Man kan jo altid sige, at visse af disse citater gør ateister lige så snævertsynede som så mange andre mennesker. Men alligevel, så mener jeg at visse af ordene træder frem. Se her:

- When you understand why you dismiss all the other gods, you will understand why I dismiss yours.
- I am against religion, because it teaches us to be satisfied with not understanding the world (og sÃ¥ alligevel…det kommer vel an pÃ¥ hvordan man gerne vil forstÃ¥ verden)
- Religion is regarded by the common people as true, the wise as false, and by the rulers as useful.
- You can’t convince a believer of anything; their belief is not based on evidence but a deep-seated need to believe (gælder det ogsÃ¥ for ateister?)

Dog mÃ¥ jeg indrømme, at de mennesker jeg har mødt, der har været religiøse holder enten helt deres kæft eller bralrer ud med “sandheden”. Det er meget svært at fÃ¥ et religiøst menneske til at revurdere sin tro, for ikke at sige bare at tale om den. Det virker som om de lider af en blanding af skam og arrogance. Skam fordi det er sÃ¥dan lidt underligt at tro her i DK, arrogance fordi de VED at de har ret, og synes det er synd for dem der ikke har set lyset (hvilken farve det nu end har)

NÃ¥, men ikke den store udredning - enjoy

Jeg tager, hver eneste dag, toget til Værløse, hvor jeg arbejder. Derfor læser jeg ogsÃ¥ mÃ¥nedligt DSB’s blad “Ud & Se”. Det er ganske varierende i kvaliteten, men denne gang var det store interview med Wikke & Rasmussen. Hvis du ikke ved hvem det er, sÃ¥ tag et kig pÃ¥ dr.dk/bonanza . De to herrer var blevet mødt i en skurvogn, og det de sagde var ganske underholdende. Indtil jeg faldt ove dette her citat fra Steen Rasmussen:

“Mange folk i din generation er totalt sutsko. De har købt hele pakken, og den har de tænkt sig at holde fast i. Der er en ny borgerlighedstrend, villa, vovhund og treværelses lejlighed til fire millioner kroner. Der er en selvtilstrækkelighed i generationen under vores. Der er, lad os bare sige det, en forkælethed, som gør, at der ikke er den nysgerrighed, som man kunne ønske sig. Hvis vi skal fremad, udvikle os, skabe forandring, skal vi se tingene pÃ¥ nye mÃ¥der, fx ved at anskue verden mindre materialistisk”

Den generation han taler om, er dem midt i trediverne. Og det er sjældent at jeg har set en så utrolig tydelig i et citat. Han siger tingene præcis som de er. Der ER en tendens til at være tilfreds med det man har, uden at sætte spørgsmålstegn. Nej, forkert formuleret. Der sættes af og til spørgsmålstegn, men det er ikke noget man dvæler ved. Enhver der har hørt på venner i den aldersgruppe ved, at der altid er en Christine eller Thomas, der bare ikke er tilfredse, men som samtidig ikke magter at gøre noget ved det. Sikkerhed er cisternen der ikke opfanger andet end dagligdagen. Nyt vand skyller ind over det hele. Og så lukker vi øjnene og smiler.

Aldrende Benjamin Franklin udtalte en gang “Any society that would give up a little liberty to gain a little security will deserve neither and lose both” . Kan man ikke, med lethed, sige at ethvert individ er en del af samfundet og sÃ¥ fremdeles ofte opgiver sin frihed, for at føle sig sikker ? Jeg mener det. Og jeg mener, at det ulykkelige menneske er trÃ¥dt ind pÃ¥ scenen, iklædt kostumet til en frygtelig hovedrolle.

I interviewet fortsætter Steen Rasmussen:

“Den borgerlighedstrend er langt fra den eventyrlyst, som er grundlaget for vores virke. Jeg er snart 60 Ã¥r og jeg er slet ikke færdig med noget som helst. Men det er der folk i generationen under os, som er. De er færdige med det hele. De er nÃ¥et frem i en ung alder.”

NÃ¥r vi ser pÃ¥ skilsmisseraten, og den førnævnte ulykke, er det tydeligt at Steen Rasmussen har ret. De ER nÃ¥et frem i en ung alder. Men, det er ikke alle, der er tilfredse. Ikke længere. Vendinger som “at selvrealisere sig” og “forøge sin viden” slynges rundt. Mange oplever, at det de troede var endestationen i virkeligheden ikke var andet end et ret kedeligt provinstrinbræt lidt uden for Næstved. De rykker videre, de rykker teltpløkkene op og kaster sig med lukkede øjne ud. Og jeg applauderer dem. Det er dem, der vil noget. Det er derimod den anden del, jeg kigger spekulativt pÃ¥. Mange lever med deres valg, selv om hver dag fortæller dem at det var det forkerte. De bliver ved med at gÃ¥ i seng med manden, gøre huset rent, gÃ¥ til svigermors fødselsdag pÃ¥ trods af at alle deres fibre skriger nej. Magter de ikke konsekvenserne af at sige stop?

Det der mÃ¥ske skræmmer mig allermest i dette her er, at nogle mennesker kan være tilfredse. Tilfredse med at blive gift, fÃ¥ en mand/kone, have et pænt hus og fÃ¥ omkring to børn. De mangler intet økonomisk, følelsesmæssigt er de stensat og de kan faktisk se hvor de er nÃ¥r de fylder tres. De er færdige med det hele, som Steen siger. Er det ikke lidt tamt? Mennesket udmærker sig, her pÃ¥ Jorden, ved at være i besiddelse af noget unikt. Nemlig tanken (ja, ok….mÃ¥ske delfiner og chimpanser, men de mangler at bevise det), og igennem tanken evnen til at sige og ændre noget. Være noget andet og/eller mere end deres forældrre var. Er borgerlighedstrenden ved at være sÃ¥ fremherskende, at alt andet bliver set pÃ¥ som underlødigt?

For et par uger siden fjernede regeringen muligheden for, at kunstnere kunne få en slags apanage fra staten. Dog lovede de os alle sammen, at dem der allerede havde fået den, nok skulle få lov til at beholde den. Nu er det sådan, at de penge der gives ud, er en dråbe i det pengehav den danske stat besidder. Bundlinien er klar. Der skal ikke gives penge til kunstnere, de være sig musikere, forfattere, malere eller hvad ellers. Som kunstner er dit produkt ikke ubetinget vurderbart. Ikke som et nybyggeri, eller som en sportshal. Dette forhindrer dog ikke staten i at bryste sig af, når landets kreative kræfter vinder international anerkendelse i Cannes eller Hollywood. At pryde sig med lånte fjer.

Og så slutningen: Wikke & Rasmussen siger fra, ikke i afsky men i undren. Jeg kan følge dem. Desværre ser det ud som om at de har ret. Den verden vi nu lever i, fordrer ikke at mennesker træder ved siden af den tydelige linie. Folk får opfyldt forstadsdrømmen, og bidrager til statens videre beståen. Det er der ikke noget galt i. Velfærdssamfundet har også en ret til at bestå. Men der, hvor problemet ligger er, at det betragtes som den eneste, rigtige måde at leve på. Det bliver snævert. Der er ikke plads til det, der glider uden for de optrukne streger. Signalet vi modtager er, at det er ikke optimalt at tænke anderledes. Det vil ikke give dig noget, hverken i det korte, eller det lange løb. Og du skal ikke forvente at vi støtter dig det mindste.

fik jeg, gennem mit job, fat i sådan et oplæg der bruges til de skriftlige prøver i 9.klasse. Der var nogle ret spændende titler, og jeg hamrende derfor mig selv i selen. Skriv de 6 oplæg, hvor titlerne bruges. I skrivende stund har jeg taget fem og har 1½ time til gode til resten. Men her er så Oplæg 1, for your viewing pleasure. Den endte meget anderledes end hvordan jeg normalt skriver.

Det Ã…r Faldt Sommerferien PÃ¥ En Torsdag

En gang var jeg hende på en måde, som hun ikke selv kunne forstå. Hun prøvede, det er sandt, men måtte allerede give op efter et par minutter. Men jeg kunne aldrig have været , hvad jeg blev, uden at hun i forvejen besad talentet for det. Det var intet unikt talent, tværtimod bare noget som nogle mennesker har og andre ikke. Det lå som en blød kugle i hendes inderste, men det var en kugle der langsomt hærdedes, mens jeg så til.

Det år faldt sommerferien på en torsdag, en højsommereftermiddag fyldt med løfter lokkede ude på fremtidens plettede himmeltæppe og hun gik hjem i et tempo, der var en anelse hurtigere end hendes normale. Allerede der tittede jeg frem som en klassisk trold af en æske og dukkede hovedet helt ind i kernen af den sveddråbe,der løb ned mellem hendes brunede bryster. Følte hun det anderledes? Jeg tror det ikke, men der var jeg ved at blive hende. Hun havde lige haft sin menstruation, den sædvanlige slags med kramper og fontæneblod, men nu var den borte og havde kun efterladt hende i stemning af åbenhed.

Hendes fornuftige og meget flade sko klikkede op og ned mod asfalten, mens jeg så til. Jeg ventede med tilbageholdt åndedræt og skød så en føler ud gennem hendes blodårer. Den venstre arm løftede sig tøvende, uden at hun ænsede det, for hendes blik var fæstnet på et stort minde fra for tre dage siden. Skævt stirrede jeg endnu et blottet øjeblik , før de fingre der nu var mine, knappede den øverste knap i hendes kjole op. Var jeg en sygdom? I så tilfælde en af den slags, der altid blot har afventet det rette øjeblik. Fra min arm gled jeg længere ind i hendes kød og med et kunne jeg mærke den sveddråbe, jeg først havde indtaget, nu kølnedes bort fra min hud af den varme vind.

Det var hende selv der inviterede i mandags, da lyset blev tændt og hendes øjne blev tændt op i sig selv på vinduesruden.

Optændt af min succes, gled jeg som drivtømmer over hendes bryst og greb fat i højre arm. Fingrene kravlede hurtigt op til halsens kurver og kærtegnede rødmende det skælvende kød under mine fingres spidser. Stadig ænsede hun ikke at det nu var mig, der ejede hendes overkrop i mit grådige, men varme greb. Jeg steg og faldt i takt med hendes åndedræt, som jeg sekundet efter tog i min favn. Mine umalede læber sukkede med en glød, som hendes stemme aldrig havde kendt. Hendes ben bar os stadig ned mod det sted, hvor hendes bus snart ville komme kørende. Under kjolens gule stof stivnede mine brystvorter som romerske høje og med kildrende hænder trak jeg ned i kjolen, så det lette materiale gned frem og tilbage mod min følsomhed.

Da spærrede hun sine øjne op og så ned på mig. Jeg kunne føle hendes skrig i min strube, men hun kunne ikke trænge igennem og med et vrid af mit håndled tog jeg hendes syn som mit eget. Det krampede i hendes underliv, men jeg hviskede til hendes indre og fugtigheden steg op mellem hendes læber som stikkende perler på en snor. Gjorde jeg noget forbudt? Hvis jeg gjorde, var det kun fordi hun selv havde kaldt på mig med en tavs røst. Kun hendes ben var hendes egne nu. De var kølige, min overkrop næsten smeltende og hun slog hælene i de grå fliser. Mit lange, mørke hår i hestehalen kastedes bagover, men det var umuligt for hendes ben at bremse det der var mig.

Jeg tilbad hendes højre ben, og det blev mit på denne sommerdag. Hendes venstre ben var lige ved at vælte, men jeg tog det ind til mig og vuggede det så stille til ro, at dets tavshed blev et kor af brændende stemmer. Der blev stille. Og så stod jeg der, en krop af ild, og så på det der var blevet til. Jeg nød at jeg var til, til at nyde og min form var en sol i universets centrum. Mit åndedræt lød hæst i min strube og jeg vendte siden til den grå bane, hvor bilerne kørte hurtigt forbi. Min pande lænedes mod den kolde metalstang, hvorpå skilte med bussernes afgangstider var påhæftede. I min hjerne blev det fjerne stål til glat kød og min ene hånd lukkede sig hårdt om den høje pæl. Min anden hånd løftede kjolen til over min navle og gled ind under det inderste stof.

Det var kun sekunder, der adskilte min hånd fra de inderste eksplosioner og knapt havde jeg berørt den hylende vådhed, før kulde og varme skød som lyn i alle mine nervetråde og fik mit sind til at eksplodere i en stjerneregn. Græd jeg? Tårerne sprøjtede ud af mine øjne, sammen med en rallende hvinene fra bunden af mine lunger, og mine ben eksede under mig. Men stangen holdt mig stående. Sløvt åbnede jeg mine øjne og kiggede ind i ansigtet på en gammel mand, der fra busskuret havde set til med åbne øjne og raspende åndedræt. Et træt smil viste sig på mit ansigt og jeg trak hånden bort fra stoffets gennemblødthed. Han blev blot siddende, mens jeg aede ham over kinden med håndfladen og efterlod våde streger i hans grå skægstubbe. Og da forlod jeg hende, som en ånd med smilende læber. Mens jeg krøb helt bort i hendes sveddråber igen, kunne jeg høre hendes plaprende tunge forklare det der ikke kunne forklares og hun fortsatte sine tårer som mine egne.

En gang var jeg hende på en måde, som hun ikke selv kunne forstå. Og når hun tænker tilbage på det, ryster hendes krop af skam og benægtelse. Det år faldt sommerferien på en torsdag. En gang var jeg hende på en måde, som hun ikke selv kunne forstå. Og det er mig hun drømmer om om natten.

Jaja, det her er sgu nok sagt mange gange før, men hey. Gentagelse er papegøjers og menneskers lod. Men, igen. YouTube. Jeg har aldrig tidligere gjort det store i det, men her de sidste par dage tog jeg en gang hardcore surfing derinde, og efter omkring en 30 minutters tid var jeg ved at forgå i et dybfrossent inferno af tårer, hovedrysten og sørgmodig latter.

99.8 % af Youtube består af en flok hjernelamme narrøve, der har et webcam og udbreder sig om alting. Lige fra deres enorme glæde over at de har købt en ny tube tandpaste og til hjerteskærende tilståelser om utroskab med naboens hund. Det er simpelthen det glade vanvid. Retrospektivt, igennem menneskehedens historie, har netop 99.8% af verdens befolkning været dem der fik hjulene til at køre rundt. De var og er dybt nødvendige for at samfundet (halleluja) kan bestå. Men det gør dem ikke til store tænkere, eller til spændende mennesker. Der er ingen reformatorer her, ingen revolutionære, ingen genier. Og det er okay. Det er ikke pinligt nødvendigt, at alle mennesker skal være noget stort. Nogle gange må man acceptere, at man blot er ham der tørrer røv på de gamle eller hende der sælger dagcreme i Matas. Det gør ikke en til et dumt menneske, eller til et mindre menneske. Det gør en til et normalt menneske. Med normale meninger. Og normale reaktioner. Youtube fostrer der i mod tanken om at alle mennesker har noget relevant og vedkommende, nyskabende og interessant at sige, og sådan forholder det sig bare ikke. Javist, der er et ord om at alle mennesker er unikke. Der er også et ord om, at Gud skabte universet på syv dage.

Hvor mange timer kan man bruge på at lege voyeur og stirre ind i andres liv? At dømme ud fra Youtubes popularitet, må det være en masse. Det får mig selvfølgelig til at tænke. Det moderne menneske (aaaah, en floskel) kan åbenbart ikke holde ud at stirre alt for meget på sig selv. Eller tage en dyb interesse i sit eget liv. Jævnfør her mit indlæg om Paradise Hotel. Er det fordi det er lettere at kigge på små videoer end at tage et godt kig i sit pas og huske på hvem fanden man egentlig er i den der verden, vi har lige udenfor vinduerne. Hvis det forholder sig sådan, hvorfor vælger så mange så at filme sig selv mens man udbreder sig om alt og ingenting. Hvad får folk til at tænde det kamera, plapre løs , og derefter kigge på deres egen video med et smil, klikke på musen og rykke direkte ind i andre menneskers eksistens. Der er en logisk brist her. Eller også er der noget meget værre. Nemlig, at folk for enhver pris vil promovere sig selv uden at vide hvad det egentlig er de har at tilbyde. Hvis man råber højt nok, kan man jo heller ikke høre stemmer der hvisker i mørket.

Det sjove er selvfølgelig, at ved at skrive dette indlæg kaster jeg mig selv ind i mængden af ligegyldig information, den selvsamme mængde, som jeg lige har undret mig så kraftigt over. For det samme gør sig jo gældende, når man snakker om blogs. Der findes blogafhængige mennesker, og Youtube-afhængige mennesker. Folk der ikke kan leve uden andres liv er en del af deres liv. Andre mennesker, som de ikke kender og aldrig vil komme til at kende, er en del af fundamentet i hele deres væren. Den tanke alene får mig til at blive oprigtigt bange.

Hvis du har læst det her til ende - så har du sandsynligvis spildt din tid. Jeg nærer ingen illusioner om, at jeg er en af de 0.2% af menneskeracen, der virkelig kan gøre en forskel. Derfor er der heller ingen afslutning på dette her indlæg. Ingen bevingede ord. Du har blot, med stor sikkerhed, mistet nogle minutter af dit liv.

Nu har jeg siddet og glanet på et par stykker der mimrer om Jane Austen og hvor svær og tung hun er. Jeg må indrømme, at jeg er målløs. Jane Austen er ganske ligetil, hvis man lige husker på at bogen har mere end hundrede år på sin upperclassrøv. Man brugte andre vendinger den gang, andre måder at sige tingene på, og ja det kan da være en kende umuligt for det utrænede øje. Men sat i forhold til bøger af Conan Doyle og Stevenson er Austen lige til at pløje igennem. Jeg læste den, da jeg var atten og igen da jeg var 28. Måske er det fordi, at jeg er mand, men den er ikke blevet bedre. Det er noget hø, og pisseelendigt for nu at være ærlig. Den kan kun appellere til knudrede ungmøer, der ikke kan håndtere livet i dette århundrede, men ønsker sig tilbage til en tid, hvor rollerne mellem kønnene var stærkt optrukne og alle og enhver kunne fatte dem. Sådan er det bare ikke længere. En del af kvindefrigørelsen er også at acceptere at man har fået de samme rettigheder og pligter som manden. No more, no less. Er det virkelig så svært?

Well, efter jeg havde skrevet mit sidste indlæg, gik jeg ud på forsiden for at at se hvad der ellers skete, og mit blod frøs til grødis.

Et indlæg fra Paradise Hotel havde modtaget 150 kommentarer, og guderne (helst de romerske) skal vide at det indlæg ikke havde de store nyheder. Jeg ryster på hovedet, undrer mig voldsomt og tænker mit, som jeg så alligevel fortæller. Siden årtusindeskiftet har realityshows ligget tungt på skærmen som den babylonske hore, og nu er vi så nået til make-up reality shows på hele sendefladen. Det irriterer mig grænseløst og gør ondt i min ganske dødelige sjæl.

Prisen for at blive kendt er noget mere end 30 sølvmønter, men alle betaler. Tilfældigvis er en person blevet givet et attraktivt udseende og derfor er det en billet til tinderne. Whatsthematterhorn, med tanke tilbage til glorværdige Ducktales. Konceptet bag et show som Paradise Motel (pun intended) er tyndt som en fyrreårig luder, men alligevel glor folk. Der er intet nyt i dette indlæg, blot en indre smerte over hvor let det er få mange folk til at stirre på indholdsløshed. Den momentane tilfredsstillelse og spænding givet væk i forhold til det varige. Det er så let, og det ved dem der underholder. Jeg savner og ønsker sådan, at der ville være noget ud over dette direkte tidsspilde. Jeg ved det er en utopi. Men hvad er der galt med rent faktisk at se en film, der giver en tanker. Hvad er der galt med at tage et kig på et fjernsynsprogram, der har et impakt af længere varighed end en mand med udløsningsproblemer. Det får mig til at lyde ret snobbet. Intellektuelt snobbet, hvad der er den værste ting. Og måske er det lige hvad jeg er. Ikke at jeg mener at alle der ser serier og reality er nogle fucking idioter uden hjerne. Jeg savner bare at det var noget, man gjorde for sig selv og for at slappe af. Ikke noget, som man skulle blæse op til at være de vises sten eller midten af en diskussion på arbejdet. Lad det være underholdning. Lad det være en hvile for sindet. Og lad det være ved det. Intet mere, intet mindre.

Jeps, jeg har været længe væk her fra bloggen grundet manglende tid og alle de der floskler, men her er jeg så igen for at berette om en utrolig hændelse, der skete tidligere i mit liv. For at være helt præcis, så for omkring 6 timer siden. Jeg kan se at du allerede er spændt.

Efter at have været en kende irriteret i et stykke tid over, at en bunke møl var flytte ind i mit køkkenskab (helt konkret var de flyttet ind i en bunke ublegede kaffefiltre) tog jeg mig selv i den gode nosse, rankede ryggen og gik i gang med at ryde det hele ud, og tørre det og sådan. Det gik alt sammen meget fint, lige indtil jeg tabte en dåse hakkede tomater og skulle samle den op. Selve opsamlingen gled problemfrit, men da jeg rejste mig op, slog jeg hovedet op i skabslågen. For at være helt fair her, så bør det nok nævnes at mine køkkenlåger er grumt halvfjerdserbrune. Dog har min forgænger i residentet her valgt at tilføje nogle skarpe metalkanter hele vejen rundt i kanten på lågen, og det var en af dem som tampede ned i mit kranie. Jeg svovlede og bandede, men kastede kun lidt med de flåede tomater, som jeg stadig holdt i hånden. Men egentlig, så gik jeg bare videre med at rydde op i skabet. De møl skulle ikke tro at de kunne vinde så let. Så, jeg fortsatte et minut eller to, før jeg opdagede at mine briller klæbede godt til mit ansigt, som egentlig også føltes lidt varmt ved den ene tinding. Så jeg kiggede mig selv i spejlet:

….ekspedition ind i nettets dybder, faldt jeg over følgende bid animation. I al sin enkelhed er den ganske imponerende, og selvom der sandsynligvis ikke er det store eller nye i den, sÃ¥ tag alligevel at give den et kig.

http://www.devilducky.com/media/55318/

cheers

…for pengepungen er solid og fyldt helt med kontanter.

Anyway - december er endnu engang faldet ned over landet som en lang vintermÃ¥ned, og folk i horisonten pendler fra dit til dat og køber gaver ind og bager juleknas og hÃ¥ber at pakken fra farmand ikke er alt for blød. Blot ikke jeg. I min verden har december altid bare været endnu en mÃ¥ned, med 31 dage, og den der juleting 3/4 dele inde var blot noget der fulgte med. I Ã¥r til jul bliver jeg heldigvis hjemme her i Kbh. SÃ¥ slipper man for at tilbringe en aften sammen med den del af sin familie, som man mest af alt mener nedstammer fra sumpaberne pÃ¥ Sumatra. Man skal ikke sidde og smile venligt, mens onkel river om sig med sine rabiate meninger om kvinder og “fremmedarbejdere”, og det er heller ikke nødvendigt at fylde sig selv til randen med fedt og sukker.

Jeg hader ikke julen, ligesom at jeg ikke hader den asfalterede Nørrebrogade. Det er blot noget som er der. Og det er da godt, at der stadig er folk som kan se denne tid som noget helt specielt. Nogle af dem påtager sig en glæde som de ikke har, mens andre rent faktisk er kommet in the spirit of the season. De køber gaver, smiler stort over Absalons

Hemmelighed og ser faktisk frem til at samle familien omkring træet.

Traditionelt er julen hjerternes fest, men i mit private univers er min familie (mestendels) ikke dem som stå mit hjerte nærmest. Det er tværtimod mine venner, som jeg selv har valgt og som efterhånden har fulgt mig hele mit voksne liv. Det kunne være at den gode julefornemmelse ville indfinde sig, hvis jeg vidste at det var dem som jeg skulle tilbringe en aften med, og ikke alle mulige tilfældige mennesker, som jeg rent tilfældigvis deler gener med.

“Men det er jo kun den ene gang om Ã¥ret” lyder det fra kulissen. Det er korrekt, det er kun en gang om Ã¥ret - men det er fødselsdage, jubilæer, graduationer og forstavelse-bryllupper ogsÃ¥. Der er vel et punkt, hvor man mÃ¥ gribe sig selv i maveflæsket og sÃ¥ kigge pÃ¥ hvor mange “ene gange” man gider at bruge sin tid pÃ¥. Jeg har valgt julen fra, fordi den ikke siger mig meget, og vil hellere troppe op pÃ¥ den fædrene gÃ¥rd nÃ¥r det drejer sig om en person, der virkelig stÃ¥r mig nær.

Endelig fik jeg brugt det udtryk - jeg føler mig helt ungdommelig og rødkindet.

Arbejdets årlige julefrokost gik i sving, og jeg havde valgt at lave lidt spas på langsiderne. Nogle få af jer ved måske at jeg var i Edinburgh i efterårsferien, og der blev der købt en kilt med tilhørende hvide knæstrømper. Jeg havde ikke lige haft nogen mulighed for at bære den, men nu skulle det så være. Så fro troppede jeg op med førnævnte klædegenstand svøbt om livet og udslået hår. Reaktionen udeblev heller ikke, og det var lige fra undren til komplimenter og så videre. Og så gik julefrokosten som den slags nu gør. Hele det her show fik mig nu til at overveje noget.

Eftersom reaktionen var positiv hele vejen rundt, så undrer det mig hvorfor andre mennesker ikke bare en gang i mellem giver los i traditionerne. Dette gælder i særdeleshed mændene. Overalt var der pæne, hvide skjorter kun afløst af en smule farve. Det er ikke fordi, at jeg vil smide mig selv op på et piedestal, men det får mig til at kradse mig i hovedbunden. Her er en mulighed for at te sig åndssvag, det er en julefrokost hvor nærmest alt er tilladt og hvor meget alligevel er glemt den næste dag. Så hvorfor graver herrerne ikke i deres gemmer, og finder de der bukser frem, som de altid har syntes var fede, men som de aldrig har båret fordi det er en smule ud over konventionerne. Eller, sagt på en anden måde: Hvorfor skal mænd være så kedelige at se på?