URBANblog

Skrivning 36: Om Januars Produktion

Efter jeg forlod digte.dk her pr. 1. januar, har hele min måde at arbejde med tekster på ændret sig. Der er ikke længere en paraply af stress, fordi jeg skal nå at skrive det og det i de små lommer af tid, jeg har til min rådighed. Fra at være en jævn dryppen, har det ændret sig til en periode stilstand efterfulgt af en periode hektisk aktivitet, hvor der kan skrives op mod 5 A4-sider på en enkelt dag. Alt i alt har det givet mig en anden ro omkring hele skriftkonceptet. Anyway - det er lykkedes mig at skrive en del alligevel:

Træk! (Science Fiction, 1800 ord)
Je Ne Sais Quoi (Besynderlig, 2200 ord)
Kali Siger (Realisme, 1700 ord)
Jeg Ved Det (Noget Absurd, 2000 ord)

Nu må jeg så se, om jeg kan holde dampen oppe i årets korteste måned.

Sys Bjerre - Gør Det Selv

Efter sommerens landeplage, “Malene”, har jeg længe gået og studset over det såkaldte nye håb indenfor dansk musik, nemlig Sys Bjerre. Derfor har jeg langt om længe fået hørt hele den nye CD igennem.

Der er 12 numre på CD’en - deriblandt de to store hits “Malene” og “Kegle”. Allerede halvt inde i den første gennemhøring af Gør Det Selv, går det op for en, at der er blevet gjort noget ved musikdelen. Det virker som om at der er blevet stræbt efter kun at danne en semi-homogen lyd, fremfor at placere Sys Bjerre i en pop, electronica eller rock-kasse. I sidste ende må mærkaten pop nok fæstnes på albummet. For selv om musikken er varieret, er der alligevel ingen skævhed i den. Øret udfordres ikke, og har man hørt de første 30 sekunder af en sang kan man uden at blinke gætte sig til resten. En gennemgående trend lader til at være, at der er to kernevers, så et mellemspil der twister versene en smule musikalsk, og så en tilbagevenden til kerneversene. Det gør det ikke dårligt, men gør heller ikke ligefrem at man krummer tæer i ekstatisk forventning.

Teksterne er udmærket skruet sammen. Men de handler allesammen om det frygtelige liv, som en ung kvinde fører i dagens Danmark. Om hvordan det er at være forkert, hvordan det er at kede sig sammen med kæresten, hvor hård kærligheden er, hvad man skal gøre med drømmene. Teksterne indeholder ingen kant. De er dybt forudsigelige, og tendenserer endda mod en kvindschauvinistisk holdning. I Sys Bjerres tekster er mænd generelt dumme, kedelige, onde, utro og kiksede. At høre på teksterne er som at se en reklame med Niels Olsen, hvor han bærer sit eget brød, på repeat. Dette vil uden tvivl appellere til en meget bred skare af kvinder, der bare synes det er lidt fedt. Det værste øjeblik er dog hendes “Lille Pige”, der handler om anoreksi. Ikke nok med, at det er et fortærsket emne, Sys Bjerre serverer det heller ikke særligt nytænkende. Det virker mest af alt som om, at der skulle være plads til en “seriøs” tekst mellem alle de lidt blødere. Visse af teksterne, såsom nummer 9 “Pik” og nummer 8 “Hjerte Rimer På Smerte” skal nok blive nogle solide hits, lidt i stil med Meredith Brooks “Bitch” fra 1997.

Sys Bjerres stemme er derimod god - den lidt spinkle pigeklang redder nogle af teksterne halvt, og sikrer at sangene ikke er fuldkommen blottede for liv. Stadig står “Malene” som albummets bedste nummer - og nok også det, der vil blive husket i årene frem.

Som en samlet vurdering giver jeg Gør Det Selv *** ud af ******

Skrivning 35: Om Tre-Fire Meget Forskellige Ting

Så er januar godt i gang, og ligeledes er jeg. Min første novelle “Træk!” er færdigskrevet og afsendt til SFC, sammen med en ældre sag med titlen “Forræder”. Så arbejdet skrider frem.

Desuden har jeg lige deltaget i en spøjs konkurrence på en amerikansk side, hvor man skulle skrive 250 ord ud fra et billede. Jeg skriver meget sjældent på engelsk - men det skulle jo prøves. Om min lille historie “Reality Check” så funker, må vise sig.

Jeg har ansøgt om at blive optaget på fyldepennen.dk, men nu efter næsten 14 dage, er min ansøgning stadig ikke gået igennem. Ret irriterende, da jeg havde planlagt at deltage i en konkurrence, hvor man skulle skrive en kontrafaktisk historie. De næste par dage burde afsløre, om det bliver til noget.

Som nogen ved, er jeg officielt færdig på digte.dk. Min sidste handling var at lægge 100 publikumsfavoritter fra de mange år derinde, ud igen. Så kan de få lov til at stå der og drive den af, til solen bliver sort. Men det var sjovt at se, hvor meget jeg har udviklet mig på de år.

Og så alligevel ikke den sidste handling. Min allersidste handling var et stykke skrift - som nu også kommer her. Enjoy!

—————————————————

Gravskrift Over Digte.dk

Digte.dk, sitet der i 10 år havde været vækstgrundlag for en kommende generation af skribenter, døde for omkring 6 måneder siden af et alvorligt tilfælde af udvanding.

I begyndelsen var sitet nyt og friskt, det tiltrak mennesker fra nær og fjern, og snart taltes antallet af vordende forfattere i fire cifre. Der var megen produktivitet, så meget at digte.dk måtte bortlægge sit oprindelige princip med at godkende hvert enkelt stykke tekst, før det blev publiceret. Arbejdsbyrden havde ganske enkelt vokset sig for stor, og sitet blev mere eller mindre overgivet til dets brugeres nåde. Måske var det allerede her, at de første tegn på dødsårsagen nogle år senere, viste sit grimme ansigt.

Antallet af digte og finurlige stykker kortprosa eksploderede. Mange dygtige folk kom til stedet; folk der ville prøve at nå noget med deres skrivning og vokse gennem de kommentarer de fik fra ligesindede. Og der blev udvekslet meninger om poesi på tværs af sådanne ligegyldige barrierer som geografisk placering, alder, køn og mængden af talent. Alligevel stod det klart, at en stor del af de mennesker, der ikke alene brugte deres tid på at skrive, men også på at debattere, havde noget på hjerte. Diskussionerne nåede voldsomme højder. Nogle gange blev de for meget, men de fleste gange indeholdt de små kerner af original tænkning og et brændende ønske om at vende forskellige sager, både for sagernes egen skyld, men også for at kunne bruge resultaterne til noget. Kommentarer fløj rundt mellem profilerne, enkelte digte blev diskuteret i dybden og der var plads til de mange forskellige personligheder, som sitet uundgårligt havde tiltrukket. Digte.dk virkede stærkt, men snart skulle det vise sig, at en sygdom havde luret i dets bug.

De første svækkelsestegn kom, da foraet “time-out” opstod. Nu kunne hele tråde stemmes bort til en tidlig død. Og det skete. Mange af de ting, der blev stemt bort, fortjente deres skæbne. Men også vigtige diskussioner og meninger røg under kniven. Det var muligt, at digte.dk indså, at dette blot ville forværre tilstanden, og foraet blev aflivet. Til gengæld opstod ideen om moderatorer. At visse mennesker skulle kunne sige hvad der var okay, og hvad der ikke var. Hvis digte.dk blot havde kendt konsekvensen af den handling.

Mange af de mest sprælske personligheder, og største talenter forsvandt fra sitet. Ideen om, at man skulle kunne give kreativitet og ytringsfriheden mundkurv på, faldt i meget dårlig jord. Med de mange dygtige folk, der forsvandt, forsvandt også mange af de specielle og givende situationer og diskussioner. Nogle af de folk, der forsvandt, fjernede ganske enkelt deres profil. Andre forfaldt til tavshed og fjernhed fra sitet. Digte.dk’s livsnerve var blevet ramt på det værst tænkelige sted.

Der kom stadig nye folk til, og mellem de nye var der også nye talenter. Dygtige skribenter, der gerne ville noget. Men de manglede det, som andre før dem havde haft. Et levende og aktivt site, der kunne tage hånd om dem der ville noget. Dem der kunne og måtte, fordi det var umuligt andet. Mens dette stod på, forsvandt endnu flere af dem, der havde gjort sitet til andet end et opbevaringssted. Nogle af dem forsøgte desperat at råbe resten af digte.dk op, men enten blev de overhørt, eller også blev de modereret bort. Tolerancen for det abnorme, det anderledes dalede og sammen med det, de vigtige og livgivende debatter. Digte.dk dykkede ind i resterne af det der havde været. Der blev stadig givet meninger til kende, men oftest var de vage, rosende og uden at forholde sig til de vigtigste aspekter af hele konceptet bag at skrive. Folk samlede sig i grupper, der udelukkende holdt sig til hinanden.

Men digte.dk kæmpede videre på lånt tid. Den sidste bastion var de mange fora. Desværre var det alt for sent. Indlæg lå ubesvarede hen i ugevis, desperate forsøg på at diskutere litteratur blev overset og kritik-forum forsumpede i enkelte personer, der for hver ny ting de skrev, også skrev et indlæg hvor de ønskede sig kritik. Fjendtligheder opstod, smålighed og ligegyldighed blev dagsordenen og til sidst opgav digte.dk ævred.

Begravelsen blev forbigået i stilhed.

Skrivning 34 - Om Sidste Års Produktion

Nu hvor 2008 er helt borte - og min profil på digte.dk er ganske ryddet, tænkte jeg at jeg hellere måtte skrive en liste over årets produktion. Både så jeg kan kigge lidt på, hvad der er sket - og så jeg har en anelse om, hvad der egentlig kan formåes på et år. Det jeg skriver er “kun” de store tekster - så digtene og lignende er ikke medregnet. Anyway - here goes:

Januar
Migration (1900 ord, socialrealisme)
Simulation (2400 ord, science fiction)

Februar
Doktor Andersen (6500 ord, absurd realisme)
Orakelmageren (poesikreds, fantasy)

Marts
When The Musics Over (7700 ord, humor/science fiction)

April
Der Er Engle Nok Til Alle (14200 ord, gyser/splatter)

Maj
Moffe (8200 ord, humor)

Juni
Manden, Der Ville Være Gud (13200 ord, humor)

Juli
Forræder (2300 ord, science fiction)
Bogen (1600 ord, socialrealisme)

August - November
Akilles Selv (over 100.000 ord, zombie/splatter)

September
Replika (1900 ord, socialrealisme)

Oktober
Når Skibet Lægger Fra Lejet (2100 ord, socialrealisme)

November
Vi, Der Skummer Fløden (7300 ord, science fiction)

December
Eventyret Om Historien (1600 ord, eventyr)
Spillemaskinen (4400 ord, absurd realisme)

Well - alt i alt et meget produktivt år, hvor jeg selv synes der har været to svage historier, og resten er fra middel og op. I skrivende stund er jeg i gang med det nye års første novelle, så alt flasker sig.

Cheers

Årets Første Bog

Jeg fik fat i Niels Dalgaards bog Fra Platon Til Cyberpunk for omkring et halvt år siden, men har først fået den læst nu. Lad mig dog allerede sige her, at den har været det hele værd.

Bogens undertitel er “Science fiction-litteraturens historie”, og det som bogen lover her, holder den faktisk det meste af tiden. De 190 sider (henvisninger samt litteraturlister fraregnet) giver et meget godt billede af, hvordan science fictionen har udviklet sig, og hvilke temaer der har været de fremherskende i science fictions perioder. Bogen er meget overskueligt opbygget, med tydelige kapitler og underkapitler. Fra den spæde start i antikkens Grækenland, til cyberpunkens noget rigide forståelse af hvorledes litteratur skal skrives, underholder bogen og kommer med mange gode informationer. Sproget er enkelt, lige ud af landevejen og de få begreber og fremmedord der anvendes, forklares på en let forståelig måde. I særdeleshed nød jeg meget at læse de dele af bogen, der serøst fortalte om de forskellige redaktørers direkte påvirkning af trends og forfattere. For mig var de afsnit noget helt nyt, som jeg kun havde stiftet perifært bekendtskab med tidligere.

Hvis man ikke kender genren nogenlunde, synes jeg dog ikke, at man skal starte her. Bogen har mange navne og refererede handlingsforløb, der præsenteres som lidt af en selvfølge, og den er enkelte steder indforstået. Er genren en standard i ens bogreol, er dette værk dog et must. Personligt savnede jeg en smule, at Niels Dalgaard have taget et dybere kig på de mange amerikanske (og engelske) tv-serier, der blomstrede fra halvtredserne og frem. Med et så grundigt forarbejde som Niels Dalgaard har gjort, er jeg fuldkommen sikker på, at han ville kunne indarbejde et afsnit om tv-serier uden problemer. Her tænker jeg især på serier som The Twilight Zone, Time Tunnel, The Outer Limits, Lost In Space og Doctor Who.

Jeg tror det meste allerede er blevet sagt tidligere, så derfor bliver min anmeldelse ikke så lang. Jeg vil runde af med at sige, at denne bog er købet værd og den udfylder en niché i dansk faglitteratur, der har stået halvtom i meget lang tid.

Skrivning 33: Om 2008….og 2009

Det er så populært at se tilbage på året der gik. Derfor må jeg hellere forsøge mig med noget, der er populært…det er ikke min stærkeste side, men hey - det er ikke fordi Nobel kigger alligevel.

2008 har været et godt år på skrivefronten. I de første måneder fik jeg antaget to stykker kortprosa, Partycake Mix og Roadmaster i magasinet Reflex. De to stykker tekst var skrevet året før, da jeg holdt mig selv i selen med at skrive historier ud fra gamle reklamer. Roadmaster har desuden været et meget stort hit til oplæsninger. Bladet kan downloades fra ovenstående link. Med dem godt afsted, virkede det lidt som om, at nu kunne der ske et eller andet.

Det et eller andet skete så oveni hinanden. Over foråret fik jeg at vide fra to forskellige kanter, at jeg havde fået antaget fire noveller. Den første var til antologien I overfladen - Lige under overfladen 2 som blev udgivet af Science Fiction Cirklen . Jeg var overrasket, da det viste sig at være historien When The Musics Over, der var blevet valgt. Selv havde jeg tænkt den som alt for useriøs, men åbenbart vandt den alligevel i sidste ende. Jeg har fået mange roser for den historie, i særdeleshed over det faktum at det var lykkedes mig at skrive science fiction, der samtidig var humoristisk. Anden novelle, Eternity Is For Everyone, blev antaget samtidig, og blev min første historie på tryk. Den var i Proxima nummer 87, der er Science Fiction Cirklens ene medlemsblad.

De to andre historier blev antaget en uge efter, at SFC havde sagt ja tak. Det var forlaget H.Harksen Productions , der tog novellen
Der Er Engle Nok Til Alle til den kommende gysersamling, samt novellen World Wide Web til den kommende horrorsamling, der som overordnet emne har Cthulhu-mytologien fra H.P.Lovecraft. Den første samling skulle være udkommet den 1. december, men er desværre blevet udskudt. Det ser dog ud som om at de begge vil komme i det nye år.

Imens alt dette ske, skrev jeg pænt videre inde på digte.dk. Dog havde jeg tidligere på året skrevet min mening om stedet, som det var blevet, og dette havde en direkte effekt på mine kommentarer. Der kom faktisk ingen. Men digte.dk gjorde for mig det sidste, og jeg fik skrevet Akilles Selv, tredje del af zombieromanen, færdig. Og med den ude af systemet, var digte.dk faktisk også ude. Pr. 1.januar vil jeg ikke bruge sitet synderligt aktivt, og kun fastholde en lille bunke ting, der har været “publikumsfavoritter”. Det er en afslutning på 4½ år af mit liv som skribent, men jeg føler egentlig ikke sorg. Måske er jeg bare kommet videre.

Ved siden af skrivningen er jeg også medlem af anmelderkredsen på Metrord, og nåede i løbet af året at anmelde seks bøger. Det har været rart at mærke, hvad der rørte sig i undergrunden, og selv om ikke alt jeg har læst har været det rene guld, har niveauet været pænt. I skrivende stund har jeg en bog liggende til anmeldelse, men håber at der kommer flere ind gennem brevsprækken.

I sommers var der Ord Under Himlen - og det var faktisk meget godt at komme ud at læse op. Som nogen ved, dannede jeg uforberedt par med Brian P.Ørnbøl , og stod der med øl, tekst og en overraskende mængde mennesker, der gad høre på os. Dog fandt jeg endeligt ud af, at jeg nok ikke er digter, men prosaist. Der kommer stadig, med mellemrum, digte fra mig, men de bliver færre og sjældnere. Det er dog lidt en ulempe. For næsten al oplæsning er jo anlagt til tekster, der tager ca. 55 sekunder at læse op. Men hey - det går nok altsammen. Udover det i sommer, nåede jeg i Underskoven et par gange. Den ligner mere eller mindre sig selv. Indledning og afslutning er i hvert fald præcis det samme.

2008 var også året, hvor jeg endelig slog mig på “bestilt arbejde”. Dvs. konkurrencer, hvor man kan skrive om noget bestemt, og så ellers håbe på det bedste. Udover de allerede nævnte noveller, er det blevet til et par stykker til. Når Skibet Lægger Fra Lejet, til Århus Havns novellekonkurrence (ikke kommet gennem nåleøjet). Vi Der Skummer Fløden, til konkurrencen om Dansk SF-Pris 2008 og Eventyret Om Historien til ABZebras eventyrkonkurrence. Hvordan de farer, må fremtiden vise.

Sidste nye, der kom her i december, var at SFC ønskede at samle de bedste historier fra deres to antologier, og oversætte dem til engelsk. Det betyder altså, at When The Musics Over lander på det amerikanske marked i løbet af næste år.

2009 bliver indtil videre travl. Jeg deltager i SFC’s nye novellebal, der skal munde ud i endnu en antologi, novellekonkurrencen fra Forlaget Valeta med kravet “Begyndelse” og muligvis nogle små konkurrencer på Fyldepennen. Dog har jeg også masser af andre ideer, og skriver selvfølgelig meget ved siden af. Minimum er 500 ord om dagen. Det er langt fra uoverkommeligt.

Efter et år som dette, er den der blod på tanden blevet en flodbølge. Hvis 2009 bliver lige så godt som 2008, begynder jeg snart at kalde mig selv forfatter. Selv om det ville være godt, at få lidt kroner for alt skrivearbejdet.

Et godt nytår fra mig til jer - og må I alle få så mange tømmermænd, at de konstruerer nye ideer i jeres hoveder.

Skrivning 32: Om At Være Færdig

Tre års arbejde er nu endt, og her i forgårs satte jeg sidste punktum for Elias, Daniel, Katrine og Torsten. Det der startede i 2006 med at være en enkelt zombiehistorie med religiøse undertoner er nu helt færdig, og blev til en trilogi, der i udprintet form fylder omkring 225 A4-sider. Jeg har aldrig prøvet at lave et så stort arbejde før, og følelsen jeg sidder tilbage nu er ret blandet. Jeg er frygtelig stolt af mig selv, for det har virkelig været et enormt projekt, der har krævet masser af tid, research og omtanke. På den anden side er jeg lidt opgivende, eftersom ingen har taget sig tiden til at kommentere på værket. Det føles lidt som at råbe Dansk Døveforening op.

Hvis historien er dårlig, så fint nok. Så lad mig høre det. Hvis den er for langtrukken, så lad mig høre det. Hvis den er god, så lad mig høre det. Under alle omstændigheder ville det være bedre at få en eller anden slags feedback, fremfor den totale tavshed.

På den anden front, Metrord, har jeg just lagt anmeldelsen af Evighedsstudenter op. Så kan der jo kigges på den.

Skrivning 31: Om Tiden Efter

Nu hvor “støvet har lagt sig” efter den første novelleudgivelse, er der lidt syslen i krogene her på Nørrebro. For et par dage siden medvirkede jeg i novellekonkurrencen om Århus Havn (et sted jeg aldrig har været) med en introvert skildring af en mand og hans tanker. Hvis den overhovedet kommer i betragtning til en plads i antologien, vil undertegnede få smøgerne i den gale hals. Ud over det, rodes der med novelleideer til diverse science fiction-tiltag, og så er tredje del af zombietrilogien virkelig ved at synge på sidste vers.

I ugerne efter at jeg tog beslutningen om at skride fra digte.dk, har jeg fjernet mange af mine ting. Det føles godt, også fordi min tilkytning til stedet nu er mere perifær end noget andet. Jeg bryder mig ikke om det, sitet er blevet til. På mig virker det som om, at det er blevet omdannet til en kaffeklub og ikke længere er et sted, hvor der rent faktisk er ordentlig feedback at hente. Dette kan også være fordi at en del har valgt at gå derfra. Grundlaget for de mange gange afsked kan man så tygge lidt på.

Som de allersidste ting er jeg stadig ved at gennemlæse “Evighedsstudenter” til Metrord, og jeg har lavet et interview med Michael Kamp, som kommer i Metrords nye papirblad METR snarligst.

Skrivning 30: Om lanceringen og endnu mere lækker feedback

Antologien I går var jeg så til lanceringen af “Lige Under Overfladen 2″, i Valby Kulturhus. Fremmødet var ikke voldsomt - hvis jeg ikke tager fejl var der ni af antologiens forfattere tilstede, og 12 styk publikum. Det ændrede dog ikke på, at der blev paneldiskuteret nogle ganske spændende ting, såsom hvorfor dystopien er langt mere fremherskende i science fiction end utopien, og hvor den ærkedanske science fiction egentlig er henne. Forfatterne var meget forskellige, både i udtryk, væremåde og tilgang til spørgsmålene, der dels blev givet af ordstyrer Carl-Eddy og til dels fra publikum.

Det var meget underholdende at løbe ind i de mennesker, hvis ord man havde gennemtrawlet, og se hvad der gemte sig bag de forskellige ideer. Og antologien er virkelig fra den ene yderkant til den anden - fra flyvske ideer, der måske kan accepteres som science fiction på en god dag, og til den hardcore science fiction, der er dybt videnskabeligt funderet.

Da jeg så kom hjem, lå der en kommentar fra Manfred, som henviste mig til bloggen interstellar. Endnu en gang var min historie faldet i smag, og blev hevet frem. Som jeg sagde i mit tidligere indlæg, er det noget, der føles ret godt. Et klap på ryggen, incitament til at fortsætte. Ordene kan ses her.

Skrivning 29: Om Lækker Feedback

Ved en surfning på nettet, faldt jeg over denne artikel , som på en grundig måde gennemgår de 20 noveller, der er med i “Lige Under Overfladen 2″ fra Science Fiction Cirklens forlag. Hvad der er særdeles behageligt for mig, er at min novelle “When The Music’s Over” trækkes frem som en af dem der “rager op over andre”. Meget, meget velsmagende på sådan en kedsommelig torsdag.

« Forrige sideNæste side »