren har været oppe i medierne flere gange, blandt andet med en sag om børnefigurer, der bliver voldtaget. Det rejste det store spørgsmål, om tegnet pædofili er det samme som fotograferet pædofili. Det vil jeg lade være op til dig selv at bedømme.  Det var så hentai.

Spillet Rapelay er lavet i hentaistil, og grafisk er det ganske flot. En masse still-billeder, efterfulgt af diverse actionsekvenser. Med andre ord, så er det ikke amatørarbejde. Stemmerne er japanske, men selve teksten er oversat. Er du klar? Her kommer indledningen til spillet:

Du var i gang med at voldtage en pige, da en anden pige råbte på hjælp, og du blev taget af politiet. Heldigvis er du søn af en af byens spidser, og er ude dagen efter. Men du vil have hævn. Så derfor beslutter du dig for at voldtage pigen, der meldte dig. Og hendes lillesøster. Og hendes mor. Først lillesøsteren, så moderen og så hende der meldte dig. Ikke nok med det. Du vil lære dem at elske, at du voldtager dem, så du kan få tre vilige sexslavinder, der faktisk gerne vil voldtages.  Cue ACTION.

Spilet er opdelt i tre actionsekvenser, som du styrer med musen og tastaturet. Først, på en station, får du et skørt til at blæse op. Derefter, i toget, rager du løs på kvinden. Og til sidst, fuldbyrdet voldtægt, analt eller vaginalt. Ikke noget oralt, spørger du. Jojo, men det skal du optjene point til. Efter du har gået voldtægten af de tre igennem første gang, kan du ellers begynde at hygge dig med at gøre dem gravide og få dem til at abortere, eller måske ordne to af dem samtidig. Men det er en lang og stenet vej, før du virkelig kan få dem til at nyde det, og gøre præcis hvad du vil med dem. Heldigvis har dem der har lavet spillet sikret, at du ikke skal vente. Der er gemt et savegame, hvor alle spillets muligheder er opnået. Så hvad siger du til at være dig og tre af dine venner omkring lillesøsteren (ca. 15 år gammel) eller bare dig selv med moderen og storesøsteren. Hvis du keder dig rigtig meget, kan du altid indstille tingene, så de alle tre bliver jomfruer igen og derigennem nyde synet af din blodige pik der banker ind i dem, mens de skriger at de bare vil dø. Computerspillene har virkelig udviklet sig…..

RapeLay er et meget grimt spil. Og et meget skræmmende spil. Og et spil, der er blevet fjernet fra rigtig mange steder. Folk er ganske enkelt holdt op med at sælge det. Det har ikke ændret det mindste ved spillets popularitet, og der er masser af muligheder for at få fat i det. Der går endog rygter om en bonus pack, hvor du også kan få lov til at smide lidt incest med ind i legen. Normalt står Illusion Games for meget gode hentaispil, der spiller på uskyldighed og det lidt lumre. Men her er det en anden form for catering. Et tal fra nettet siger, at det er solgt i over 150.000 eksemplarer.

Spillet er væk fra min computer nu, men det har efterladt sig nogle tanker. Jeg tvivler på, at et spil som dette nødvendigvis er sundt eller hæmmende for voldtægtstendenser. Min første tanke var, hvad det ville kunne gøre ved enkelte nørdede drenges sind. Min anden tanke var, at et spil kun bliver lavet, hvis der er købere til det. Min tredje tanke var, at jeg blev nødt til at skrive om det, på trods af min dårlige smag i munden. En del vil nok undre sig over, hvorfor jeg overhovedet har villet prøve det. Jeg vil nok svare, at man kan ikke fordømme uden at kende.

Hvis du gerne vil prøve spillet selv, vil jeg ikke fortælle dig hvor du kan finde det. Men jeg vil sige, at det er meget let. Desværre.

Ser jeg bort fra,hvad det præcis er spillet handler om, vil jeg give det tre skærme ud af seks. Det er meget pænt grafisk, men gameplayet bliver ret hurtigt kedeligt. Hvis jeg ikke ser bort fra hvad det handler om, vil jeg ikke give det noget. som. helst.

Væk med det - og for at lette det hele, bliver næste anmeldelse af en jumbobog.

Der findes mange gode film derude. Som en af de nyeste kan jeg nævne den Oscar-nominerede Slumdog Millionaire. Men det er en helt anden verden. For i de dybe, modbydelige filmkældre findes der film af en helt anden kaliber. De er så dårlige, at de i deres elendighed nærmer sig det sublime. I folkemunde kaldes de for B-film. Pink Flamingos er ikke bare en B-film. Den hører til blandt B-filmenes diktatoriske adel.

John Waters, instruktøren bag denne gang farve på filmrulle er ikke et navn, alle kender. Men der er mange der kender hans to største crowdpleasers, nemlig Serial Mom og Hairspray (der netop er blevet genindspillet). I 1997 blev han hædret med Jack Smith Lifetime Achievement Award til Chigaco Underground Film Festival, og det er vel meget rammende. John Waters er mildest talt en meget bizar instruktør, der har en hang til fede mænd i drag, sekvenser uden mening og en total mangel på talentfulde skuespillere. Alt dette skal helst kombineres med vold og splat. Pink Flamingos fra 1972 var, som citeret fra imdb.com, “a deliberate exercise in ultra-bad taste”.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare handlingen i denne film. Men jeg vil forsøge mig med et punktreferat.

- Der er to sider, der slås indbyrdes. Den ene side består af Divine (en fed mand i ultrdrag med makeup der ville gøre en klovn seriøst misundelig) og hendes posse. Den anden side består Connie og Raymond Marble ( et perverst ægtepar, der elsker at sutte tæer og har et bundt kvindelige blaffere lænket i kælderen. De lænkede bliver så gjort gravide, og førnævnte ægtepar sælger afkommet til lesbiske par. Alt sammen helt normalt i Waters verden)
- Det de kæmper om, er titlen “The Filthiest Person Alive”. Den er meget prestigefyldt.
- Først nøjes ægteparret med at sende lort til Divine, men snart eskalerer krigen.
- Undervejs bliver Divines mor gift med æggemanden (manden, der bringer hende æg. Moderen nægter at spise andet). Det udvikler sig så til en scene med kannibalisme. Hele scenen er dybt unødvendig.
- Som hævn for den tilsendte lort, tager Divine og hendes høneelskende søn over til Connie og Raymond Marble, hvor de slikker på alle flader. Det ender med et blowjob. Ja, incest er helt normalt.
- Til sidst sejrer Divine og smører ægteparret ind i tjære og fjer, før hun skyder dem.
- Divine er nu “The Filthiest Person Alive”. Punktum og Hurra.

Hvis det ikke skulle være tydeligt nu, kan jeg løfte sløret. Denne her film er frygtelig. Ikke frygtelig som normale, dårlige film fra Hollywoods pengemaskine. Det her er på et helt andet plan. Der er absolut ingen sammenhæng i de enkelte scener, historien er når den er bedst sketchy og man sidder hele tiden og ryster på hovedet. Det er kun ren chokeffekt. Blod, lort, sex, nøgenhed, incest, mord, voldtægt, blottere og kannibalisme er blevet kylet ned i et syltetøjsglas og rystet godt, hvorefter de en for en er blevet trukket frem og sat sammen som et stykke patchwork lavet af en kvinde med Parkinsons i anden potens. Resultatet er, må jeg indrømme, forbandet vidunderligt.

Der er ikke den normale tvang til at følge med i en historie, men derimod frihed til at vælte sig i det bizarre. En af mine ukronede favoritter er filmens kommentator, der med en retarderet stemme forsøger at holde sammen på historien. Ligeledes er moderen, sat i en kravlegård og snakkende om æg i flere minutter, en rolle som filmens verden aldrig har set magen til, hverken før eller siden. Lydsiden består af obskure hits fra 50erne og 60erne. Hold især øje med en scene, hvor den høneelskende søn vist nok lader som om han synger med…..med sit røvhul.

Denne film er IKKE for alle. Rigtig mange mennesker vil synes at den er for elendig til at spilde tid på. Og de vil have helt ret. Skulle jeg vurdere den ud fra de normale filmkriterier, ville jeg give den en halv filmrulle ud af seks. Men for dem, der ynder Ed Wood, filmene fra Troma Entertainment (The Toxic Avenger) og de værste slasher-movies fra 80erne er dette et must. Og på den skala giver jeg Pink Flamingos seks filmruller ud af seks.

Til allersidst vil jeg anbefale Jakob Stegelmanns “Truslen Fra Det Ukendte”, hvis du synes, at denne film lyder som det vildeste, der er sket for menneskeheden siden USA fik en ny præsident.

Hver morgen surfer jeg nyhederne igennem. Politiken, Ekstrabladet og et par gange om ugen Spiegel Online. Og det var netop i sidstnævnte, at den artikel jeg vil snakke om, viste sig første gang. Dog er det den danske version, jeg henviser til. Da linket nægter at funke, så bærer artiklen overskriften “Mange tyske skoler er opkaldt efter nazister”

I store træk fortæller den om de mange skoler i Tyskland, der er opkaldt efter nazister. Derefter kommer nogle eksempler på selvsamme. Det er tydeligt, at der især i Vesttyskland er en del grupper, der arbejder for at få ændret navnene. Og det er her jeg siger: Hvad fanden laver de idioter??

Før jeg kommer videre i teksten, vil jeg trække endnu en artikel frem. I den artikel fortælles der, at det knapt har været muligt at finde sponsorer til fejringen af Knut Hamsun. Grundlaget for dette er, at Hr. Hamsun var nazist-støtte, og lovpriste Hitler. Alligevel er der ingen penge til at fejre en af Skandinaviens litterære giganter. Det bliver åbenbart betragtet som smagløst. Atter siger jeg: Hvad fanden laver de idioter?

Jeg finder denne fornægtelse af historien frygtelig. Både Tyskland og Norge nægter at stå ved, at de har en fortid. Selvfølgelig er hundredvis af mindesmærker, skoler og institutioner opkaldt efter nazister. De knapt femten år var enormt væsentlige for Tyskland, og har givet dem et historisk mærke, der ikke kan fraviges. Ligeledes må Norge acceptere, at en af deres største skribenter altså tog ideologisk fejl. Det rykker ikke en tøddel ved hans bøger. Det bør dog bemærkes, at Hamsuns bekymring over englændernes greb om verden fyldte mere i hans skrifter, end lovprisningen af nazisterne. Men som alle ved, skal der ikke tales ondt om sejrherrerne.

Det er langt fra første gang, at dette sker i Europa. Efter opløsningen af Sovjet og derigennem herredømmet over Østeuropa gik befolkningen amok. Statuer, kunstværker, bygninger blev smadrede, folk blev slået ihjel, institutioner brændt. Der blev drevet klapjagt på enhver, der havde den mindste snert af tolerance overfor det gamle system. Der findes kun få lommer, der stadig viser verden remnanterne af den kommunistiske drøm. Stalin var en diktator af værste skuffe - det er en ting, som de færreste historikere vil modsige mig. Men han var alligevel Sovjetunionens leder i mange år. Det er logisk, at folk efter årtiers undertrykkelse nærer et enormt had mod dem der har kontrolleret, og derigennem er deres destruktion forståelig. Men den er ikke til at undskylde. For gennem den ødelæggelse er noget væsentligt blevet ødelagt.

I George Orwells 1984 arbejder hovedpersonen i Ministeriet For Sandhed. Hans arbejde er at revidere historien løbende. Hvis en person, der en gang var en folkehelt, nu bliver til en forbryder, går han samtlige aviser, filmoptagelser og lydoptagelser igennem, og får det til at se ud som om, at førnævnte person altid har været en forbryder. Med andre ord - han ændrer historien, så den ingen ægte fortid har. Kun en fabrikation af hvad der i dette øjeblik må og skal være sandheden.

Hvad fanden laver de idioter? Når de på denne måde, det være sig tyskere, russere eller nordmænd nægter at se historien for det som den er, så skaber de et stort tomrum. Det er vigtigt at kunne sige til sine børn, når de spørger hvem statuen er, at den forestiller en mand der gjorde frygtelige ting. En mand der ville udrydde et helt folk, eller en mand der ikke kunne tolerere at nogen var uenig med ham. De mennesker skal stå på torve og i sidegader, sammen med de mennesker, vi vælger at kalde helte. Gandhi var rigtig glad for helt unge piger, den måde Mother Theresa brugte sine midler på var ikke helt stueren. Men de accepteres stadig som helte. Og fred være med det. Lad ikke folk snakke ondt om dem. Men LAD den tale ondt om dem, der vitterligt bør tales ondt om. Den bedste måde at gøre det på, er ved at udstille dem til offentligt skue, eller spot og spe om man vil. Ikke rive dem ned, og begrave deres minde.

For det er det, jeg frygter vil ske. Hvem vil huske Stalin eller Hitler om 100 år? Historikerne, bevares. Men hvad med Mette Medium og Gorm Gennemsnit. Bør de ikke også få den korrekte version af historien, fremfor hvad verdens kollektive Ministerium For Sandhed vælger skal være Sandheden. Bør de ikke konfronteres med, at mennesket også kan være modbydeligt? Bør de ikke have lov til at hade, hvad der hades bør, og samtidig vide at de de hader har og bør altid være en del af deres egen historie? Som det gamle ord siger, du skal kende din fortid for at forstå din nutid og skabe din fremtid. Hvad vil resultatet være, hvis ingen til sidst kender deres fortid?

Nazismen og kommunismen er væsentlige perioder i verdens historie. Præcis som Antikkens Grækenland og Romerriget var. Ingen vil vove at smadre genstande fra de kulturer eller hade dem for deres ideologier. Begge de nævnte gjorde ting, der slet ikke kan accepteres ud fra Vestens moralkodeks, men de anerkendes ikke desto mindre. Som det de er. Et stykke af menneskets historie. Og mange husker dem som eksempler på, hvordan man ikke skal leve, og hvad man ikke skal gøre. Det, som der er sket, og stadig sker, i Europa gør desværre det modsatte. Hvis vi glemmer, er vi dømt til at gentage fejlene. Igen og igen og igen.

Jeg fik fat i Niels Dalgaards bog Fra Platon Til Cyberpunk for omkring et halvt år siden, men har først fået den læst nu. Lad mig dog allerede sige her, at den har været det hele værd.

Bogens undertitel er “Science fiction-litteraturens historie”, og det som bogen lover her, holder den faktisk det meste af tiden. De 190 sider (henvisninger samt litteraturlister fraregnet) giver et meget godt billede af, hvordan science fictionen har udviklet sig, og hvilke temaer der har været de fremherskende i science fictions perioder. Bogen er meget overskueligt opbygget, med tydelige kapitler og underkapitler. Fra den spæde start i antikkens Grækenland, til cyberpunkens noget rigide forståelse af hvorledes litteratur skal skrives, underholder bogen og kommer med mange gode informationer. Sproget er enkelt, lige ud af landevejen og de få begreber og fremmedord der anvendes, forklares på en let forståelig måde. I særdeleshed nød jeg meget at læse de dele af bogen, der serøst fortalte om de forskellige redaktørers direkte påvirkning af trends og forfattere. For mig var de afsnit noget helt nyt, som jeg kun havde stiftet perifært bekendtskab med tidligere.

Hvis man ikke kender genren nogenlunde, synes jeg dog ikke, at man skal starte her. Bogen har mange navne og refererede handlingsforløb, der præsenteres som lidt af en selvfølge, og den er enkelte steder indforstået. Er genren en standard i ens bogreol, er dette værk dog et must. Personligt savnede jeg en smule, at Niels Dalgaard have taget et dybere kig på de mange amerikanske (og engelske) tv-serier, der blomstrede fra halvtredserne og frem. Med et så grundigt forarbejde som Niels Dalgaard har gjort, er jeg fuldkommen sikker på, at han ville kunne indarbejde et afsnit om tv-serier uden problemer. Her tænker jeg især på serier som The Twilight Zone, Time Tunnel, The Outer Limits, Lost In Space og Doctor Who.

Jeg tror det meste allerede er blevet sagt tidligere, så derfor bliver min anmeldelse ikke så lang. Jeg vil runde af med at sige, at denne bog er købet værd og den udfylder en niché i dansk faglitteratur, der har stået halvtom i meget lang tid.

Efter en mindre pause her fra bloggen er jeg nu tilbage. Og i dag vil jeg, som vanligt når det handler om “Forfatterliv”, rode lidt i min egen navle med store øjne og let savlen fra mundvigene. Man er vel kun menneskelig siger spejlet selv.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har en kraftig tendens til at være ret morbid, eller ulækker, eller sort eller ubehagelig i de ting jeg skriver - det værende sig noveller eller digte. Og det må vel, dybest set, også være sådan jeg er skruet sammen inden i. Er det godt? Nåh, nevermind. Mit seneste langspyt er en historie, som bevæger sig i et ganske andet terræn, for jeg har faktisk skrevet noget der er ment som humoristisk Ja, hvorfor ved jeg egentlig ikke, men jeg har hørt at man skal prøve noget nyt ind i mellem. Og alt i alt er jeg faktisk ganske tilfreds med resultatet. Du, min læser, kan som vanligt tage et kig her:

http://digte.dk/digte/poem.asp?forfatter=7803&digt=415138

Takker på forhånd og alle de der ting

Titlen siger ikke særlig mange noget, men denne her film er instrueret af Mike Judge. Det navn kan måske få en klokke til at ringe hos nogen. Hos dem hvor den ikke ringer, kan jeg sige at dette er manden som gav os Beavis & Butthead for en omkring 10 år siden, og ligeledes er han instruktøren af “Office Space”

“Idiocracy” handler om Mr. Average, en mand ved navn Joe, som deltager i et militært eksperiment. Dette eksperiment går ganske enkelt ud på at fryse mennesker ned. Hvis alt var gået efter planen, skulle han blot have været frosset ned i et enkelt år, men alt går ikke efter planen. Joe vågner op i året 2505, til et samfund som han ikke en gang kunne have forestillet sig i sin vildeste fantasi. Verden er, i stedet for at blive mere udviklet, stagneret i et kaos af udpræget stupiditet og blind hyldest til den laveste fællesnævner. Faktisk er Joe, med sin IQ på 100, det mest intelligente menneske i verden.

Og hvordan er verden så gået hen og blevet sådan i Idiocracy? Meget logisk. Alle de meget intelligente mennesker begyndte stille og roligt at få færre og færre børn, fordi der ikke lige var tid, eller plads, eller lyst, eller overskud. Hvor i mod at de dumme mennesker reproducerede sig som rotter, fordi de ganske enkelt var for stupide til at overskue konsekvenserne af at få børn. Eller måske var de ganske enkelt ligeglade. Ikke desto mindre er det forklaringen på, at det intelligente menneske er uddødt og hvad verden står tilbage med er white trailer trash og ignorance i ekstremen. Resten af filmens handling vil jeg overlade til dig selv at se - no spoilers here.

Mike Judge er en ganske speciel mand i den amerikanske underholdningsindustri. Da han første gang viste sig (med B&B) blev det klart at hans største publikum var, ja teenagedrenge med alt for meget tid. Office Space, der handler om to fyre som er pissetrætte af at arbejde, trak en kultstatus ud af ærmet. Det lader til at manden (Mike Judge) har specialiseret sig i at pege fingeren mod det amerikanske samfund, og på trods af at det hele er fun and games, stiller han alligevel nogen vigtige problemer op. Er verden virkelig ved at blive dum (Idiocracy), er verden virkelig så træt af at arbejde at den vil gøre alt for at slippe ud af det (Office Space) og er den kommende generation kun interesseret i at tilfredsstille sine umiddelbare behov (B&B). Og dette gør sig ikke kun gældende i Guds eget land, men også i gode, gamle Dannevang.

Til sidst, som en lille bonus, kan jeg fortælle at Fox (som producerede filmen) rent faktisk ikke sendte den til premiere i biograferne, og reklamen for den har også været noget sparsom i forhold til så mange andre film. Hvis du gerne vil se et par klip fra filmen, kan de ses på www.youtube.com , hvis du laver en søgning på “Idiocracy”

Når man som dansker hører navnet Matt Groening, kommer man som oftest til at tænke på “The Simpsons”, måske den længst kørende serie i fjernsynets historie (hvis man ser bort fra Glamour). Den simpsonske familie er kendt over hele verden, og er for folk der er født i sluthalvfjerdserne og firserne nærmest en del af opdragelsen. Dog mener jeg at den vigtigste serie, som er kommet fra Matts hånd er “Futurama”. Simpsons tager sit udspring i forstadsamerika, med en kernefamilie, som så oplever en masse ret underlige ting. Alle afsnit af Simpsons har en hovedhistorie, som bliver supported af en sidehistorie og har en bunke genkendelige figurer. Denne trend i tegnede serier går igen i blandt andet “American Dad” og til dels i “Family Guy”.

Futuramas setting er derimod i år 3000, og har en hovedperson ved navn Fry, som blev frosset ned omkring år 2000. Han er selvfølgelig omgivet af et supporting cast, som blandt andet inkluderer en moralløs robot (Bender) og en etøjet kvinde (Leela). Futurama har ligesom Simpsons en tydelig hovedhistorie i hvert afsnit, med en meget lille sidehistorie. Det som adskiller Futurama i stor stil fra Simpsons er sproget og de mange referencer til fortiden. Man oplever ikke et afsnit af F. uden en sproglig spidsfindighed, eller en joke som hviler alene på at modtageren har et vist kendskab til personer eller begivenheder. Dette medfører dog ikke, at man skal have en mindre doktorgrad for at følge med. Serien er i sig selv meget sjov, og har også en del klassiske gimmicks (fysisk vold, slapstick) til at holde seeren fast i sædet.

Simpsons kører i øjeblikket på sin sæson nummer 18 (dvs, den startede i 1988), og der arbejdes i øjeblikket på en film. Men i mine øjne døde Simpsons efter sæson 13, som var det sidste år af dens storhedstid. I de nye afsnit er der tale om det rene genbrug af ideer, gags og storylines. Hvis man sætter sig ned og ser et afsnit vil man efter maksimum 5 minutter kunne gætte sig til hvad der sker, og de skægge elementer er begyndt at virke søgte. Matt Groening ønskede at stoppe med at lave Simpsons, og i stedet fokusere på Futurama. Desværre ville hans selskab ikke acceptere den beslutning, og bad ham om at fortsætte med Simpsons i stedet. Derfor er der til dato kun 5 sæsoner af Futurama, og chancen for at der kommer flere, er slim to nothing.

Futurama er aldrig blevet sendt i Danmark, men kan erhverves på DVDer, der hver indeholder en hel sæson. Små klip fra serien kan også findes på denne adresse, ved en søgning på ordet “Futurama”: www.milkandcookies.com